URL: https://forfatterweb.dk/sternberg

Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Sternberg

👁 Image

cand.mag. Andreas Eckhardt-Læssøe, september, 2023. Blå bog og bibliografi opdateret juli 2024.

Emneord

Top image group

👁 portræt af Sternberg

Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Sternberg har med sine morsomme og lakoniske digte skrevet om alt fra stenalderen over guldalderen til depression og bordtennis. Hans digte er skarptskårne, ord- og billedknappe og fulde af humor, men uden at miste deres prægnans. Hans serie ”Tidspentalogien”, som bl.a. indeholder ”Stenalderdigte” og ”Depressionsdigte”, blev et gennembrud for forfatteren, der trådte sin ungdoms sko i oplæsningskollektivet Øverste Kirurgiske. Han skriver ofte en form for persona-digte, hvor tekstens jeg er en funktion af en konceptuel øvelse, et depressionsjeg, et guldalderjeg, et fremmedjeg.

138323986

Blå bog

Født: 1973.

Uddannelse: BA i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, 2002.

Debut: GuGu skaterdigte – hovedværken. Bændelorm, 2004. Digte.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Det samvær vi har sammen. Melodika, 2024.

Inspiration: Jens Blendstrup, Vagn Remme, Peter Laugesen.

Videoklip

Sternberg taler med litteraturformidler Sarah Hvidberg om "Fremmeddigte" og Tidspentalogien. Okt 2023.

Artikel type

voksne

Baggrund

”sådan som jeg forstår det/ skriver man digte til nogen/ som godt vil give sig tid/ til at læse// men jeg ved ikke/ hvad det vil sige/ at læse// faktisk har jeg ikke engang/ nogen ide om/ hvad for eksempel/ et navn er// og jeg kalder ikke// mine eller dine handlinger/ for noget som helst/ så det her/ er på alle måder/ en mærkelig situation// selv hvis du pegede/ ville jeg ikke forstå/ hvad det betød”

”Stenalderdigte”, s. 11.

Jesper Sternberg Nielsen, som udelukkende bruger Sternberg som kunstnernavn, er født i 1973. Han er ikke glad for opmærksomhed omkring sin person, men som digter har han en åbenhjertig, ligefrem og ærlig stil.

Fra 2006 og indtil de lukkede i 2015, var Sternberg en bærende del af kollektivet Øverste Kirurgiske (ØK), som man måske i dag ville kalde en litterær platform. ØK blev startet i 1997 af blandt andre Morten Søndergaard og Jens Blendstrup, og de udgav tidsskrifter og bøger. Men først og fremmest arrangerede de månedlige oplæsningsarrangementer, og de kan tilskrives en stor del af æren for, at oplæsninger, i hvert fald i en periode, blev noget festligt, som folk gerne ville komme til. Det var også en scene, hvor man kunne øve sig, og hvor det improvisatoriske var i højsædet. Sternberg brugte i høj grad det rum til at teste nye tekster, som sidenhen blev til bøger. Han optrådte ofte udklædt eller på anden vis i form af forskellige personaer taget fra hans digte.

Det at optræde er en central del af Sternbergs praksis. Hans digte iscenesætter et jeg, som skal performe det at være et jeg, f.eks. et jeg fra guldalderen eller stenalderen, i hans konceptuelle serie bøger, her kaldet ”Tidspentalogien”, som udkom mellem 2011-2018. Den serie blev i høj grad hans gennembrud og er de bøger, han er mest kendt for. I mange år optrådte han også jævnligt med bandet TS Sterndolph, som udover ham bestod af digteren og musikeren T.S. Høeg og forfatteren Peter Adolphsen.

Fra 2001 og frem til udgivelsen af ”Stenalderdigte” i 2011 udgav Sternberg en række mindre udgivelser. Både i forbindelse med Øverste Kirurgiske og uafhængigt. Deriblandt ”Buddha med hund” (2007), som han skrev sammen med digteren Peter Laugesen, ”Blidahlund – en tragedie” som han skrev med digteren Vagn Remme, og i 2013 udgav han ”Saks Kniv Æske Malertape Hængelås” skrevet sammen med Claus Ejner. Samarbejdet med andre forfattere og kunstnere er en integreret del i Sternbergs praksis.

Aktuelt værk: Fremmeddigte

”så længe du kan huske/ har jeg også været her// stedet er ikke mit men dit// jeg har været fremmed/ lige siden begyndelsen// du har altid hørt til// jeg er den fremmede/ du er den velkendte// du er standarden/ jeg er afvigelsen// jeg kan prøve på/ at blive en af jer// eller jeg kan blive ved med/ at være en af os”

”Fremmeddigte”, s. 24.

