VOOZH about

URL: https://forfatterweb.dk/wiese-duncan

⇱ Wiese, Duncan | forfatterweb

Foto: Asbjørn Sand

Duncan Wiese

cand.mag. Andreas Eckhardt-Læssøe, april 2023.
Top image group
Foto: Asbjørn Sand

Duncan Wiese skriver lette, slanke og stilsikre digte, der trækker på en klassisk tradition, som går tilbage til det gamle Grækenland og Rom, men også rammer meget direkte ind i en tidsånd. Debuten ”Tityrus” (2019) har undertitlen pastoraler og opdaterer den gamle genre, hvor naturen og ungdommen besynges, men hans landskaber er fulde af industrielt landbrug og samfund. ”Kirsebærplukkerne” (2023), hans anden bog, skriver sig ind i en bølge af forældreskabslitteratur, hvor det at blive far også er en måde at blive til en ny slags mand, en mere blød og omsorgsfuld mand.

135201499

Blå bog

Født: 22. oktober 1991, Kolding.

Uddannelse: Forfatterskolen, 2015.

Debut: Tityrus. Rosinante, 2019. Digte.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Kirsebærplukkerne. Gutkind, 2023. Digte.

Inspiration: Anne Carson, Vergil, Olga Ravn.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Bliver man konservativ af at få børn/ lidt tror jeg/ jeg stod og kiggede på en af de unge mænd/ som sælger stoffer/(…)/ jeg overvejede at melde det anonymt til politiet/ der var et skyderi da vi flyttede herud/ jeg bliver vred når de sprænger kanonslag/ og forstår ikke hvorfor/ men vi har jo også købt stoffer/ engang/ og sprængt kanonslag/ jeg vil beskytte min familie/ men jeg ved ikke mod hvad”
”Kirsebærplukkerne”, s. 35.

Duncan Wiese er født i 1991, og han er vokset op i den lille landsby Dons, som ligger udenfor Kolding. Hans far er skotsk og fra en traditionel arbejderklassebaggrund, og efter hans forældre blev skilt var Duncan hos ham hver anden weekend. Wiese flyttede tidligt hjemmefra for at gå på gymnasiet i Kolding. Siden flyttede han til København, hvor han gik på Forfatterskolen fra 2014-2015. I 2018 startede han skriveskolen Nyt Forum for Skrift, og i 2022 blev han ansat som lærer på Forfatterskolen. Selv fortæller han i et interview om det at undervise som en del af sin praksis: ”Måske kan man sige det sådan, at skriften er den indadvendte del af min praksis, noget jeg har for mig selv, mens undervisningen er den udadvendte del. Der, hvor jeg er en del af et fællesskab og kan bidrage som underviser.” (Gutkind forlag: ”Jeg begyndte at lede efter forældrefigurer, jeg kunne spejle mig i”. Gutkind.dk, 2023-01-05).

I 2019 udgav Duncan Wiese sin debut ”Tityrus”, som blev nomineret til Munch-Christensens Debutantpris og Bogforums Debutantpris. Den bærer titelbetegnelsen Pastoraler, som er en genre, der bl.a. strækker sig tilbage til det antikke Rom, hvor unge mænd flyttede ind til byerne for at gå i skole. Der lærte de, hvordan de skulle skrive smukke og idylliske digte om landet, det samme sted de lige var flyttet fra. Wieses egen spejling i den historie fortsætter, idet hans bog nummer to, ”Kirsebærplukkerne”, handler om at flytte fra byen til forstaden Skovlunde og videre ud på landet til Fyn. Noget han også selv har gjort sammen med sin kone, digteren Nanna Storr-Hansen, med hvem han har to børn. Og netop forældreskabet er udover det at flytte på landet, det store tema i ”Kirsebærplukkerne”. Det handler om at finde en ny form for maskulinitet, som ikke er at blive kvinde, men mand på en anden måde, end det Wiese f.eks. lærte af sin far, en mand der ikke talte om sine følelser, men som han siden har kunnet opnå en god forbindelse med efter selv at være blevet far.

Tityrus

”Tityrus sad på ladet af en hestevogn en dag/ og spiste små pizzasnegle/ og spyttede olivensten ud på vejen/ forældrene havde disket op med alt der kunne drikkes/ hentet nede over grænsen i de lave trailere/ som nu stod og sov under carporten/ det eneste sted der var skygge/ den sommer/ og ingen drak ud/ de drak kun slurke af den søde væske”
”Tityrus”, s. 18.

