neurose

Efter de dominerende symptomer inddeltes neuroser i angst-, tvangs- og hysterisk neurose.

Angstneurosen er kendetegnet ved pludseligt indsættende, uventede angstanfald med hjertebanken, åndenød, kvælningsfornemmelse og uvirkelighedsfølelse (se angst). Dette kaldes nu panikangst.

Tvangsneurosen er kendetegnet ved påtrængende, tilbagevendende tanker eller tilskyndelser til handlinger, som skal gentages igen og igen, selvom de forekommer neurotikeren urimelige. Mens en normal person måske en enkelt gang går tilbage for at se, om hoveddøren er låst, må tvangsneurotikeren gøre det gentagne gange (Dette kaldes nu for obsessiv-kompulsiv tilstand).

Hysterisk neurose viser sig ved lammelser, føleforstyrrelser, blindhed eller kramper, uden at der foreligger en neurologisk lidelse (se hysteri).

I klassisk psykiatrisk neuroseteori, der bygger på Freuds tænkning, skelnes mellem symptom- og karakterneuroser. De omtalte neuroser er symptomneuroser. Ved en symptomneurose ligger der en karakterneurose til grund, dvs. en særlig personlighedsstruktur. Dette har ikke kunnet eftervises ved empiriske studier.

Ifølge denne teori grundlægges den neurotiske karakter i den tidlige barndom i samspillet mellem barn og forældre og fører til dannelse af forskellige karakterstrukturer med særlige neurotiske forsvarsmekanismer, det vil sige ubevidste psykologiske processer, der tjener til at afværge angst, skyld, aggression m.m.

Den antiaggressive karakterneurotiker har vanskeligt ved at give udtryk for kritik af andre og undgår strid og uoverensstemmelser. Via forsvarsmekanismen reaktionsdannelse antages det fx, at ubevidste aggressive følelser vendes til venlig imødekommenhed. Neurotikeren får derved en såkaldt primærgevinst.

Den tvangsprægede karakterneurotiker er præget af udtalt ordenssans og en livsførelse, der nøje følger regler og faste rutiner. Høflighed, distance over for andre og en intellektualiserende attitude præger personligheden.

Den hysteriske karakterneurotiker er let følelsesmæssigt påvirkelig med tendens til dramatisering og teatralsk adfærd. Over for personlige problemer er hysterikeren idylliserende og konfliktbenægtende.

Ifølge den psykodynamiske neuroseopfattelse kan personer med de nævnte karaktertræk få en symptomneurose i relation til akut eller længerevarende følelsesmæssig belastning, særlig i relation til nære personer som ægtefælle eller familiemedlemmer. Via symptomerne kan neurotikeren få særlig omsorg og dermed en såkaldt sekundærgevinst. Neuroser opfattes således som et resultat af et kompliceret samspil mellem ubevidste og bevidste psykologiske processer.

Ifølge psykologiske indlæringsteorier er neuroser udtryk for langvarig uhensigtsmæssig indlæring såvel i barndommen som senere i livet. Man undgår fx angstprovokerende situationer og indlærer efterhånden en adfærd præget af antiaggressive personlighedstræk. I behandlingen benyttes en række teknikker, der tilstræber ændring af uhensigtsmæssige tankemønstre eller sociale adfærdsformer.

Ifølge biologiske neuroseteorier afspejler angstreaktioner medfødte reaktionsmønstre i hjernen, der tjener et vigtigt formål, nemlig straks at aktivere organismen til kamp eller flugt stillet over for farer. Der er påvist en vis genetisk disposition til såvel neurotiske symptomer som et menneskes personlighedsstruktur. Neuroser ses derfor som resultatet af et uhensigtsmæssigt samspil mellem genetiske og miljømæssige forhold. Forskellige psykofarmaka, fx benzodiazepiner og antidepressiva, har en angstdæmpende virkning, der udøves gennem påvirkning af signaloverførslen mellem nerveceller i hjernen. Særligt kognitiv-adfærdsterapi har vist sig effektivt i behandlingen af disse lidelser.