Avicenna

Avicenna, arab. Ibn Sina, 980-1037, persisk læge, filosof og statsmand. I muslimske lande var Avicenna en dominerende videnskabelig autoritet, og fra 1200-1550 havde dele af hans forfatterskab tillige stor indflydelse i Vesteuropa. Hans medicinske encyklopædi blev oversat til latin, Canon medicinae, og var i Europa universitetslærebog i fem århundreder.

Avicennas filosofiske hovedkilder var Aristoteles og Plotin med al-Farabi som et vigtigt mellemled. Han ser verden som et hierarkisk system af årsager. Gud er nødvendigvis til; alt andet er i sig selv kun muligt, men får eksistens fra Gud. Gud forårsager direkte den højeste af ti ulegemlige "intelligenser", som bl.a. bevæger himmelkuglerne; den højeste intelligens forårsager igen en lavere og så fremdeles indtil den laveste intelligens, "den aktive forstand", som er kilden til den stoflige verdens former og til menneskers begreber.

Det, der begribes, er tingenes væsen, som er neutralt med hensyn til eksistens og almenhed; derfor kan vi korrekt begribe ting, som der ikke eksisterer eksemplarer af lige nu, og vi kan have korrekte almenbegreber, selvom der ikke eksisterer almenting, men kun enkeltting. Se også arabisk filosofi.