Hvis den kraft der skal overvindes er konstant, er hver længdeenhed Δs man flytter legemet (i retningen direkte imod kraften) ensbetydende med en konstant energimængde 👁 {\displaystyle \Delta E_{pot}}
:

👁 {\displaystyle \Delta E_{pot}=m\cdot g\cdot \Delta s}
,

hvor 👁 {\displaystyle m}
er legemets masse i kg, og 👁 {\displaystyle g}
er den lokale tyngdeacceleration – og 👁 {\displaystyle \Delta s}
måles i meter.
Dette gælder for eksempel lokalt i et tyngdefelt, herunder Jordens: Så længe man nøjes med at flytte legemet nogle få kilometer (set i forhold til de ca. 6.300 km der er til Jordens tyngdepunkt), kan man uden nævneværdige regnefejl gå ud fra at tyngdekraften er konstant over hele den strækning legemet flyttes.

I forbindelse med f.eks. himmelmekanik kan man ikke bruge ovenstående generalisering om det lokale tyngdefelt, men må beregne den potentielle energi 👁 {\displaystyle E_{pot}}
i absolutte mål som:

👁 {\displaystyle E_{pot}=-{\frac {G\cdot m_{1}\cdot m_{2}}{r}}}
,

hvor 👁 {\displaystyle m_{1}}
og 👁 {\displaystyle m_{2}}
er masserne af de to legemer, der flyttes i forhold til hinanden, 👁 {\displaystyle r}
er afstanden imellem legemernes tyngdepunkter, og 👁 {\displaystyle G}
er den universelle gravitationskonstant.

En fjeder der opfylder Hookes lov for en sådan, udøver en vis trækkraft hvis størrelse er proportional med den afstand x fjederen strækkes (eller sammenpresses) fra sin hvilestilling. Proportionalitetsfaktoren k kaldes i denne sammenhæng for fjederkonstanten for den pågældende fjeder. Dette princip benyttedes som "depot" for mekanisk energi i gamle dages mekaniske ure, og den potentielle energi E_pot i fjederen beregnes som:

👁 {\displaystyle E_{pot}={\frac {1}{2}}\cdot k\cdot x^{2}}