Objektivet giver mulighed for at fokusere på et motiv på en bestemt afstand, denne fokusering kan ske ved at bevæge objektivet frem eller tilbage i forhold til det lysfølsomme materiale/sensoren. På især ældre kameraer sker dette i et bælgudtræk, der udelukker uvedkommende lys effektivt. Ved at ændre brændvidden kan man også variere det udsnit, man får med på billedet. Ændring af brændvidden kan ske ved at skifte objektiv eller ved brug af et objektiv med variabel brændvidde, et såkaldt zoom-objektiv. Brændvidden angives i mm, men betydningen for objektivets art afhænger af størrelsen på den lysfølsomme enhed. Objektiver kan deles i vidvinkel, normalobjektiver (minder om billeddannelsen i det menneskelige øje) og telelinser med lang brændvidde. Et objektiv med meget lille brændvidde kaldes for et fiskeøjeobjektiv, og giver billeder med et ret fortegnet udseende, men opfattende et meget stort felt. Endelig findes der makroobjektiver, der kan fokusere på motiver tæt på kameraet.

Mængden af lys der passerer gennem objektivet, kontrolleres med en blænde, der er et hul med variabel diameter. I simple udgaver kan der være tale om en metalplade med flere huller af forskellig diameter. Blænden indstilles ved at flytte metalpladen (eller udskifte den). En meget mere udbredt blændertype består af et antal lameller monteret på en ring, således at lamellerne drejes ind, når ringen drejes. Herved varieres størrelsen af det hul, som lamellerne danner.

En stor blændeåbning giver logisk nok meget lys til optagelsen og dermed kortere belysningstid. En lille blænde giver en længere belysningstid. Samtidig bliver billedet skarpere, flere genstande uden for det plan, som afstanden er indstillet på, synes skarpere – dybdeskarpheden øges.

Mellem objektivet og filmen sidder en lukker, som kan åbne for lysindfaldet i et præcist tidsrum og dermed styre eksponeringen.

En simpel lukker kan bestå i en metalplade med et hul, der hurtigt bevæges gennem lyset fra objektivet styret af en fjeder. Sådan en lukker kan ikke variere belysningstiden.

En ’’’spaltelukker’’’ har typisk form af et gardin (eller to gardiner), af lystæt stof eller metallameller. Nogle kamerasystemer placerer lukkeren (en såkaldt ’’’centrallukker’’’) inde i objektivet. En spaltelukker kan give en fortegning af fotografiet, hvis motivet flytter sig i forhold til kameraet. Lodrette genstand kan blive trukket tydeligt skæve, når der er tale om en vandret spalte. En centrallukker giver ikke dette problem. Der findes enkelte kameraer med begge typer lukker^[1].

De fleste kameraer er desuden forsynet med en form for søger, så man kan inspicere det udsnit af motivet, man får med på optagelsen. En søger kan være en ramme med sigteanordning, en matskive på filmens (eller glaspladens) plads, et lille eller større stykke optik. Nye digitale kameraer har dog ofte ikke nogen egentlig søger, idet man i stedet løbende viser billedudsnittet på en lille skærm bagpå kameraet^[2].

For at indstille belysningen korrekt har man brug for enten at måle lyset eller skønne det. Især før i tiden kunne det ske ved tommelfingerregler, skemaer og vurdering af skalaer. Da billedet kunne justeres ved fremkaldelsen på papir (kopieringen)), fungerede det ofte fint^[3].

Der udvikledes elektriske lysmålere, der giver en meget præcis lysmåling. Nogle fungerede via et elektrisk batteri, andre ved energien fra lyset. Man kan måle det indfaldende lys eller det lys, der reflekteres fra motivet. Man må selv tage hensyn til, at et motiv kan være meget uens belyst^[4].

Elektriske lysmålere findes som løse apparater og er i dag ofte bygget ind i kameraet.

For at kunne indstille kameraet skarpt, måtte man enten kunne indstille afstanden efter en del af motivet (en afstandsskala findes på objektivet) eller kunne vurdere skarpheden på en matskive i søgeren. Matskiven kan være forsynet med små prismer, der letter fokuseringen. Et skøn på øjemål fungerer fint ved de fleste optagelser, men billeder, hvor fokus skal placeres meget præcist, kræver en form for måling. Ud over målebånd, findes der stereoskopiske afstandsmålere, der kan sættes fast på mange kameraer.

Der udvikledes efterhånden kameraer, hvor først belysningen (blænde og lukkertid) senere også afstanden kan indstilles automatisk.

