VOOZH about

URL: https://forfatterweb.dk/oversigt/eco-umberto

⇱ Eco, Umberto | forfatterweb

  1. Forfattere og illustratorer - Voksne
  2. Eco, Umberto
Foto: Leonardo Cendamo

Umberto Eco

cand.mag. Karina SÞby Madsen, 2006. Opdateret 2015. BlÄ bog og bibliografi opdateret maj 2023.
Top image group
Foto: Leonardo Cendamo

Umberto Ecos romaner er som dybe, krinkelkrogede labyrinter: De er murstenstunge, filosofiske og dybsindige. De smager velbehageligt pĂ„ sjĂŠldne ord og graver personer frem fra fjerne afkroge af verdenshistorien. De er personrige og har fine, interessante personkarakteristikker - som af den blinde munk i “Rosens navn” og inkvisitoren William af Baskerville fra selvsamme vĂŠrk. Og de er prĂŠget af kriminalistiske plot, som fĂŠnger og fĂŠngsler lĂŠserne og holder Ă©n fanget fra fĂžrste til sidste side. Kort fortalt er det gevaldige eventyr- og lĂŠrdomsromaner, som underholder og underviser samtidigt pĂ„ entusiastisk vis. 

136138189

BlÄ bog

FĂždt: 5. januar 1932 i Alessandria, Italien.

DĂžd: 19. februar 2016 i Milano, Italien.

Uddannelse: Professor i semiotik.

Debut: Il nome della rosa, 1980 (Rosens navn, 1984).

Litteraturpriser: Premio Viareggio, 1981. Premio Strega, 1981. Il Libro dell’anno, 1981. Østrigs Statspris for Européisk Litteratur, 2002 og Den franske Middelhavspris for udenlandske forfattere, 2002.

Seneste udgivelse: Den evige fascisme. Gyldendal, 2023. (Cinque scritti morali, 1997). OversĂŠtter: Thomas Harder. Essay.

Inspiration: Jorge Luis Borges

Videoklip

Artikel type
voksne

Baggrund

"Tempelridderne var udmĂŠrket klar over, at Jesus er en keltisk myte. Hele fortĂŠllingen i evangelierne er en hermetisk allegori, genopstandelse efter at have oplĂžst sig i Jordens indre, og sĂ„ videre og sĂ„ videre. Kristus er simpelthen alkymisternes Eliksir.”
“Foucaults pendul”, s. 127-128.

Umberto Eco blev fĂždt den 5. januar 1932 af bogholderen Giulio Eco og Giovanna Bisio Eco i den lille by Alessandria syd for Milano i Italien.

Da Anden Verdenskrig brþd ud, flyttede Umberto Eco med moderen til en lille hytte i bjergene, mens faderen deltog ved fronten. Umberto var endnu for ung til at deltage i krigen, men han fulgte nysgerrigt med i de krigsscener mellem fascisterne og partisanerne, som udspillede sig i nérheden af hans nye hjem. Krigen satte sine spor i den unge Eco, og den kom senere til at danne ramme om hans anden roman “Il pendolo di Foucault” (“Foucaults Pendul”).

Giulio Eco Þnskede en sikker fremtid for sin sÞn, og pÄ opfordring af faderen startede Umberto pÄ jurastudiet pÄ Universitetet i Torino. Studiet fÊngede dog ikke, sÄ den unge Umberto mÄtte forlade jurakammeraterne til fordel for et studie i filosofi og litteratur. I 1954 afsluttede han sine studier og fik en doktorgrad for sin afhandling om en af middelalderens mest kendte figurer, Thomas Aquinas.

Umiddelbart efter studiernes afslutning fik han ansÊttelse som journalist i Milano pÄ det statsejede fjernsynsnetvÊrk RAI, hvor han var redaktionel leder pÄ kulturelprogrammerne. Med sit arbejde fik Eco sÄledes fÞrstehÄndskendskab til den moderne kulturelle sendeflade, men pÄ sidelinjen interesserede Eco sig stadig for middelalderen. I 1956 udgav han sit fÞrste vÊrk, som var en udvikling af afhandlingens tese om Thomas Aquinas, og i 1959 udgav han en bog om middelalderens Êstetik.