”Fremmeddigte” (2023) vender, om ikke andet så i hvert fald delvist, tilbage til den form, Sternberg forfinede i ”Tidspentalogien”, ligesom i øvrigt forgængeren ”Helbredende digte” (2021), gjorde det. I ”Fremmeddigte” er jeget en sproglig figur, som er afledt eller udledt af ordet fremmed, og duet i teksterne er den eller dem, der har sprogliggjort jeget som fremmed: ”Det var dig der pegede på os/ sagde at vi var en gruppe// du er ikke en del af den” (s. 11).

136458159

Men jeget, som også nogle gange kan være et vi, men for det meste er et jeg, er heller ikke en konsistent karakter med en psykologi, eller sågar altid med en krop. Jeget præsenterer sig på første side: ”jeg er ikke som dig// det er mit mest/ grundlæggende træk// så vidt du ved// kunne det være/ mit eneste træk” (s. 7). Og senere i bogen hvor der står: ”vi// kender/ forstår/ ikke hinanden/ jeg er/ ikke dig/ ikke mig/ jeg er min position/ jeg ville kunne/ se både veje og græs// på klare dage/ hele vejen til havet// men der er bygninger overfor/ og jeg er altid tåget indeni” (s. 40).

Jeget i teksterne kan siges at være en ren position, som det hævder ovenfor, men kan alligevel ikke holde sig fra at blive konkret, bundet til et sted med en specifik udsigt og en specifik indre tilstand: tåget indeni. Men hvem er det også meningen, den fremmede kan være? En sproglig, eller politisk kategori, en syndebuk, en bibelsk næste. Sternbergs digte vender hele tiden spørgsmålet rundt, snurrer det rundt i sine digte. Ofte skifter udsigelsespositionen inden for det samme digt, så det bliver helt tydeligt, at den fremmede er et jeg for sig selv, og at man måske selv er en fremmed for den fremmede.
”du kan ikke læse/ hvad jeg skriver// af bare had/ og lyst til at svare igen// jeg kan ikke forstå/ at du har det sådan// selv om jeg har det/ på samme måde// når du skriver/ kan jeg ikke// læse/ hvad du skriver// af bare had// og lyst til at svare igen” (s. 55).

Sternberg vedbliver at forfine sin ord- og billedknappe stil, og der er tale om skarpe, præcise og letlæselige digte, også i denne bog.

Tidspentalogien

”historien har/ tisset i bukserne// og er krøbet sammen/ i et hjørne// askebægeret/ er flydt over// og dets tidligere indhold// er nu en del/ af den daglige kost// det her er ikke// en tid med parader/ og fællesskab// det her er/ en tid med mislykket onani// og med dårligt at kunne// tage sig sammen/ til at købe mælk”

”Depressionsdigte”, s. 61.

”Tidspentalogien” indeholder de fem bøger ”Stenalderdigte” (2011), ”Depressionsdigte” (2014), ”Guldalderdigte” (2016), ”Tidsrejsedigte” (2016) og ”De sidste dage-digte” (2018). De er en serie på den måde, at de har fællestræk, mere end at de kronologisk eller narrativt hænger sammen. Der er tale om digte, som er både ord- og billedknappe og helt uden f.eks. metaforer. Det er korte digte, som sjældent spænder over mere end én side. Der er masser af luft på siden, mange dobbelte linjebrud og helt korte sætninger. De enkelte digte kan ikke stå for sig selv, de hænger sammen i en lang kæde.

Hver af bøgerne har et tidsrejseaspekt over sig. Der tales fra, eller nogle gange snarere som, forskellige tider. Et jeg præsenterer sig på første side som et guldalderjeg, et depressionsjeg, et tidsrejsende jeg, og derefter følger det, Sternberg selv kalder logiske digte. De følger med andre ord en poetisk logik, der hele tiden vender og drejer udgangspunktet for digtene. Det sker med tør og meget deadpan-agtig humor, der tit læner sig ind i det absurde. I ”Depressionsdigte” kan det f.eks. lyde sådan her: ”Når vi ikke er/ begravet i hinandens arme// står vi helt stille/ ved siden af hinanden// min krop er en urne/ din krop er en urne// selvfølgelig har vi ikke sex” (s. 9).

