VOOZH about

URL: https://forfatterweb.dk/murata-sayaka

⇱ Murata, Sayaka | forfatterweb

Foto: Bungeishunju Ltd. / Forlaget Grif

Sayaka Murata

cand.mag. Louise Rosengreen. April, 2022. BlÄ bog og bibliografi opdateret november 2025.
Top image group
Foto: Bungeishunju Ltd. / Forlaget Grif

Sayaka Murata er blevet kult i sit hjemland, Japan, pĂ„ grund af sine korte romaner, der i et enkelt sprog og med til tider groteske og makabre narrative digressioner udfordrer nogle af det moderne Japans stĂžrste kulturelle tabuer. Hun problematiserer samfundets indlejrede misogyni (had til og fordomme mod kvinder) via romankarakterer, der skiller sig ud og nĂŠgter at fĂžlge normen og tilpasse sig de traditionelle kĂžnsrollemĂžnstre, hvor kvindernes primĂŠre funktion er at fĂžde og passe bĂžrn, mens manden skal forsĂžrge familien og gĂžre karriere. Af Muratas i alt elleve romaner er de to seneste, ”DĂžgnkioskmennesket” og ”Jordboerne”, oversat til dansk.

141396838

BlÄ bog

FĂždt: 14. august 1979 i Inzai, Chiba-prĂŠfekturet i Japan.

Uddannelse: Kunststudier pÄ Tamagawa Universitet samt skrivekurser pÄ Yokohama Litteraturskole.

Debut: Jyunyƫ. Kodansha, 2005.

Litteraturpriser: Gunzo-prisen for nye forfattere, 2003. Nomas litterĂŠre pris for nye forfattere, 2009. Mishima Yukio-prisen, 2013, og den prestigefulde japanske pris Akutagawa, 2016.

Seneste danske udgivelse: En svindende verden. Grif, 2025. (Shƍmetsu sekai, 2015). Oversat af Mette Holm. Roman.

Inspiration: Lyde omkring hende.

Interview fra Sayaka Muratas besĂžg pĂ„ litteraturfestivalen Louisiana Literature i august 2019, hvor hun lĂŠser op af og fortĂŠller om sit arbejde med romanen ”DĂžgnkioskmennesket”. Louisiana Channel, 2020.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Min by var en samling af reder, en fabrik, hvor der blev produceret mennesker. Og jeg var et af byens redskaber, og det var jeg pĂ„ to forskellige mĂ„der. Jeg skulle gĂžre mit bedste i skolen, sĂ„ jeg kunne blive et velfungerende arbejdsredskab. Og jeg skulle gĂžre mit bedste som pige for at blive et reproduktivt organ til gavn for byen. Jeg var ret sikker pĂ„, at jeg ville falde igennem pĂ„ begge punkter.”


”Jordboerne”, s. 42. Oversat af Mette Holm.

Sayaka Murata voksede op i et konservativt hjem i byen Inzai. Hun var et genert og ensomt barn, der lĂŠste science fiction og begyndte at skrive som tiĂ„rig. I fiktionen kunne hun udtrykke sig og sĂŠtte sine fĂžlelser fri, sĂ„ hun tegnede og skrev mange mangategneserier. Da hun fyldte 12 Ă„r, forĂŠrede hendes mor hende penge, sĂ„ hun kunne kĂžbe en computer, hvorefter hun dagligt skrev pĂ„ sine historier. Familien flyttede til Tokyo, hvor hun gik i gymnasiet, men her blev hun pludselig mere bevidst om, hvad der blev betragtet som ”rigtig” litteratur og gik i stĂ„ i sin egen skrivning. Det var fĂžrst, da hun som universitetsstuderende fulgte et skrivekursus med forfatteren Akio Miyahara, at hun kom i gang med at skrive igen.

”Jeg har skrevet historier, siden jeg var lille. Jeg var et meget ensomt barn, og jeg var pĂ„ mange mĂ„der skuffet over de ting, jeg oplevede, og over det samfund, jeg levede i. Derfor blev jeg lykkelig, da jeg fandt ud af, at jeg som forfatter kunne opfinde personer, der var endnu lĂŠngere nede, end jeg selv var.” (Rebekka Bundgaard: Vi mĂždte to af Japans stĂžrste kvindelige forfattere pĂ„ MĂžn. Information, 2021-09-24).

