De Ti Bud

Buddene begynder med en kort fortaler, i hvilken Jahve præsenterer sig:

Gud talte alle disse ord: "Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset."

Det første bud forbyder israelitter at dyrke andre guder end Jahve, en grundfordring med stor udbredelse i dele af den gammeltestamentlige litteratur (fx Salme 81,10; Hoseas 13,4); videre forbydes fremstilling af gudebilleder. Teksten lyder:

Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine anbefalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.

Forbuddet imod at dyrke andre guder end Jahve gælder israelitterne, ikke andre samfund. Det skal ikke forstås som udtryk for en principiel monoteisme (dvs. at der kun findes én gud), men som en regel for israelitter om, at de ikke må dyrke andre guder.

Med "gudebilleder" skal primært forstås gudestatuer, som var almindelige i det gamle Israels kulturelle omverden. De blev dyrket både ved daglig kult i deres templer (hvor de var skjult for andre end de lokale præster) og ved festdage, hvor de blev fremvist for alle i festlige processioner. Navnlig de sidstnævnte kunne være en fristelse for Jahvedyrkere, der boede i fremmede lande, fx Mesopotamien eller Egypten. Forbuddet imod at fremstille billeder (ofte omtalt som "billedforbudet") er ikke et generelt forbud imod billeder overhovedet.

I den kristne tradition har "billedforbudet" i perioder og i forskellige strømninger været forstået som et forbud imod at bruge billeder af Gud, Jesus osv. I det Byzantinske Rige var der en voldsom strid i 700-800-tallet imellem tilhængere og modstandere af kristne billeder -- sandsynligvis påvirket af den nye og succesfulde religion islam, der praktiserede et skarpt billedforbud. Striden endte med tilhængernes sejr, og brugen af billeder i gudstjenesten blev central i den ortodokse kirke. Dog er kun todimensionale billeder (ikoner) tilladt, ikke statuer. I den vestlige kirke blev brugen af billeder, også relieffer og statuer, almindelig fra 1000-tallet. I den del af reformationen, der udgik fra Schweiz, afvistes billeder i kirker helt, og det kom til voldelig ødelæggelse af statuer, altertavler og relieffer. Afvisningen af billeder præger stadig kirkebygninger i Vesteuropa og Nordamerika. Martin Luther indtog derimod en afslappet holdning til billeder, og derfor findes der stadig mange middelalderlige billeder, navnlig altertavler, i danske kirker.

Det andet bud er et forbud mod at bruge Jahvenavnet til onde formål, idet det har en iboende kraft, der kan misbruges magisk og til mened og forbandelse:

Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.

Det tredje bud har påbudsform; en kendt ældre oversættelse er "Kom hviledagen i hu"). Hviledagen er en hellig dag, der ikke må vanhelliges med arbejde. I 5. Mosebog er begrundelsen social (israelitterne var trælle i Egypten; derfor gælder påbudet om hviledagen ikke kun dem selv, men også deres egne trælle og deres husdyr), mens den i 2. Mosebog begrunder påbuddet med at Gud selv hvilede på ugens syvende dag efter skabelsen af verden (jf. 1. Mosebog 2,2-3).

Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.

Det fjerde bud er også positivt formuleret. Det taler ikke primært til børn (sådan som det ofte er blevet opfattet) , men til voksne, som har pligt til at sørge for deres gamle forældre:

Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.

Fra og med dette femte bud er buddene korte. Det femte bud beskytter medmenneskets liv (primært andre medlemmer af folket Israel):

Du må ikke begå drab.

Forbuddet mod at begå drab gælder mord, drabet med rovlyst eller privat fjendskab som motiv. Det er ikke et generelt forbud imod at tage andre menneskers liv; fx er drab i krig og henrettelse af forbrydere legitime i Det Gamle Testamente.

Det sjette bud beskytter medmenneskets ægteskab (en ældre kendt oversættelse er: "Du må ikke begå hor"):

Du må ikke bryde et ægteskab.

At "bryde et ægteskab" vil her sige at have seksuelt samkvem med en anden mands hustru. Det er ikke et generelt forbud imod sex uden for ægteskabet, og det begrænser ikke mænds sex med fx trælkvinder eller ugiftes sex.

Det syvende bud beskytter medmenneskets ejendom:

Du må ikke stjæle.

Det ottende bud opfattes populært som indskærpelse af sandhedspligten, men drejer sig mere præcist om ikke at afgive falsk vidneforklaring i en retssag (særlig vigtigt i et samfund uden formel bevisførelse, krydsforhør osv.):

Du må ikke vidne falsk mod din næste.

Det niende bud føjer intet til forbuddet mod tyveri (dvs. det syvende bud) og er sammen med det tiende bud muligvis engang blevet indføjet for at opfylde titallet.

Du må ikke begære din næstes hus.

Med "hus" menes her "hustand": det materielle hus, genstande i det og beboere.

Det tiende bud er endnu et forbud mod at "begære". Det føjer intet til forbuddene mod ægteskabsbrud og tyveri (det sjette og syvende bud) og kan – sammen med det niende bud – være en senere tilføjelse.

Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.

I den version af Det Ti Bud, der er i 5. Mosebog 5, er forholdet imellem "hus" og "hustru" vendt om: det 9. bud angår en mands hustru, det 10. bud angår hans hus.