Et udskifteligt objektiv, der ikke kan fokusere på genstand meget tæt på, kan monteres på mellemringe eller en bælg. Derved kan man tage fotografier af genstande meget tæt på. Brug af forsatslinser er også en mulighed. Ældre kameraer med bælg findes med ’’dobbelt udtræk’’, så objektivet kan bringes til at fotografere meget tæt på.

Når et motiv er meget mørkt, må man fotografere med lang belysningstid og/eller stor blænderåbning. Det første giver risiko for rystede billeder, eller for et foto med udtværing, hvis motivet flytter sig. Det andet giver meget lille dybdeskarphed. Her kan man bruge kunstig belysning i form af en blitz eller flash.

Oprindeligt afbrændte man en tynd magnesiumstrimmel eller antændte et særligt pulver lavet af magnesium og et oxidationsmiddel.

Senere blev det erstattet af de mere håndterbare blitzpærer, der typisk er glaspærer med et indhold af aluminiumtråd eller -folie og ilt. Pæren antændtes af strømmen fra et elektrisk batteri ved hjælp af en kontakt i forbindelse med lukkeren. En lamellukker kan give synkroniseringsproblemer ved høj lukkerhastighed^[5]. For nogle typer blitzpærer sker antændelsen ved et slag på en tændsats.

Blitzpærer blev efterhånden suppleret og erstattet med elektronblitz, et apparat der giver et meget kort og kraftigt glimt i et udladningsrør^[6]. Dette apparat er i dag indbygget i nogle kameraer, mens andre benytter en enhed, der sættes uden på eller forbindes med kameraet. Blitzen kan i nogle modeller justere belysningen i forhold til kameraets indstilling (disse angives manuelt på blitzen)), så lysglimtet afbrydes, når der er udsendt nok lys. I andre typer kommunikerer blitzen elektronisk direkte med kameraet.

Et atelierkamera har traditionelt brugt storformatfilm (eller fotografiske plader), som kan have mange forskellige størrelser, men to hyppige formater er 9×12cm eller 4×5 tommer. I de størrelser er det ikke praktisk muligt at erstatte det med en egentlig digital sensor. I stedet kan man få digitale scannerbagstykker, som digitaliserer billedet ved at føre en linjescanner ned over billedplanet efter samme princip som en skanner til papir, men det princip giver kun mening ved stillestående motiver. Digitaliseringen inden for moderne fotografi har af den grund medført et voksende udbud af atelierkameraer tilpasset til mellemformat, som f.eks. 6×6cm, hvortil der kan fås sensorbagstykker.

Kameratypen er især til teknisk brug og anvendes stativmonteret og i de fleste tilfælde indendørs. Det er opbygget med to rammer monteret overfor hinanden, hvor den ene holder objektivet, og den anden holder filmen. Imellem de to rammer sidder en lystæt bælg, som derved danner filmkammeret. De to rammer kan drejes, flyttes og forskydes i forhold til hinanden, og på den måde kan man foretage mange forskellige perspektivændringer og dreje skarphedsplanet. Disse kameraer kræver en del erfaring hos brugeren, men den fotografiske fleksibilitet er uovertruffen.

Siden begyndelsen har der hele tiden været tiltag til at gøre kameraerne mindre og dermed mere praktiske at bringe med sig. Allerede i begyndelsen af 1900-tallet fandtes der kameraer på størrelse med lommeure og fremkomsten af det lille 110-filmformat i 1972, gav sig udslag i mange små kameramodeller.

Miniaturekameraer er kendetegnet ved at være små, lette og simple, men de leverer til gengæld ikke specielt høj billedkvalitet, da de lysfølsomme korn i filmen let dominerer i det lille negativformat. I dag er mange mobiltelefoner forsynet med et digitalkamera, og det kan ses som den nutidige arvtager.

Et af de tidligste typer her, er ’’boxkameraet’’, som bl.a. Kodak solgte og dermed inspirerede almindelige mennesker til at fotografere. Det er en kasse med fast optik (der kan altså ikke stilles skarpt), en simpel lukker og en blænde med få indstillinger. Der er typisk to ”brillantsøgere”, en til højformat og en anden til liggende format, når man drejer kameraet en kvart omgang.

