Poul Reumert

Poul Reumert kom efter sin debut på Det Kongelige Teater i 1902 til Folketeatret fra 1902 til 1908 og derfra til Det Ny Teater fra 1908 til 1911. Her fandt hans talent og spilleglæde hurtigt udfoldelse både i det moderne nutidsdrama og i operetten (Røverne, 1909, Dollarprinsessen, 1909). Ved Det Kongelige Teater fra 1911 til 1918 vakte han interesse som Meyer i Indenfor Murene (1912), hvori han senere kom til at spille etatsråd Herming og Gamle Levin, og indledte 1915 med Bodil Ipsen det mangeårige samspil, hvis første højdepunkt var August Strindbergs Baandet (1917).

Det blev videreført på Dagmarteatret i 1919-1922, bl.a. i Tartuffe (1919), som Poul Reumert også spillede på Comédie-Française i Paris (1925), og i Dødsdansen (1920). På Det Kongelige Teater fra 1922 til 1930 befæstede og udvidede han sin position som sin generations store naturalistiske skuespiller, side om side med den lidt ældre Johannes Poulsen, men viste også, hvilken gøgler hans på én gang dagklare og fantasibårne, ofte monumentale sceniske evne rummede: Swedenhielm sen. i Swedenhielms (1925) (filmversion Familien Swedenhielm, 1947), Alceste i Misantropen og Løjtnant von Buddinge i Genboerne (begge 1927). Både Swedenhielm og von Buddinge blev gentaget helt op i 1960'erne.

Efter nogle sæsoner ved Dagmarteatret var Poul Reumert atter fra 1937 ved Det Kongelige Teater, hvor han forblev til sin død. Med sin Herodes i En Idealist (1938) var han med til at skabe den oprejsning for Kaj Munks debutdrama, han havde forberedt gennem sine oplæsninger. Han spillede originalt og autoritativt en lang række roller i det klassiske og nyklassiske udenlandske repertoire: Pastor Manders i Gengangere (1942), Cæsar i Cæsar og Cleopatra (1946), Arnolphe i Fruentimmerskolen (1947), Polonius i Hamlet (1953), og nåede i 1940'erne og 1950'erne sin kulmination som Holberg-skuespiller, bl.a. som Don Ranudo (1941), Herman von Bremen i Den politiske Kandestøber (1943), Jeronimus i Mascarade (1954) og Corfitz i Barselstuen (1959). I Den gamle dame besøger byen (1959) afsluttedes det 45-årige partnerskab med Bodil Ipsen.

Gallisk af temperament blev Poul Reumert, også i kraft af sin intelligens og sin humor, skuespilleren frem for nogen i nationalscenens sidste glansperiode som den borgerlig-københavnske kulturs midtpunkt.

Han fik tidligt kontakt med filmen (Afgrunden, 1910), men kom på grund af sit teatralske udtryk og sin ufilmiske mimik til kort i de tonefilm, han lod sig overtale til at medvirke i. Han optrådte hyppigt i radioen, senere også på tv, hvor hans Gamle Levin i Indenfor Murene (1963, en studieoverførelse af Det Kongelige Teaters udgave) er højdepunktet. Han udgav sine erindringer, Masker og Mennesker (1940), og artikelsamlingen Teatrets kunst (1963).

• dansk teater