55096155

Meget ofte er der i digtsamlingerne en sammenblanding af et personligt og et upersonligt perspektiv. Forstået på den måde, at når jeget er en funktion, eller nærmest en direkte afledning af sin titel, f.eks. depression, er der ikke hele tiden tale om et jeg, som skal forstås som en person med f.eks. forældre og en krop og en psykologi. Der er snarere tale om en kropsliggørelse eller næsten skriftliggørelse af depressionen. Galgenhumoristisk som det kan lyde i ”De sidste dage-digte”, hvor jeget er det sidst levende menneske, i den sidste tid: ”hvis du er død// og det er du nok/ for disse digte er skrevet/ af det sidste menneske// som ikke er dig/ men mig” (s. 45). Det rummer både den uforståelige og derfor næsten absurde og morsomme tristesse, men også et spinkelt håb: At det sidste menneske stadig har lyst til at henvende sig. For så at aflyse det håb, ved tanken om, at man jo er den sidste. Den slags ringslutninger, eller kortslutninger, er der mange af i Sternbergs digte, særligt i ”Tidspentalogien”.

”Depressionsdigte” har selve legen imellem det personlige og upersonlige bygget ind i sin titel, som ikke refererer entydigt til en historisk tidsperiode, ligesom de andre gør. Bogen handler ikke om ”depressionen” som tidsalder med børskrak og dustbowl, men heller ikke om en specifik person med en depression. Den gør sig i stedet forsøg med at skrive som depressionen, snarere end fra den. Ikke personificeret, men som depressive digte. For der findes ingen digte at skrive i en depression, noget paradoksalt bogen også nærmer sig: ”jeg er ingenting værd// og har intet/ at sige til nogen// hvis du hører/ et ord fra mig/ er det ikke/ et ord fra mig” (s. 49).

Simple dage

”den samme rejse rummer/ i løbet af den tid den tager// sved/ fødder der sover/ en bakke fritter/ en kop kaffe// jeg glemmer helt at savne dig/ og kommer i tanke om// at jeg glemmer at savne dig// og savner dig”

”Simple dage”, s. 23.

Sternbergs digtsamling ”Simple dage” (2020) består af fire dele, der alle er betitlet med datoer, der strækker sig fra 2011-2018. Et af kapitlerne er et tidsrum udmålt i dage, 8. januar-15. januar, et andet er et år, 2011, og et andet spænder over fem år. Man fornemmer, at overskrifterne ikke er til for at danne overblik over et livsforløb, og det samme gør sig gældende for digtene selv: ”alt det/ som en dag består af// en uge er endnu længere// en måned er uoverskuelig” (s. 8.)

48426069

De fleste af digtene får man fornemmelsen af udspiller sig i København, men i en periode pendler jeget frem og tilbage mellem Berlin og København: ”det gjorde jeg/ i en evighed/ i sådan cirka halvandet år” (s. 8). Digtene handler i høj grad om at lave nogle rolige og meningsfulde, ja, simple dage, midt i en tid, hvor jeget gennemlever to større kærlighedsbrud. ”jeg har i alle årene haft et behov// for at skabe nogle helt enkle rutiner:/ simple dage// for ikke at lade det sejle// ombord på Gedser-Rostock-færgen/ spiste jeg for eksempel// altid currywurst med kartoffelmos til// dertil en kop kaffe eller to// så var den overfart gået” (s. 93).

Sternbergs digte har i særlig grad i denne bog en tør humor, som f.eks. kommer til udtryk i linjeskiftet ”lade det sejle/ ombord på Gedser...”. Det er ikke bare deadpan-morsomt, det er også en poetik, der ligger i at insistere på det simple sprog, på at tingene er konkrete. Selvom der er kærlighedsbrud, og selvom jeget godt kan skrive, han er ked af det, så handler det mere om at skrive en sorgfuld og underfundig rastløshed frem. Så digteren går på biblioteket og låner en bog, som han er bange for, han har mistet. Eller han går på kirkegården og kan lakonisk konstatere, at ingen bliver 200 år. Midt i alt det upåfaldende og udramatiske er der glimt af omsorg og medfølelse, som når jeget modtager et brev tiltænkt hans udlejer, en gammel, syg dame, som nu ikke får den omsorg, brevet var. Men det er kun i korte glimt, og vi hører f.eks. ikke om, at jeget skulle have forsøgt at få brevet videre til sin udlejer. Digtene har svært ved at indeholde andre mennesker, de er ligesom til stede uden for digtene, men digtene er i sig selv til for at skabe en ro, som jeget måske ikke kan finde andre steder.