Kompaktkameraer har i mange år været en stor gruppe af kameraer. De mere avancerede typer havde optikken for enden af en bælg, og det hele kunne foldes ud ved at åbne en klap, hvorfor det også kaldes et ”klapkamera”. Optikken, lukkeren og blænden er af meget højere standard. Det gamle 120-filmformat med negativer i 6 × 6 cm (og 6 × 9 cm) var en overgang grundformatet for denne kameratype, men det blev overhalet af 135-formatet (”kinofilm”, ofte negativer på 24 × 36 mm) og senere af digitalkameraet.

En anden type kompaktkameraer havde ikke klap og bælg, men havde fin optik m.v. Bl.a. Leica fremstillede meget værdsatte kameraer i 135-formatet. Et af de tidligste kameraer i denne type blev fremstillet af danskeren J. P. Andersen, kendt som ”Nellerødmanden”

Kompaktkameraet har nu ofte alle de funktioner og den automatik, de fleste har brug for ved dagligdags fotografering. Det har en praktisk størrelse, og den tekniske udvikling gør, at billedkvaliteten bliver stadig bedre.

Denne betegnelse hæfter man normalt på kameraer i mellemstørrelsen (mellem kompaktkameraet og spejlreflekskameraet), som har en separat søger. De har traditionelt taget 120 eller 135-film, og de har i visse sammenhænge været systemkameraer, hvor man kan udskifte objektiverne og montere forskellige typer tilbehør. De har på den måde kombineret en relativt kompakt størrelse med fleksibilitet i tilbehørsudvalget og adgang til et stort filmudvalg, og kameratypen har derfor ofte været brugt af f.eks. pressefotografer og andre professionelle, som rejser med deres udstyr. Det professionelle målsøgerkamera med udskiftelige optikker er en kameratype, som endnu ikke tilbydes i ret mange digitale varianter.

Polaroidkameraet blev patenteret i 1947, og havde den revolutionerende egenskab at kunne fremstille et fremkaldt papirfotografi på få sekunder. Kameratypen er nærmest synonym med Polaroid-firmaet, selvom Kodak også markedsførte tilsvarede kameraer en overgang. Det havde en del anvendelser, ikke mindst inden for teknisk brug samt som redskab til at gøre forstudier før man fotograferede med film. Der blev markedsført mange forskellige færdigbilledkameraer, og der fandtes også bagstykker til storformatkameraer, så man kunne fremstille hurtige kontrolbilleder. Polariod gik konkurs i 2001, da de digitale kameraer havde overtaget store dele af markedet. Det er stadig muligt at købe papir til systemet, og kameraet fortsættes af ”The Impossible Project”.

Betegnelsen dækker kameraer med mulighed for at udskifte dele af kameraet efter behov. Der kan købes mange udskiftelige objektiver (herunder meget specielle objektiver), bælgudtræk til foto af små genstande, forskellige typer søgere og matskiver, bagstykker til film, plade eller digitale bagstykker og meget andet.

Der er udviklet kameraer til specielle anvendelser. Kameraer til luftfotografering fandtes i slutningen af 1800-tallet og luftfotografering fra flyvemaskine blev brugt i begyndelsen af 1. verdenskrig. Disse kameraer er løbende blevet udviklet, og der findes også modeller med film eller digitale, der benyttes fra satellitter.

Der findes kameraer til brug i mikroskoper. Nye modeller kan monteres i mikroskopet i stedet for okularet. Ellers kan man bruge et spejlreflekskamera uden optik, hvor okularet i mikroskopet danner billedet i kameraet. Lys udefra lukkes ude med en bælg eller et rør.

Kameraer til brug på astronomiske kikkerter er også udviklet. De benytter typisk et stort format, så det er nemt at studere billederne uden at skulle forstørre dem.

Der findes kameraer til optagelse af stereoskopiske billeder. Man anvender to ens objektiver anbragt med en afstand svarende til afstanden mellem et menneskes øjne. Set på den rigtige måde, kan det færdige fotografi give et tredimensionelt billede. Alternativt kan man tage to billeder efter hinanden, idet man forskyder kameraet til siden mellem optagelserne. Det fungerer kun ved stille motiver.

Særlige kameraer, der kan tage panoramabilleder, findes også. Disse fungerer ved at kameraet drejer, mens filmen eller sensoren belyses i en smal, lodret stribe.

Inden for den grafiske industri benyttes, især før i tiden, reprokameraer til at kopiere billeder gennem et raster, så der kunne laves klicheer med gråtoner eller til at separere farver. Hele sider kan også fotograferes over på en offsettrykplade.

Kameraer, der er egnede til at fotografere meget hurtige bevægelser, findes også, både til enkeltfoto og til film.