Katinka Bjerregaard

👁 Image

cand.mag. Anne Vindum, januar 2024.

Emneord

kroppen

Top image group

👁 portræt af Katinka Bjerregaard

Foto: Marie Hald

Musiker og sangskriver Katinka Bjerregaard debuterede som romanforfatter i 2023 med kærlighedshistorien ”Klump”, der gennem nedslag fra et helt liv beskriver en buldrende forelskelse, et bøvlet og varmt moderskab og en krop, der af og til er svær at elske. Det er afvæbnende uperfekt og aldeles menneskeligt, når fortælleren køber for små blondetrusser og lækker kropsvæsker i et væk, og når angsten og livet bare er utrolig overvældende.

135594148

Blå bog

Født: 1991.

Uddannelse: Autodidakt musiker og sangskriver.

Debut: Et hus af krop. Forlaget Neurose, 2017. Digte og sangtekster.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste danske udgivelse: Klump. En kærlighedshistorie. Gyldendal, 2023. Roman.

Inspiration: Bjørn Rasmussen, Cecilie Lind og Asta Olivia Nordenhof.

Videoklip

Katinka Bjerregaard – En klump eller en kvindekrop? Gyldendal Forlag, 2023-03-13.

Artikel type

voksne

Baggrund

”Jeg var syv år, da jeg blev usynlig. Jeg gik igennem den hvidmalede dør ind i klasselokalet og var for første gang gennemsigtig. Mine bevægelser og min mund var allerede dengang ukontrollerede og voldsomme. Jeg gik rundt på gangene i en tvangspakket puppe af cellofan og bankede ind i alle forventninger. Cellofanen knitrede og blev mere bøvlet at manøvrere, hver gang en voksen så igennem mig, hver gang de snakkede om mig, som om jeg ikke var til stede, og hver gang de bare så på, mens et barn slog.”

”Klump”, s. 53.

Katinka Bjerregaard er født i 1991 og opvokset på Christianshavn i København sammen med sine journalistforældre og tre ældre brødre. Da hun var barn, drømte hun om at blive digter, og hun skrev digte i sin dagbog. Hun har gået på Christianshavns Gymnasium og har været på Testrup Højskole, inden hun læste tre år på læreruddannelsen, tog orlov og aldrig vendte tilbage. Mens hun læste til lærer, spurgte hendes musikerven Simon Ask en dag, om hun kunne skrive nogle sange til hans band, og det blev begyndelsen på Katinka Band. Bjerregaard har også komponeret musik til teaterstykkerne ”Væbnet med vinger” (2016) og ”Jagten på det gode menneske” om den danske forfatter Karin Michaëlis (2020). Sammen med digter Caspar Eric afholdt hun i 2023 en række kropsshows under titlen ”Vores kroppe – det smukke skrammel”.

Barndommens digterdrøm blev til trykte tekster i 2017 med ”Et hus af krop”, der er en samling af digte og sangtekster med illustrationer af Daniel Buchwald. Om drømmen om at skrive mere end sangtekster fortæller hun: ”Jeg har nok, siden jeg begyndte at føle mig tilpas som tekstforfatter, taget et ubevidst tilløb til at skrive noget andet end sangtekster. Noget, der stak dybere. Jeg er faktisk ikke den fødte musiker, for mig har teksterne og historierne altid været det mest interessante, så må melodierne komme i anden række,” (Kasper Schütt-Jensen: »Jeg er bange for, at folk skal grine af mig og sige: ”Dig? Forfatter? Luk dog røven”«. Jyllands-Posten, 2023-03-04).

Da hun i anden sammenhæng var til møde hos forlaget Gyldendal opfordrede de hende at skrive en roman: ”Jeg havde kun en enkelt tekst, som egentlig mest var en fornemmelse. Men jeg havde en stor nysgerrighed og lyst til at prøve, om jeg kunne skrive andet end sangtekster. Og så blev jeg fuldstændig opslugt af at skrive. Jeg har skrevet overalt - på min telefon under putning, på toilettet og på min stamcafé på Vesterbro.” (Nanna Balslev: Katinka: At få børn er et kæmpe ansigtstab. Berlingske, 2023-03-13). Det blev til debutromanen ”Klump” fra 2023.

