Scavenius er en dansk adelsslægt, der er latiniseret af "skagbo", dvs. en person fra Skagen. Hovedparten af navnebærerne har tilhørt en nørrejysk slægt med rødder i Brønnum- eller Brøndum-slægten, som i sin adelige hovedlinje kan føres tilbage til Thomas Brønnum, der levede i Skagen i 1620.

Den adelige slægt blev grundlagt af Jacob Pedersen Brønnum, senere justitsråd Jakob Brønnum Scavenius (1749–1820), til Gjorslev, som omkring 1770 antog navnet Scavenius og opbyggede en betydelig godssamling med bl.a. Gjorslev, Erikstrup, Søholm og Klintholm. Slægten blev optaget i den danske adel i 1843 og 1844; hans søn kammerherre Peder Brønnum Scavenius (1795–1868) til Gjorslev blev adlet ved resolution af 22. september 1843 og patent af 22. december 1843. Slægten har siden omfattet flere fremtrædende godsejere, politikere og embedsmænd, heriblandt statsminister Erik Scavenius og Otto Christian Scavenius. Efternavnet har imidlertid også været båret af en anden, lærd Skagenslægt Scavenius, uden at fælles ophav med den adlede slægt har kunnet påvises.^[1]

Som navn peger Scavenius mod Skagen, og den latiniserede form blev knyttet til den unge Jacob Pedersen Brønnum af rektor Georg Frederik Thestrup ved Aalborg Kathedralskole, da han dimitterede som student i 1770. Før dette tidspunkt havde en slægt i flere generationer båret navnet Scavenius, men uden at det er muligt at påvise fælles oprindelse mellem denne lærde slægt og den senere adelige familie. Man skelner derfor mellem den adlede slægt Scavenius og den lærde Skagenslægt af samme navn.^[2]

Familienavnet Brønnum eller Brøndum tyder samtidig på, at den adelige slægt næppe oprindelig var hjemmehørende i Skagen, men snarere stammede fra en af de to landsbyer med dette navn i Himmerland. I 1600-tallet træffes flere af slægtens medlemmer som agerdyrkere i Vendsyssel, og fra slutningen af 1600-tallet nedsatte de sig som skippere og handelsmænd i Skagen. Familienavnet Brønnum/Brøndum blev sandsynligvis først taget som hjemstedsbetegnelse efter flytningen til Skagen, men anvendes også om de tidligste kendte slægtled.^[2]

Slægten føres tilbage til Thomas Brønnum, der vides at have levet i 1620. Blandt hans sønnesønner var Thomas Steffensen Brønnum (1663–begr. 1709), Anders Jensen Brønnum (d. 1708) og Christen Jensen Brønnum (1671–1741). De to sidstnævnte ernærede sig i Skagen som skippere og handelsmænd. Thomas Steffensen Brønnum var gift med Anne Nielsdatter Kjærulf (1670–1725), og deres børn tog moderens familienavn. Af Christen Jensen Brønnums to sønner videreførte Anders Christensen Brønnums efterkommere navnet Brønnum, mens Peder Christensen Brønnum (1702–1764), gift med Anne Ibsdatter (ca. 1714–1786), blev far til Jacob Pedersen Brønnum, stamfader til den senere adlede slægt Scavenius. I anden genealogisk tradition fremhæves Christen Jensen Brøndum som den direkte skagboiske stamfader, og hans sønner Peder Christensen Brønnum og Anders Christensen Brønnum som stamfædre til henholdsvis slægterne Scavenius og Brønnum.^[2]

Den adelige Scavenius-slægts egentlige grundlægger var Jacob Pedersen Brønnum, senere Jakob Brønnum Scavenius (1749–1820), der efter studentereksamen fra Aalborg Kathedralskole rejste til København for at fortsætte studierne, men snart opgav en akademisk løbebane. Han fik ansættelse som volontør i Rentekammeret og arbejdede fra 1776 som assistent i Asiatisk Kompagni. I 1778 blev han sendt til Indien som assistent på et af kompagniets skibe, avancerede til førsteassistent i Serampore (Frederiksnagore) i Bengalen, blev siden førstefaktor og ledede handelsstationen, indtil han i 1792 vendte tilbage til Danmark, belønnet med kompagniets hædersmedalje.^[3][2]

