I 1870, hans dĂždsĂ„r, sĂŠtter Alexandre Dumas sig til rette i en lĂŠnestol med et eksemplar af âDe tre musketererâ og indfrier et gammelt lĂžfte til sig selv om at lĂŠse sit vĂŠrk igennem, nĂ„r han blev gammel. Hans sĂžn spĂžrger ham, hvad dommen er. âDen er godâ, svarer Dumas. Nogle dage senere finder sĂžnnen ham med et eksemplar af hans nĂŠststĂžrste succes âLe Comte de Monte-Cristoâ, fra 1845-46 (âGreven af Monte Christoâ 1955.) og stiller det samme spĂžrgsmĂ„l. âIkke sĂ„ god som De tre musketererâ, svarer Dumas.
Den italienske filosof og forfatter (til blandt andet âRosens navnâ) Umberto Eco udtrykker det sĂ„dan her: âMonte Christo lĂžber i alle mulige retninger. Den er fuld af fyldord, den gentager uden blusel det samme adjektiv med kun en linies afstand, den ophober ubehersket de selv samme adjektiver, den kan finde pĂ„ at pĂ„begynde en belĂŠrende digression uden at vĂŠre i stand til at afslutte den, fordi syntaksen ikke kan bĂŠre, sĂ„ den prustende og stĂžnnende kommer til at slĂŠbe sig gennem tyve linier, og den mĂ„de, hvorpĂ„ den tegner fĂžlelser er mekaniske og klodset: dens personer enten skĂŠlver eller blegner eller borttĂžrrer store sveddrĂ„ber, der lĂžber ned over panden pĂ„ dem, eller de stammer med en stemme, som intet menneskeligt har ved sig, springer krampagtigt op af stolen og falder tilbage i den, mens forfatteren hele tiden, som en besat, gentager, at den stol, de netop er faldet tilbage i, er den samme, som de sad i for et sekund siden.â (âTil Monte-Christos prisâ i âOm spejleâ, side 140)
51000412
Umberto Eco mener at forklaringen er, at Dumas er betalt per linje â altsĂ„ jo flere ord jo flere penge, uanset kvaliteten â men det er han ogsĂ„ i mange andre vĂŠrker, som fremstĂ„r anderledes klare og koncise, sĂ„ det virker ikke, som om det kun kan vĂŠre det. Et andet bud kunne vĂŠre at begivenhederne er for tĂŠt pĂ„ i tid og historieskrivningen endnu ikke har udredt og tilrettelagt dem klart nok, at Dumas mangler afstand til at danne sig overblik og lĂžfte sig op over dem. Under alle omstĂŠndigheder kommer Eco ad omveje frem til, at resultatet alligevel er genialt og enestĂ„ende, fordi redundansen â gentagelserne â og ophobningen af klicheer skaber en kontrastfylde til de dramatiske hĂžjdepunkter, hvor hĂŠvneren Edmund Dantes afslĂžrer sig. Men hvis man ikke bevĂŠger sig i de samme hĂžje sfĂŠrer som Eco, sĂ„ er der fristende at konkludere, at den bare er lige sĂ„ kedelig, som den virker, og at de dramatiske hĂžjdepunkter kan indhentes lidt nemmere med et klik pĂ„ fjernbetjeningen.
âGreven af Monte Christoâ er lang, godt tusinde sider lang, og nĂ„r det ikke er det dobbelte eller tredobbelte, er det kun, fordi dialogen er pakket sammen i kompakte afsnit i stedet for at vĂŠre splittet op efter replikker og teksten skruet ned i en minimal punktstĂžrrelse. Handlingen burde vĂŠre kendt af de fleste efter de talrige filmatiseringer, som den egner sig bedst til: Den unge styrmand Dantes bliver hĂŠngt op pĂ„ en konspiration med Napoleon, som sidder til fange pĂ„ Elba, af nogle tabere, som misunder ham hans ualmindeligt rene hjerte, hans avancement til kaptajn og hans smukke kĂŠreste. Han ryger i fangehullet pĂ„ Marseilles svar pĂ„ fĂŠngselsĂžen Alcatraz, Chateau If, og graver sig ind til en gammel abbed i cellen ved siden af. Abbeden kommer til at betragte den unge mand som sin sĂžn og fortĂŠller ham, hvor han kan finde en stor skat. Dantes undslipper, efter den gamle mand er dĂžd smĂ„ fjorten Ă„r senere, og bliver i havet ud for If samlet op af nogle smuglere, som skal til Ăžen Monte Christo, hvor skatten ligger nedgravet. Han finder den, kalder sig greven af Monte Christo og gĂ„r i gang med at hĂŠvne sig pĂ„ sine modstandere, som, selv om de fremstod som gedigne tabere i bogens begyndelse, har haft enorm fremgang og succes og nu alle sammen er grever og baroner. Men sĂ„ kan opgĂžrene jo ogsĂ„ udspille sig pĂ„ de bonede gulve og i magtens korridorer, sĂ„ det passer meget fint.
Avisen Le Journal de DĂ©bats bragte et nyt afsnit hver fjortende dag fra den 28. august til 26. november 1844 og igen fra den 20. juni 1845 til den 15. januar 1846 med akkurat samme succes som Le SiĂšcle havde haft med âDe tre musketererâ.
