I 1961 besøgte Poul Wissing den argentinske hovedstad Buenos Aires, hvor han sammen med et dansk hold kørte en række matcher på banen i Ferrocarril Oeste.
I 1963 lukkede Vejle Motor Klub sin afdeling for speedway for at fokusere på bilsport, og Poul Wissing meldte sig ind i Esbjerg Motorsport, hvor der var store ambitioner omkring opbygningen af et hold, Vikingerne, i nystartet liga for de bedste dansk hold.
Den 2. april 1964 blev Poul Wissing gift med Elsemarie, og parret fik en datter året efter.
Individuelt nåede Poul Wissing ikke at blive dansk mester, på grund af uheld og skader, men det blev til bronze i 1966, og et dansk holdmesterskab i 1967.
Den 14. juli 1966 kørte Poul Wissing for første – og eneste – gang i speedwaysportens førende nation England. Sammen med den unge komet fra Haderslev, Ole Olsen, havde Wissing kvalificeret sig til British-Nordic Final i Sheffield, som var et delmål i årets VM-kvalifikation. De to unge danskere kunne dog ikke hamle op med nogle af sportens største profiler som Ivan Mauger, Barry Briggs (f. 1934) og Eric Boococ (f. 1945).
Ole Olsen opnåede en professionel kontrakt med Newcastle i 1967 og formidlede en kontakt til Poul Wissing, som således kunne håbe på en britisk aftale fra 1968.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.