John Hughlings Jackson

John Hughlings Jackson var en britisk neurolog, der i 1873 beskrev en anfaldsform ved epilepsi, der siden er blevet kendt som Jackson-epilepsi. Herunder begynder et partielt krampeanfald i et begrænset område af kroppen, fx en hånd, og breder sig op ad armen til større og større områder, indtil det eventuelt ender som et generelt krampeanfald med bevidstløshed. Jackson var pioner inden for epilepsiforskning og forklarede sådanne anfald ved, at abnorm aktivitet i større dele af den motoriske del af hjernebarken udløses ved udbredelse fra nogle få, abnormt irritable hjerneceller; dette frembringer kramper i den modsidige legemshalvdel.