VOOZH about

URL: https://forfatterweb.dk/jachina-guzel

⇱ Jachina, Guzel’ | forfatterweb

Foto: George Kardava

Guzel’ Jachina

cand.mag. Anna Møller, september, 2023.
Top image group
Foto: George Kardava

Guzel’ Jachina slog igennem med sin debutroman ”Zulejkha åbner øjnene”, der udkom i Rusland i 2015 og siden er blevet filmatiseret og oversat til over 40 sprog. Bogen tematiserer en del af Sovjets tabubelagte historie, nemlig Stalins sibiriske Gulag-lejre for de udstødte, og den skabte både stor debat og modtog den prestigefyldte ’Den store bog’-pris, da den udkom i hjemlandet. Den russiske forfatter fra den selvstyrende republik Tatarstan har efterfølgende udgivet to romaner, og centralt står hendes malende sprog med et opmærksomt blik for de forfulgte og en stor hyldest til frigørelse.

62967269

Blå bog

Født: 1. juni 1977, Kazan, Rusland.

Uddannelse: Manuskriptforfatter fra Moscow School of Film, 2015.

Debut: Зулейха открывает глаза. AST, 2015.

Litteraturpriser: Den store pris, 2015. Jasnaja Poljana-prisen, 2015. Ticket to the Stars, 2015.

Seneste danske udgivelse: Zulejkha åbner øjnene. Politikens Forlag, 2022. Roman. Oversætter: Trine Søndergaard.

Inspiration: Ruslands tabubelagte historie, udstødte folk, frigørelse og folkeforfølgelse.

Artikel type
voksne

Baggrund

””Zulejkha-a-a!” Så, nu er det tid. Svigermoren bryder sig ikke om at kalde tredje gang. Zulejkha springer hen til Heksen. – ”Jeg kommer, jeg kommer, mor!” – og tager, som hun gør hver dag, imod den tunge potte der er dækket af varm, klistret kondens. ”Så kunne du være der, våde høne,” vrisser den gamle. ”Du duer kun til at sove, din dovenkrop…””
”Zulejkha åbner øjnene”, s. 12.

Guzel’ Jachina blev født den 1. juni 1977 i Kazan, der er den største by i den autonome russiske republik Tatarstan. Hendes mor var læge og faren ingeniør, og i sine tre første leveår talte Guzel’ Jachina ikke russisk, men tatarisk, der i alt tales af omkring 5,4 millioner mennesker i Rusland. Guzel’ Jachinas bedstefar var tysk. I sine unge år læste Guzel’ Jachina sprog, bl.a. tysk, på det statslige pædagogiske universitet, og i 1999 flyttede hun til Moskva og studerede der på Moskvas filmskole, hvor hun i 2015 færdiggjorde en uddannelse på manuskriptlinjen.

Guzel’ Jachina debuterede med novellen ”Мотылек” (’sommerfugl’) i det russiske litterære magasin Neva i 2014, og året efter havde hun novellen ”Винтовка” (’riffel’) i tidsskriftet Oktyabr. I 2015 romandebuterede Guzel’ Jachina på russisk med ”Зулейха открывает глаза” (”Zulejka åbner øjnene”, 2022), der oprindeligt blev skrevet som afgangsprojekt på manuskriptuddannelsen og senere omskrevet til roman på baggrund af erindringer fra bl.a. forfatterens bedstemor. Romanen blev afvist af flere udgivere, men endte med at indbringe Guzel’ Jachina mange litterære priser, deriblandt ’Den store pris’, Jasnaja Poljana-prisen, som gives til historiske romaner, samt den litterære Kazan-pris Ticket to the Stars. Den franske udgave af romanen har desuden vundet en oversættelsespris, Les prix du magazine ”Transfuge” de la rentrée littéraire, og bogen blev en international bestseller. En seriefilmatisering af romanen blev vist på russisk stats-tv i 2020.

Efter sin debut har Guzel’ Jachina udgivet to bøger, hvor romanen ”Дети мои” (2017), der betyder ’mine børn’, ligesom ”Zulejkha åbner øjnene” er en fortælling om et mindretal. Denne gang om de etniske tyskere, der havde bosat sig ved Volga-floden i Rusland og som efter den tyske invasion af Sovjetunionen i 1941 blev betragtet som potentielle kollaboratører og deporteret til arbejdslejre østpå, hvor mange døde. Sideløbende med sine udgivelser har Guzel’ Jachina arbejdet med PR og marketing.  

Zulejkha åbner øjnene

”Døden var alle vegne. Det havde Zulejkha vidst siden hun var barn. Både de skælvende, bløde kyllinger, dækket med de blødeste, solgule dun, de krøllede lam der duftede af hø og varm mælk, de første sommerfugle om foråret og de rødmende æbler, der var fyldt med tung sukkersød saft, alt dette bar i sig kimen til den forestående død.”

”Zulejkha åbner øjnene”, s. 131.

Guzel’ Jachina debuterede i 2015 med den historiske roman ”Зулейха открывает глаза” (”Zulejkha åbner øjnene”, 2022), der foregår fra 1930 til 1946. Bogen handler om den 30-årige kvinde Zulejkha, der er troende muslim og tatarisk bondekone, dvs. at hun oprindeligt er fra området omkring Kazan i Rusland – samme område som forfatteren selv. Taterne er historisk set blevet betragtet som mindre værd end andre russere og blevet undertrykt, og netop undertrykt bliver Zulejkha i sit voldelige forhold med sin meget ældre ægtemand Murtaza. Også svigermoren, der er blind, døv og sadistisk, behandler Zulejkha som en slavegjort, der hånes for kun at have født fire u-levedygtige døtre, og Zulejkha pukler med at fodre dyr, tømme potter, lave mad og gøre rent på familiens gård, der ligger tæt på floden Volga.

Da de sovjetiske rødgardister, altså kommunistiske militssoldater, vil beslaglægge fødevarer fra gården som en del af den tvungne kollektivisering af landbruget, hvor ingen måtte være storbønder med kornlagre, sætter Murtaza sig til modværge og bliver slået ihjel, og senere deporterer soldaterne – med den idealistiske Ignatov i spidsen – Zulejkha på en lang rejse med andre deporterede til Sibirien.

62967269

Zulejkha er allerede ved deporteringen gravid med Murtazas barn og føder undervejs på overlevelsesturen – der fylder over 200 sider i bogen – sin søn, Juzuf. Zulejkha indleder et forhold til Ignatov og bliver gode venner med den lidt demente professor Wolf Karlovitj Leibe, der er blevet beskyldt for at være spion, og da en voldsom ulykke kommer på tværs af karavanen, etablerer en lille sammensat gruppe overlevende sig ved floden Angara i den sibiriske skov. På bogens sidste sider giver Zulejkha den endelige frihed til sin 7-årige søn, der sejler væk på floden.

”Zulejkha åbner øjnene” er fortalt fra forskellige synsvinkler, der domineres af Zulejkha, Ignatov og Wolf Karlovitj Leibe, og alle kapitler er skrevet i tredjeperson med indre blik og et levende sprog med mange tillægsord. Der er fra forfatterens side en skyldsdimension, da den idealistiske Ignatov har svært ved at leve med sine drab, men der er i fortællerforholdet ikke en decideret historisk kritik, blot en fremstilling af det hovedrystende forløb – og af afstumpede mennesker, der findes i alle lag.

Er du biblioteksbruger eller elev?