Ved hjemkomsten havde han opbygget en meget betydelig formue, i samtidige fremstillinger anslået til omtrent to tønder guld. Denne anvendte han til køb af godserne Gjorslev, Erikstrup og Søholm i 1793 samt Klintholm på Møn i 1798. På sine godser udfoldede han en betydelig virksomhed; han satte udskiftningen i gang, forbedrede skovdriften og forøgede produktionen af kridtsten fra Stevns Klint. Han var desuden stærkt åndeligt og videnskabeligt interesseret. To store privatbiblioteker, som han købte, gik til ved brand i København, men det lykkedes ham alligevel at opbygge betydelige videnskabelige samlinger, som blev opstillet på Gjorslev.^[3]

Med hans søn kammerherre Peder Brønnum Scavenius (1795–1868) til Gjorslev, Erikstrup, Søholm og Klintholm blev slægten ved resolution af 22. september 1843 og patent af 22. december 1843 optaget i den danske adelstand. Ved patent af 20. marts 1844 blev broderen, hofjægermester Jakob Brønnum Scavenius til Basnæs (1811–1850), optaget i adelstanden med samme våben. De to linjer betegnes af Danmarks Adels Aarbog som Scavenius I og Scavenius II.^[2]

Slægtens våben fører i blåt eller azurblåt felt Stenbukkens himmeltegn, gengivet som en forgyldt stenbuk, der ender i en slynget fiskehale. På skjoldet hviler en kronet hjelm, og som hjelmtegn ses overdelen af en mand, afbildet som en søhøvding fra det 16. århundrede, klædt i rødt med nedfaldende hvid krave, i højre hånd holdende et sort anker og i venstre en Skt. Laurentii rist. Våbenets symbolik blev i samtiden forklaret med, at den astronomisk interesserede Peder Brønnum Scavenius var født i Stenbukkens tegn, mens Skt. Laurentii-risten henviste til Skagen, hvor den indgår i byens våben.^[2]

Peder Brønnum Scavenius stod ved adlingen midt i sin politiske virksomhed som deputeret i Roskilde stænderforsamling. Senere blev han medlem af både Den grundlovgivende Rigsforsamling og Rigsrådet. Hans bror Jakob Brønnum Scavenius til Basnæs grundlagde den anden hovedlinje, Scavenius II, som uddøde i mandslinjen med Mogens Erik Frederik Peter Brønnum Scavenius (1877–1949).^[2]

Af Peder Brønnum Scavenius’ børn var den ældste søn Jakob Frederik Scavenius (1838–1915), kammerherre, politiker og senere kultusminister. I henhold til faderens dispositioner fik han i 1869 oprettet det Scavenius’ske familiefideikommis, der senere havde en værdi på omkring 591.000 kr. Han blev far til flere fremtrædende sønner, heriblandt hofjægermester Peder (Per) Brønnum Scavenius (f. 1866), tidligere ejer af Farumgård og Pastrupgård, som i sine drengeår gik til søs og siden foretog ekspeditioner i Afrika og Indien, skildret i flere bøger; cand.jur. Julius Frederik Christian Scavenius (1868–1923) til Gjorslev og Søholm, formand for De Forenede Landboforeninger i Præstø Amt; Harald Roger Scavenius (1873–1939), kammerherre, senere udenrigsminister og som gesandt i Petrograd en vigtig diplomatisk aktør i zarstyrets sidste tid; samt direktør Knud Gjord Scavenius (f. 1879), kendt som bogsamler.^[4]

En yngre søn af Peder Brønnum Scavenius var kammerherre, cand.polit. Carl Sophus Scavenius til Klintholm (1839–1901), der blev far til Erik Julius Christian Scavenius (1877–1962), senere stats- og udenrigsminister.^[4]