Genrer og tematikker

Ved læsningen af et helt forfatterskab kan det ske, at der viser sig tematikker, som snor sig som en let skjult rød tråd gennem bøger, der hver især mere direkte tematiserer noget andet. Sådan er det at læse Sternberg. Selvom hver af bøgerne, mere eller mindre er betitlet med det, de tematiserer – depression, fremmede, helbredelse, tidsrejse – så viser der sig i helheden et større billede af ensomhed. Det kommer selvfølgelig frem på forskellige måder i de forskellige bøger. Men på en måde bindes det sammen af udgivelsen ”Simple dage”, som også beskrevet ovenover. Her er der tale om et digterjeg, som kan føles autobiografisk. I hvert fald på en anden måde end de andre. Her får vi et jeg, der bor i København og har en stille og rolig hverdag. Påfaldende udramatisk i forhold til, at større livsbegivenheder finder sted. Men digtene insisterer på rum, hvor digteren er alene, hvor små rutiner, sokkeneuroser og biblioteksbøger får lov at fylde digtene.

Nummer fire i ”Tidspentalogien”, ”Tidsrejsedigte” (2016), tegner ensomheden på en mere tilspidset måde. En tidslig ensomhed, fordi jeget er en tidsrejsende, men det er der ikke andre, der er. ”det er ikke alle/ der ville vælge// at rejse i tiden/ selv hvis de kunne// det er at fravælge// familien/ vennerne/ jobbet/ hverdagen” (s. 30).

På en måde er der noget i formen, som Sternberg skriver de fleste af sine digte i, som fører til denne ensomhed. Den konceptuelle stil, hvor et jeg ligesom skriver sig selv frem som en sproglig figur, betyder også, at det er et jeg, der differentierer sig selv fra alle andre for overhovedet at kunne træde frem. Det bliver med andre ord meget ofte en meget ensom position. Jeget taler fra guldalderen, eller som et guldalderjeg, til et du/en læser, som ikke er det, om at det er svært at forstå, hvad det vil sige at være et guldalderjeg, når man ikke er det. Men jeget skriver ikke så meget om, hvordan det er at være et guldalderjeg blandt andre guldaldermennesker, med en guldalderkæreste eller guldaldervenner.

Beslægtede forfatterskaber

Sternberg deler humoren og det performative, såvel som en snert af det absurde, med flere af de forfattere, som han har fortiden i Øverste Kirurgiske tilfælles med, som bl.a. Jens Blendstrup og Thomas Krogsbøl. Øverste Kirurgiske var til dels et opgør med de salvelsesfulde 1980’er-digtere, hvor det var personligt og sjæleligt. Og det opgør går igen i Sternbergs digte, der søsætter et performativt jeg. Men Sternberg hører ikke helt til den første del af ØK-digterne, som var lidt ældre end ham, han kom, som han selv siger det ”til efter højdepunkterne” (Thorkil Jacobsen: De gjorde poesi til en fest. Berlingske, 2015-11-02).

Det konceptuelle udgangspunkt, som Sternberg lægger for dagen i sine digte, kunne man pege på, han deler med en forfatter som Birgitte Krogsbøll. Ligesom Sternbergs er Krogsbølls digte skåret meget stramt efter en ide, et koncept. Krogsbøll laver lister, og de får også en underfundig humor over sig, som det kommer til udtryk i bl.a. ”Dyr med næb ordnet efter antal vinger” (2013).

Hele Sternbergs ”Tidspentalogien” er udkommet på forlaget Kronstork, et forlag som har udmærket sig ved at udgive solide bøger, som ikke altid er voldsomt påvirket af tidsånden. Blandt stifterne og de stadig aktive medlemmer af redaktionen af Kronstork er Lars-Emil Woetmann, som også selv er digter. Han har slået sine yngre folder på poetry slam-scenen, og gad vide om han ikke også har læst op til et Øverste Kirurgiske-arrangement eller to igennem tiden, den slags bogføres jo som bekendt ikke. Men ligesom Sternberg har han også bibeholdt et element af det mundtlige og det morsomme fra sin tid som optrædende digter i sine senere bøger. Woetmanns debut ”Af det almene” (2018) har et mere eksplicit politisk aspekt end Sternbergs digte, selvom det politiske heller ikke er fraværende i dem.

Sternbergs tidsrejser kan få én til at tænke på det modsatte, at sidde fast i tiden, og det er jo det, hovedpersonen i Solvej Balles tidsseptologi ”Om udregning af rumfang” gør. Den første af dem udkom i 2020, og i skrivende stund i 2023 er udkommet de første fire bind.