Antikrist

Antikrist er en nærmest mytisk skikkelse, der optræder i apokalyptiske forestillinger om de sidste tider. Betegnelsen Antikrist findes i Det Nye Testamente kun i Johannesbrevene, brugt om personer, der forkynder falsk lære om Kristus (især 1. Johannesbrev 2,18-22).

Men forestillingen ligger i Det Nye Testamente også bag talen om falske messiaser og profeter i evangelierne (fx Matthæusevangeliet 24,24) og "lovløshedens menneske, fortabelsens søn" (2. Thessalonikerbrev 2,3-4), der sætter sig i Guds tempel og udgiver sig for at være Gud. Bedst kendt er Antikrist-skikkelsen fra Johannes' Åbenbaring som den anden person i en djævelsk treenighed "det store dyr i Åbenbaringen" (16,13; 20,10). Her er der en udførlig beskrivelse i stærke mytologiske farver af Antikrists kamp mod den sande messias (Johannes' Åbenbaring 12,18-13,10).

Antikrist udgår altså fra Satan, men er ikke identisk med denne. Som en parallelfigur til Kristus forsynes Antikrist med Kristuslignende træk; han er fx dødeligt såret ligesom lammet (= Kristus; sammenlign Johannes' Åbenbaring 13,3 og 5,6). I Johannes' Åbenbaring 17 identificeres Antikrist med Nero redivivus 'den genopstandne Nero', hvem "dyrets tal", 666, også sigter til.

Antikrists umiddelbare "forbillede" findes i Det Gamle Testamente, hvor Israelfjendtlige konger kan skildres med mytologiske træk (Esajas' Bog 14,12-15; Daniels Bog 8,9-14). I en fjernere baggrund står kampmotivet fra det gamle kultdrama, hvor den onde drage besejres.

I oldkirken udvikledes en lære om Antikrist som en personifikation af modstanden mod Gud, Kristus og hans kirke. Der har siden hen været mange identifikationsforslag, ofte med konger, men også – som i Martin Luthers polemik mod den katolske kirke – med paven i Rom.