”Tityrus” er – udover at være titlen på Duncan Wieses debutdigtsamling fra 2019 – navnet på den karakter, som den antikke romerske digter Vergil bruger som et alter ego i sine pastoraler. Wiese bruger det på samme måde i sin moderne opdatering af hyrdedigtet. Digtene fortæller i tredjeperson med Tityrus som hovedperson om en ung mands liv på landet. Der er slagtning af høns og geder, der er onani og forelskelse og fester. Man fornemmer, at det er ungdomsskildringer, også på den måde, at tiden går, at vi har med en ung mand at gøre, som bliver ældre. Han flytter ind til byen, i en lejlighed, og han får en kæreste, en digter. Det er også en ung mand, som er på medicin, en ADHD-medicin, som han på et tidspunkt deler ud af til en fest.

En pastorale handler ofte om unge mænd, hyrder, som er alene i naturen og ulykkeligt forelskede.

46957091

Den er skrevet af unge mænd, som er flyttet ind til byen, som oftest for at gå i skole, og de skriver besyngende og idylliske digte om deres hjemby og tabte ungdom. Wieses form er ikke idyllisk, men i den grad besyngende.

I et interview fortæller han om at skrive med pastoralen som form: ”Det giver måske en distance, men det gør det også nemmere at skrive om ting, jeg ellers ville have haft svært ved at skrive om i jegform.” (Daniel Øhrstrøm: ”Man kan også finde hvile i selve bevægelsen”. Kristeligt Dagblad, 2019-10-05).

Wiese skriver i et luftigt og fortællende sprog, der engang imellem svinger sig opad eller udad i billeddannelser. Også i denne forstand har vi at gøre med et fint og moderne livtag med den klassiske episke poesi. De fortællende digte i tredjeperson er indrammet af en prolog og epilog, som bryder formen og skriver i jeg-form. Særligt epilogen bryder formen og nærmer sig det mere bekendelsesagtige, idet en far er syg og nok døende af kræft. Her kommer en sårbarhed ind i sproget, fordi det bliver mere direkte, det kommer tættere på. Slutningen fremhæver også det tema, som eksisterer på tværs af Wieses bøger, nemlig om en mere sårbar maskulinitet.

Kirsebærplukkerne

”Du vågner med voldsomme plukveer/ vi så Harry Potter til sent i går/ jeg vågner og ser på sveden/ på din pande/ jeg aflyser alt/ i tilfælde af fødsel/ det passer mig godt/ jeg har haft det samme joggingtøj på/ i over en uge/ det er plettet/ størknet mad/ mel fra alle de boller du bager/ vi går og venter/ på et barn/ vi ikke kender/ vi bruger meget tid på økonomi/ jeg bruger det meste af natten/ på at lave fiktive regnskaber”
”Kirsebærplukkerne”, s. 34.

”Kirsebærplukkerne” (2023) er Duncan Wieses anden digtsamling, og på mange måder samler den tråden op fra forgængeren. Den handler om at være en ung mand, omend lidt ældre end Tityrus, og bo i nogle boligblokke i Skovlunde og siden i et hus på landet, og om at få børn med sin kvindekæreste, og om at blive en ny slags mand, en far. Tidsforløbet strækker sig fra graviditeten, hvor kærestens krop er en bleg melon fuld af kerner, blod og en baby; over den første tid med det helt nyfødte barn, som jeget går tur med i barnevognen, i skoven med de andre fædre, og ingen siger hej til hinanden, fordi søvnen er skrøbelig; og til en ny graviditet begynder, en tid der er præget af økonomisk usikkerhed og uro, og den nye graviditet skrives sammen med aflivningen af en høne.

135201499

Det er sigende, at barnet kun findes meget lidt, mere som en omstændighed end som en person, fordi bogen frem for alt handler om at blive far. Derfor fuldendes denne transformation med hønens død, da det andet barn er på vej.

Wieses digte bevæger sig langsomt og roligt ind på livet af deres læsere med en sproglig jovialitet, en glæde ved at fortælle, som aldrig kammer over. Der er noget dagbogsagtigt over tonen, måske fordi den særlige tid som ny forælder, som digtene er skrevet i, gør noget ved jegets opmærksomhed og blik, det står åbent med en skarphed.

I et interview har Wiese også fortalt om, hvordan det har føltes anderledes og nyt at skrive digte med en baby i sit liv, fordi de simpelthen nogle gange skal skrives hurtigt, mens barnet sover lur, og fordi, som der står i et af digtene: ”Jeg kan ikke skrive/ og holde mit barn/ samtidig” (s. 67). De løst komponerede digte giver også plads for noget andet, som de lidt mere stramme Tityrus-digte havde dårligere mulighed for, nemlig humor, de bliver simpelthen sjove, f.eks. hedder robotstøvsugeren Vergil, og Duncan-jeget aftaler med ham at gøre rent efter katten, når den skider indenfor.