Den anden hovedlinje udgik fra hofjægermester Jakob Brønnum Scavenius til Basnæs. Han var far til kammerherre og hofjægermester Otto Jakob Brønnum Scavenius til Basnæs (1849–1913), som i årene 1890–1898 repræsenterede Højre i Folketinget, men især gjorde sig gældende som en betydelig sagkyndig inden for halv- og helblodsavl. Som formand for Foreningen til den ædle Hesteavls Fremme 1879–1901 udførte han et omfattende og anerkendt arbejde. Hans søn, kammerherre, cand.mag. Otto Christian Scavenius (1875–1945), var gesandt i Petrograd 1909–1912 og i Stockholm 1912–1919. Derefter blev han departementschef i Udenrigsministeriet, afbrudt af hans funktion som udenrigsminister i ministeriet Friis i 1920, og var siden 1921–1922 enedirektør i samme ministerium. Efter sin afgang fra statstjenesten indtrådte han som medlem af Store Nordiske Telegrafselskabs bestyrelse i selskabets daglige ledelse.^[4]

Til en anden og ikke nærmere beslægtet slægt med samme navn hørte den lærde Skagenslægt Scavenius. Den kan føres tilbage til fisker Morten Lauridsen (d. 1599), hvis søn var Laurids Mortensen Scavenius (1589–1655), kendt som professor og biskop og bl.a. omtalt i forbindelse med stændermødet i 1648. Hans forældre var fiskerfolk i Skagen. Laurids Mortensen Scavenius’ søn, generalprokurør Peder Lauridsen Scavenius, var far til højesteretsjustitiarius Christian Scavenius (1670–1732). Christian Scavenius’ embedstid kom til at betegne et meget uheldigt afsnit i Højesterets historie. En gehejme-inkvisitionskommission erklærede ham skyldig i at have modtaget bestikkelser, men han blev dog i 1726 afskediget i nåde. Efter Christian 6.’s tronbestigelse kom han igen til at votere, blev udnævnt til konferensråd og blev medlem af en kommission, der skulle fremsætte forslag om lavsartikler og privilegier.^[4]

Slægtens stamtavle blev behandlet i Danmarks Adels Aarbog årgang 1907, og samt en senere ajourførende gennemgang i årgang 1979–81. I genealogisk litteratur omtales desuden en "Paraguay-linje", der nedstammer fra Frederik Holger Scavenius (1875–1949) og Lucia Sanabra hhv. Casimira Davalos. Oplysningerne om denne linje er blevet anset for vanskelige at verificere og linjen tilhører ikke dansk adel.^[2]

Udover de i stamtræet nævnte har følgende personer båret navnet:

• Christian Scavenius
• Frederik Brønnum Scavenius
• Jacob Scavenius Fibiger
• Laurids Mortensen Scavenius

1. ↑ Bisgaard, Lars; Jensen, Mogens Kragsig, red. (2015). Danmarks adels aarbog 2012-2014 (PDF). Vol.100. Odense: Syddansk Universitetsforlag & Dansk Adelsforening. s.393. ISBN9788776748449. ISSN0084-9561.
2. 1 2 3 4 5 6 7 8 Jespersen 1982.
3. 1 2 Grandjean 1926, s.1041.
4. 1 2 3 4 Grandjean 1926, s.1042.

• Grandjean, Poul Bredo (1926). "Scavenius". I Blangstrup, Johan Christian (red.). Salmonsens konversationsleksikon. Vol.20. (2. udgave). København: A/S J. H. Schultz Forlagsboghandel. s.1041-42.
• Jespersen, Leon (1982). "Scavenius I og II". I Jespersen, Knud J.V.; Venge, Mikael (red.). Danmarks adels aarbog 1979–81 (PDF). Vol.89. Odense: Poul Kristensens Bogtrykkeri & Dansk Adelsforening. s.451-52.