Katinka Bjerregaard er bosat i København og gift med fotograf Daniel Buchwald Bjerregaard, med hvem hun har tvillinger fra 2019.

Klump

”Efter jeg har mødt dig fire gange, køber jeg cirka tyve par blondeunderbukser, og ingen af dem passer ordentligt. Som om jeg ubevidst har købt dem til mine højere eller slankere veninder. Der er intet behageligt ved dem. De kravler længere og længere op, mens jeg snakker med dig.”

”Klump”, s. 10.

Katinka Bjerregaards debutroman ”Klump” fra 2023 er en samling tekstfragmenter i tre dele: ”Blonder”, ”Kleenex” og ”Bæk og bølge”. Første del skildrer det fortællende jegs stormende forelskelse i et du, i episodiske nedslag ofte angivet ud fra, hvor mange gange de har mødt hinanden: ”Ottende gang jeg møder dig, har du læderjakke på.” (s. 12). Gennemgående er jegets optagethed af hendes hud og krop og de tekstiler, der indhyller den, snører den ind og pynter den. I begyndelsen af deres forhold køber hun ”cirka tyve par blondeunderbukser”, hvoraf ingen rigtig passer ordentligt, og det er symptomatisk for hendes måde at være i verden på: som i en udklædningsleg eller i en forkert form. En IKEA-pose ad gangen flytter hun ind hos ham i det, der lader til at være hendes første trygge kærlighedsforhold.

135594148

I ”Kleenex” fortæller jeget om sin barndom med mobning i skolen, en usynlighed og en oplevelse af ikke at blive set af de voksne. En vedvarende mavepine omtales som pjækketarmen, og kroppen gør mærkelige ting: ”På en time mellem syvende og ottende klasse fik jeg bryster”, som der står (s. 65). Og brysterne voksede og blev til store udposninger og genstand for andres gennemtrængende blikke. De første år i voksenlivet er fyldt med antidepressiver og tarmundersøgelser, vrede og angst.

”Bæk og bølge”-afsnittet skydes i gang af en scanning af en tvillingegraviditet, og snart følger fødsel, vralten i netunderbukser, brystbetændelse og ikke mindst oplevelsen af en ny elastik: en ubrydelig forbundethed med de to små børn, der langsomt vokser til og bryder hverdagen og parforholdet ned til atomer. Moderskabet følges tæt af angst og en tvivl om, hvem jeget overhovedet er og hvordan man udfylder morrollen.

Teksterne er omkring en halv side og de korte, metafortunge sætninger er mestendels funderet i kroppen og dens behov og udsivninger. Mens der på den ene side er optegnelser om voksduge og stræklagner, er der på den anden side rørende indsigter om kærlighed og forbundethed, så det hverdagslige og konkrete hele tiden sammenskrives med livets absolutter. Det er muntert og trist og ikke altid flatterende, men netop derfor helt utrolig menneskeligt.

Genrer og tematikker

Musiker og sangskriver Katinka Bjerregaard tager sin fornemmelse for betydningsfulde øjeblikke og livets kuriøse detaljer med i sit arbejde som romanforfatter. I ”Klump” er teksten løst struktureret om bløde tekstiler med nedslag i episoder, der har været definerende for den voksne jeg-fortæller. Da barnet første gang oplevede at være usynlig, da kroppen begyndte at pose ud, da angsten og vreden meldte sig, da forelskelsen slog hende omkuld, og da to små børnekroppe, ”knogler i poser”, ændrede alting for evigt. På den måde er der et mylder af temaer og fikspunkter på spil hos Bjerregaard, fra livets mindste til største bestanddele.