Genrer og tematikker

Begge Duncan Wieses bøger har et mellemværende med antikkens digtning. Mest tydeligt er det i debuten ”Tityrus”, hvor selve titlen kommer fra et digt af den romerske digter Vergil. Også selve genren pastorale er hentet fra den tid, skønt det er en forfriskende lemfældig måde at gå til genren på, Wiese har, han går på hugst i den og tager hvad han vil have, resten lader han ligge. Ligesom i den klassiske pastorale er det digte, som handler om at være en ung mand, der flytter fra landet og ind til byen, og derfra skriver han længselsfuldt om barndommens tabte idyl, men det er det idylliske, Wiese har ladet ligge i sine pastoraler. Manddommen, det at blive en mand, er dog et tema, som både findes i ”Tityrus” og i den efterfølgende ”Kirsebærplukkerne”, begge med et stort spørgsmål: mand hvordan? Eller i hvert fald som en opposition til en mere klassisk og destruktiv maskulinitet, det er titlen også et eksempel på, fordi kirsebærplukkerne står i opposition til Lotusæderne fra Odysséen, en gruppe mænd der bliver afhængige af den narkotiske lotusplante. ”Det er noget med den fristelse at forlade det hele, som lotusæderne repræsenterer, og som ”Kirsebærplukkerne” står i modsætning til. ”Kirsebærplukkerne” insisterer på at blive hjemme og være sammen, selvom det er svært,” siger Wiese i et interview. (Gutkind forlag: ”Jeg begyndte at lede efter forældrefigurer, jeg kunne spejle mig i”. Gutkind.dk, 2023-01-05).

Også den oldgræske myte om Omfale får plads i ”Kirsebærplukkerne”, den handler om Herakles, som bliver holdt slave af dronning Omfale og tvunget til at udføre husarbejde. Hos Wiese er det dog tydeligt, at det ikke er en tvang, det er en måde at omsætte kærligheden til en praksis. Bogen er fyldt med drømme om at blive kvinde, men kun fordi den mangler mandlige forbilleder, billeder af mænd der yder den form for omsorg. Selvom den nye farkrop også er i hormonelt påvirket forandring, er det ikke kvindekønnet, jeget stræber efter at blive til, det er snarere transformationen af manden og mandens krop, der er målet. Og det kan han lære noget om af den kvinde, der lige har født.

Beslægtede forfatterskaber

Der er altid digtere, der ligesom Duncan Wiese griber tilbage til klassiske tekster, og her er en række eksempler fra de senere år.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen behandler i sin roman ”Dafnesyndromet” (2021) nymfen Dafne. Da Apollon forsøger at voldtage hende, beder hun sin far, som er en flodgud, om hjælp, og han forvandler hende til et træ. I Hjelm Jacobsens roman er der to forskellige fortolkninger af denne myte, én hvor en nymfe i skikkelse af en teenagepige forfører en ung dreng på en efterskole og forvandler ham til et træ, og i en anden fortolkning afhøres drengens mor, som viser sig at være en anden form for udødelig nymfeagtig skikkelse.

Anders Abildgaards take på den klassicistiske fortolkning er hans langdigt ”Ibis” (2016), som er skrevet oven på den romerske digter Ovids bog af samme navn. Ovid forbander Kejser Augustus, fordi han har forvist ham til en udørk nær Sortehavet. Abildgaards forbandelser er upersonlige, udtalt af et ubestemmeligt, næsten spøgelsesagtigt vi, til et du, som heller ikke føles konkret, men dog alligevel har en krop, som kan tortureres. Digtet er fuld af referencer til forbandelser gennem historien og fungerer næsten som et katalog, man kan slå op i, når man er vred på nogen.

Lea Marie Løppenthin har i flere af sine bøger skrevet i forlængelse af et mytestof. I ”Sæson” (2019) var det mor og datter-historien om Demeter og Persefone, hvor moren Demeter i raseri over, at hendes datter er blevet kidnappet af Hades, stopper årstiderne. I ”Livet går over sine bredder” (2022) er det golemfiguren, et menneskelignende væsen lavet af jord, Løppenthin tager fat i, i en roman der er befolket af både bedemænd og guder.

Harald Voetmann bruger også mytologisk og klassisk stof i mange af sine bøger, måske særligt ”Vågen” (2011), hvor Plinius, en oldgræsk encyklopædist, bliver hovedperson i et kulørt og kødeligt orgie af groteske hændelser.

Mette Moestrup har for nylig oversat den oldgræske digter Sapfo, men hun har også arbejdet med muser (og æbler) i flere af sine bøger, både ”Golden Delicious” (2002) og ”Til den smukkeste – 117 digte” (2019).

Bibliografi

Digtsamlinger

Find og lån i bibliotek.dk:
Wiese, Duncan: Tityrus. Rosinante, 2019.

Kilder citeret i portrættet

Øhrstrøm, Daniel: ”Man kan også finde hvile i selve bevægelsen”. Kristeligt Dagblad, 2019-10-05.

Er du biblioteksbruger eller elev?