Fra midten af 1960’erne begyndte Eco for alvor at slĂ„ sit navn fast i akademiske kredse med sine stadig mere veludviklede teorier om semiotikken, og fra starten af 80’erne fik han ogsĂ„ et bredere publikum, da han indledte sin litterĂŠre karriere med udgivelsen af romanen “Il noma della rosa” i 1980 (“Rosens navn”, 1984), som udspiller sig i middelalderen. “Rosens navn” gjorde Eco kendt i store dele af verden, og ikke mindst da romanen i 1986 blev filmatiseret af den franske filminstruktĂžr Jean-Jacques Annaud, fik den ellers ikke helt let tilgĂŠngelige forfatter et bredt publikum over det meste af verden.

I 1959 giftede Umberto Eco sig med Renata Ramge, og sammen fik de to bĂžrn, en dreng og en pige. Ved siden af sit flittige forfatterskab var Eco professor pĂ„ Universitetet i Bologna og havde en fast ugentlig klumme i avisen L’Espresso. Ummberto Eco dĂžde den 19. februar 2016.

Rosens navn

““KĂŠre Adso”, sagde William, “at udrede et mysterium er ikke det samme som at udlede et vist antal sĂŠrskilte fakta for ud fra dem at slutte sig til en almen lov. Det indebĂŠrer snarere, at man befinder sig foran to eller tre sĂŠrskilte fakta, som tilsyneladende intet har til fĂŠlles, og mĂ„ prĂžve at forestille sig, at alle disse tilfĂŠlde fĂžlger en almen lov, som man endnu ikke kender til, og som mĂ„ske aldrig er blevet formuleret.”
“Rosens navn”, s. 293.

Handlingen i Umberto Ecos debutroman “Il nome della rosa” fra 1980 (“Rosens navn”, 1984) foregĂ„r over en uge i et italiensk benediktinerkloster i 1327. Inkvisitoren William af Baskerville og hans elev Adso af Melk er kaldt til klostret for at mĂŠgle imellem to stridende fraktioner i Den Katolske Kirke, men inden de nĂ„r frem, er der sket et gĂ„defuldt mord pĂ„ en af klosterets munke, og de to hovedkarakterer fĂ„r nu til opgave at opklare forbrydelsen. Men som dagene gĂ„r, bliver sagen stadig mere kompliceret, for alt imens de to ‘detektiver’ forsĂžger at finde system i sporene, dĂžr der dag for dag nye munke.

Romanen er baseret pĂ„ et originalt dokument, som en munk fra det Ăžstrigske benediktinerkloster Melk skrev i Middelalderen, men dertil er tilfĂžjet en fiktiv konflikt, der har Aristoteles’ litteraturteoretiske vĂŠrk ”Poetik” som omdrejningspunkt. En del af dette vĂŠrk skulle behandle komikken, men denne del er aldrig fundet. I en fiktiv udgave er den dog at finde i Ecos roman, hvor visse dele af kirken forsĂžger at skjule bogens eksistens for munkene – og fĂ„r blod pĂ„ samvittigheden i sine bestrĂŠbelser. Latterens forlĂžsende virkning var sĂ„ledes at betragte som kĂŠttersk!

Eco skildrer renĂŠssancens opkomst og peger pĂ„ sammenhĂŠngen mellem fortid og nutid. Romanen er fuld af citater, der forekommer at vĂŠre meget moderne, men som viser sig i stor udstrĂŠkning at stamme fra middelalderens tĂŠnkere. PĂ„ den mĂ„de viser Eco, at den moderne tĂŠnkning er et produkt af historien – at vi intet er uden vores fortid, og at vi mĂ„ske slet ikke er sĂ„ ‘moderne’, som vi gĂ„r og tror. Samtidig peger han pĂ„ det, der med en litteraturvidenskabelig betegnelse kaldes intertekstualitet, og som er et udtryk for de mange slags samtaler, tekster kan fĂžre med hinanden.

Romanen kan betegnes som en intellektuel middelalderkrimi. Ud over at historien sĂŠttes i scene, sĂ„ er det helt centrale tema i romanen mening – eller mangel pĂ„ samme. William og Adso bliver gang pĂ„ gang fĂžrt pĂ„ vildspor under deres forsĂžg pĂ„ at opklare mordene. De gĂ„r ellers meget systematisk til opgaven og har en stĂŠrk tro pĂ„ en overordnet mening, men da de endelig finder ud af, hvem der stĂ„r bag dĂždsfaldene, sker det ved en tilfĂŠldighed, og William ender da ogsĂ„ med at konkludere, at der ikke var tale om et mĂžnster. Eller med andre ord: der er ingen overordnet mening. NĂ„r Eco lader det fĂ„ katastrofale konsekvenser, at munkene holdes fra komikkens univers, viser Eco farerne i en universel etik og i den moralske lĂŠngsel efter renhed.

Er du biblioteksbruger eller elev?