Da hun som 24-Ă„rig debuterede med sin fĂžrste lille roman, ”JyunyĆ«â€ (hvis titel oversat betyder ”amning”), var det en drĂžm, der gik i opfyldelse: at hun nu kunne gĂ„ ind i en boghandel og se sin egen bog pĂ„ hylden. Sit internationale gennembrud fik hun med romanen ”Konbini ningen”, 2016 (”DĂžgnkioskmennesket”, 2019). Ideen hertil fik hun, da hun arbejdede deltid i en dĂžgnkiosk i Tokyo. Selv efter at romanen blev en bestseller i Japan, hvor den har solgt over 1,5 millioner eksemplarer, fortsatte hun med at arbejde i kiosken, indtil opmĂŠrksomheden fra dedikerede fans fik hende til at stoppe. Romanen modtog den anerkendte japanske litteraturpris Akutagawa og er oversat til 30 forskellige sprog.

NĂ„r Murata skriver, sĂŠtter hun sig gerne pĂ„ en cafĂ© i Tokyo med mange lyde omkring sig. Hun har ikke et pĂ„ forhĂ„nd planlagt plot, men lader sin underbevidsthed styre fortĂŠllingerne og give karaktererne liv. Det er isĂŠr tydeligt i hendes seneste roman, ”Chikyu seijin”, 2021, (”Jordboerne” 2021), der undervejs tager en grotesk, surrealistisk drejning.

Kombinationen af en enkel skrivestil og karakterernes ulogiske, faretruende og til tider makabre tanker og handlinger har bÄde forarget hendes lÊsere og bidraget til hendes status som kultforfatter i hjemlandet.

DĂžgnkioskmennesket

”Da jeg ser fru Izumi og Sugawaras ansigtsudtryk, bliver jeg helt lettet, jeg er virkelig blevet god til at vére ’menneske’. Og den lettelse oplever jeg igen og igen i dþgnkiosken.”


”Dþgnkioskmennesket”, s. 33. Oversat af Mette Holm.

”Konbini ningen” fra 2016 (”DĂžgnkioskmennesket”, 2019) er en kort samtidsroman, der handler om den 36-Ă„rige Keiko Furukura. Hun lever i Tokyo, hvor hun bor alene i en mikroskopisk lejlighed. Hun er single, jomfru og trives med at arbejde i Smile Mart-dĂžgnkiosken uden for Hiiromachi Station. Den er det, der pĂ„ japansk kaldes en konbini, hvis navn ligesom det engelske convenience store understreger, at butikkens mĂ„l er at vĂŠre et sĂ„ bekvemt og behageligt sted at handle som overhovedet muligt. Kiosken har Ă„bent dĂžgnet rundt, og der er nĂŠsten ingen grĂŠnser for, hvordan det pligtopfyldende personale skal tilgodese kunderne og deres behov. De ansatte, der er klĂŠdt i uniformer og inden hver vagt bliver briefet i fĂŠllesskab af butikschefen, fremstĂ„r som en hel lille hĂžflighedshĂŠr, der er oplĂŠrt i at smile og hilse ens og venligt pĂ„ de handlende samt placere varerne korrekt.

46533712

Murata skriver pĂ„ samme tid minimalistisk og sansemĂŠttet. Eksempelvis indledes romanen med en opremsning af de mange forskellige lyde, der kan hĂžres i kiosken. Polyfonien af stemmer, dĂžrklokken, plastflasker, der rasler, og smĂ„mĂžnter, der klirrer i hĂŠnderne pĂ„ kunderne. Keiko opfatter alle lydene som tryghedsskabende. Hun beskriver dem som â€Ă©n stor dĂžgnkiosklyd, der uophĂžrligt kĂŠrtegner mine trommehinder” (s. 5).

Romanen er skrevet i et enkelt sprog med mange replikker og en rytme, der mimer de genkendelige, genkommende, maskinelle arbejdsrutiner, hovedpersonen holder sÄ meget af. Den er fortalt af jegfortÊlleren Keiko, men man bliver undervejs i tvivl om hendes pÄlidelighed, da hun til tider fÄr syge, nÊsten dÊmoniske indfald, for eksempel om at drÊbe sin sÞsters grÊdende baby med en kniv.

Keiko kan ikke huske sÄ meget fra sin barndom, der henligger i en tÄge. Kun fÄ dramatiske episoder erindres indledningsvis i flashbacks, hvor hun for eksempel stopper et slagsmÄl i skolegÄrden ved at slÄ de andre bÞrn hÄrdt i hovedet med en spade. BÄde som barn og voksen Þnsker hendes familie at kurere hende for sine sÊrheder, og hun gÞr alt for ikke at stikke ud fra mÊngden, hvilket dÞgnkiosken i starten hjÊlper til med. Hun efterligner andre ved at tillÊgge sig samme tÞjstil eller tale pÄ samme mÄde som sine kolleger. Men med tiden begynder hendes omgivelser at undre sig over, at hun ikke har andre ambitioner for sit liv end lÞsarbejde.

Er du biblioteksbruger eller elev?