VOOZH about

URL: https://lex.dk/Lady_Chatterleys_Elsker

⇱ Lady Chatterleys Elsker – Lex


Spring til hovedindholdet

Lady Chatterleys Elsker

Lady Chatterley's Lover, dansk Lady Chatterleys Elsker, er en roman af D.H. Lawrence. Den blev trykt privat i Firenze i 1928, og i 1932 udkom en forkortet dansk oversættelse. Først i 1950 udkom den fuldstændige udgave. Lady Chatterley's Lover regnes langt fra for D.H. Lawrences bedste roman, men det er den bedst kendte.

Lady Chatterleys valg

Romanen skildrer en hustrus gradvise løsrivelse fra en mand, der hensidder impotent i en kørestol efter at være blevet såret i 1. Verdenskrig, men som har succes, først som smart intellektuel, senere som industrimagnat.

Over for ham står herregårdsskytten Mellors, der vil stå uden for samfundet og leve i pagt med naturen. Ham vælger Lady Chatterley, selvom det indebærer tab af både social og økonomisk position.

Postyret som Lady Chatterley's Lover vakte

Bogen vakte voldsom forargelse på grund af sine detaljerede skildringer af sex. Måske skyldtes en del af postyret også de fordomme og sociale tabuer, der blev anfægtet.

Romanen kunne på grund af lovgivningen om pornografi kun udgives forkortet i England (1932). En mildere lov om utugtige skrifter i 1959 tillod en helhedsbedømmelse af et anklaget værk og en afvejning mellem værkets samfundsmæssige og kunstneriske betydning og de erotiske skildringer.

Forlaget Penguin udgav i 1960 romanen uforkortet i Storbritannien og blev tiltalt efter den nye lov. Over for anklagerens påstand om bogens moralsk nedbrydende karakter førte forsvareren 35 vidner, der udtalte sig om bl.a. dens høje etiske værdi; herunder var kendte forfattere som E.M. Forster og Rebecca West, en biskop, der udtalte, at kristne burde læse bogen, samt andre gejstlige foruden kritikere og litteraturhistorikere. Retssagen, i Old Bailey i London, trak store overskrifter, ikke blot i Storbritannien, men også i mange andre lande og er kommet til at stå som et symbol på et opgør med gamle kulturelle normer ved indgangen til de 1960'ere, som senere ofte blev omtalt som 'the swinging sixties' i Storbritannien.

Nævningerne frifandt bogen, og sagen medførte et klart friere litterært klima i Storbritannien.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Britiske titler

Ebbe Klitgård
lektor, ph.d. og dr. phil., Roskilde Universitet
👁 Den Danske Ordbog logo

Det sker

Påske

Påske er påskekyllinger, påskefrokoster og forhåbentlig påskesol. Påsken er også den største af de jødiske fester samt den ældste og vigtigste kristne fest. Den falder forskelligt fra år til år, men altid i slutningen af marts eller i løbet af april.

👁 Image

Artemis II

Artemis II er den anden opsendelse i Måneprogrammet Artemis, og det er den første bemandede opsendelse i programmet. De fire astronauter ombord på rumkapslen Orion skal afprøve fartøjet i kredsløb om Jorden og ud forbi Månen.

👁 Image

Regeringsdannelse

Regeringsdannelsen er i gang efter det nylige folketingsvalg. Læs om processen frem til etableringen af en ny regering.

Seneste ændringer på Lex

Se al aktivitet 👁 Image