Paradis

Paradis er i den græske oversættelse af Det Gamle Testamente brugt om Edens have, hvori de første mennesker levede, indtil de efter syndefaldet forvistes af Gud (1. Mosebog, kap. 2-3). I denne have står kundskabens træ og livets træ, og fra Paradis udspringer de fire verdensfloder. Her slås der ikke ihjel; mennesker og dyr lever alene af havens frugter.

I Det Nye Testamente benyttes Paradis bl.a. i Jesu svar på korset til den ene røver: "I dag skal du være med mig i Paradis" (Lukasevangeliet, 23,43). Den senere kristne tradition hentede sine forestillinger om Paradis i den antikke jødiske tradition, hvor Paradis ved tidernes ende genåbnes for menneskene. Nu bliver Paradis stedet, hvor de velsignede afdødes sjæle mødes og dermed modstykket til Helvede, hvor de fordømte sjæle skal pines til evig tid, en forestilling, der kunstnerisk fik sin fornemste udformning af Dante i Den guddommelige komedie (ca. 1307-1321).