Overordnet handler ”Klump” om at være til stede i en kvindekrop og altid se på den med andres blikke. Trække maven ind, når ens kæreste kigger, købe flotte underbukser, der er trælse at have på og huske at vaske hår. Samtidig er det en fortælling om alt det, kroppen gør af sig selv og som vi gør alt for at pakke væk: den græder og tisser og skider og bløder; den lækker simpelthen. Både babyerne og brysterne og mormor og alle andre flyder over med kropsvæsker, som ingen vil vide af. Om krop og udseende siger Katinka Bjerregaard i et interview: ”Jeg synes, der har været meget fokus på kvinders krop og påklædning de sidste par år. Lige fra, om piger må have mavebluse på i skole, og om kvindelige politikere må gå i pailletter eller ej, til iranske skolepiger, der brænder deres tørklæder i protest. Der bliver talt om kvinders udseende og påklædning, som om det er et fælles anliggende. Og det gjorde mig helt ustyrligt vred.” (Nanna Balslev: Katinka: At få børn er et kæmpe ansigtstab. Berlingske, 2023-03-13).

Samtidig løber et spor om angst og selvhad og en oplevelse af, at ingen systemer rigtig fungerer i forhold til at hjælpe i romanen; der er fokus på kropsskam, på at føle sig forkert og ikke passe ind i de roller, man har givet sig selv. Og som romanens undertitel ”En kærlighedshistorie” afslører, så er ”Klump” en rørende fortælling om at blive mødt i kærligheden som den man er og at turde overgive sig til et andet menneske; først et idealiseret mandemenneske, der aldrig lugter, og siden til to små krævende og kærlighedsavlende menneskebørn.

Beslægtede forfatterskaber

Katinka Bjerregaard skriver sig med ”Klump” ind i en samtidig strømning af værker, der handler om at have en (til tider besværlig) krop, om at blive mor, om psykisk sårbarhed, om at være kvinde.

I 2023 turnerede Katinka Bjerregaard med kropsshowet ”Vores kroppe – det smukke skrammel” sammen med digter Caspar Eric. Eric har i sit forfatterskab og ikke mindst i handicapdigtene i ”Nye balancer” fra 2023 skrevet om at have en krop med cerebral parese og om de altid ulige vilkår, en ikke-normativ krop fører med sig.

Luka Holmegaard har med et andet fokus skrevet om kroppen og dens forandringer. I ”Havet i munden” fra 2023 fremskriver hen et digterjeg, der tager testosteron og mærker stemmen og energiniveauet ændre sig; hormonerne gør kroppen ny.

I forhold til at skrive om moderskab – og bryster – er det oplagt at kigge til Olga Ravn. Hendes digtsamling ”Jeg æder mig selv som lyng” (2012) er optaget af brysters kirtler og fysiognomi og af al den merbetydning bryster har og får i relation til andre. I Ravns roman ”Mit arbejde” fra 2020 er fortælleren Anna blevet mor, hvilket vender op og ned på hendes selvforståelse, hendes relation til barnets far og til hendes krop.

Selv nævner Katinka Bjerregaard de danske forfattere Bjørn Rasmussen, Cecilie Lind og Asta Olivia Nordenhof som nogle, hun holder af at læse: ”For mig kan de betragtes som en slags hybridforfattere. De blander alle mulige genrer, digte, sangtekster, alt muligt. De gør op med opfattelsen af, at poesi kun er for nørder, at poesi skal være på en helt bestemt måde. Det kan jeg godt lide.” (Kasper Schütt-Jensen: »Jeg er bange for, at folk skal grine af mig og sige: ”Dig? Forfatter? Luk dog røven”«. Jyllands-Posten, 2023-03-04). Bjørn Rasmussen har skrevet meget om krop og hud og et skrøbeligt sind, Cecilie Lind om fødsel og moderskab i ”Mit barn” (2019), og hos Asta Olivia Nordenhof er krop og selvfortælling ofte til forhandling.