Tove Meyer er en markant, men ofte overset, skikkelse i moderne dansk lyrik. Hendes smalle forfatterskab – kun seks digtsamlinger på mere end 30 år – rummer kosmiske følelser og store erkendelser i et inderligt og personligt udtryk, der både spænder over symbolistisk inspiration og modernistisk formsprog. Gennem hele forfatterskabet løber en stærk naturlyrisk strøm, ligesom både erotiske og religiøse motiver er vigtige. Men Tove Meyers liv var også plaget af psykisk sygdom, og i længere perioder var hun ofte indlagt. Kort efter sin sidste indlæggelse i 1972 begik hun selvmord.
53148751
Blå bog
Født: 1. juli 1913 i Birkerød.
Død: 14. januar 1972 i Virum.
Uddannelse: Mellemskoleeksamen, 1928. Herefter var hun på husholdningsskole og i gartnerlære.
Debut: Guds Palet, 1935.
Litteraturpriser: Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, 1969.
Seneste udgivelse: Skygger paa Jorden + ekstra digte. Gladiator, 2017.
Inspiration: Gustaf Munch-Petersen, J.P. Jacobsen, Edith Södergran, Bodil Bech, Hulda Lütken, Paul la Cour, Helge Rode, Johannes Jørgensen.
