VOOZH about

URL: https://lex.dk/Sven_Holm

⇱ Sven Holm – Lex


Spring til hovedindholdet

Sven Holm

Faktaboks

Sven Holm
Født
13. april 1940
Død
11. maj 2019
Portræt af Sven Holm, 2011.
Af Hans Ole Madsen.

Sven Holm var en dansk forfatter. Hans store forfatterskab kan ses som én lang udforskning af splittelser og forbindelser mellem magt og psyke, fx som angst, der fører til omverdensdestruktion, eller som (køns)rolletvang over individet.

De første novellesamlinger, Den store fjende (1961) og Nedstyrtningen (1963), tager inspirationen fra Villy Sørensen op og behandler især psykologiske og eksistentielle problemer i et fantastisk-symbolsk formsprog, hvor indre og ydre virkelighed blandes frit.

De følgende romaner betoner det politiske stærkere: Fra den nederste himmel (1965), der ligesom flere af novellerne i Rex (1969) analyserer magtmennesket; Termush, Atlanterhavskysten (1967), et allegorisk skræmmebillede af magtforholdene blandt overlevende efter en atomkrig; og Københavnerromanen Min elskede — en skabelonroman (1968), der vidner om Sven Holms interesserede dialog med 1960'ernes ungdomsoprør.

Et mørkere billede af byen som civilisationens ødemark giver den prosalyriske Syv passioner (1971) og romanen Langt borte taler byen med min stemme (1976). Til gengæld er den realistiske roman Syg og munter (1972, som tv-spil 1974) et mere muntert forsvar for den skæve outsider, der nægter at tilpasse sig en syg samfundsorden.

I en række bøger fra 1970'erne gav Sven Holmsin opfattelse af tidens dominerende temaer — kønsroller, samliv og kærlighed — i en karakteristisk vekslen mellem mørkere toner som i Det private liv (1974) og en sensuel lethed i formen som i Aja, hvor skøn (1980). Skildringen af mandens problemer med kønsroller og kærlighed — jf. fx novellerne Mænd og mensker (1979) — falder i flere bøger sammen med portrættet af kunstneren, fx i romanerne Hummel af Danmark (1982) og En ufrivillig ømhed (1989).

Også Holms dramatik skildrer mennesker i magtens centrum og deres spaltning mellem følelser og samfundsmæssig funktion, ofte i historiske skuespil som Struensee var her (1977) o.m.a., men også i manuskriptet til filmen Peter von Scholten (1987). I andre dramatiske værker har Sven Holm bl.a. gennemlyst kunstnerens situation, fx skuespillet Schumanns nat (1994) og tv-serien om Liva Weel, Kald mig Liva (1992).

I sine senere værker vendte Sven Holm tilbage til novellegenren, som han begyndte i. Foruden Sin egen vogter (2000), et udvalg af noveller fra hele forfatterskabet, gælder det Hr. Henrys begravelse (1995), der kredser om tidens og dødens vilkår, og Kanten af himlen (2001), der spænder mellem moralkritik og underfundig skæbnefortælling. For den sidste fik han Kritikerprisen.

I 2011 udkom novellesamlingen Midt i den blanke nat (2011). Hans sidste udgivelse var Statsministeren. Et skuespil om Jens Otto Krag (2014).

Sven Holm modtog Nordisk Dramatikerpris i 1994 og Radiospilsprisen i 1999. Fra 2001 var han medlem af Det Danske Akademi.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Dansk litteratur 1940-2000

Erik Svendsen
Lektor, cand.mag., Roskilde Universitet
👁 Den Danske Ordbog logo

Det sker

Påske

Påske er påskekyllinger, påskefrokoster og forhåbentlig påskesol. Påsken er også den største af de jødiske fester samt den ældste og vigtigste kristne fest. Den falder forskelligt fra år til år, men altid i slutningen af marts eller i løbet af april.

👁 Image

Artemis II

Artemis II er den anden opsendelse i Måneprogrammet Artemis, og det er den første bemandede opsendelse i programmet. De fire astronauter ombord på rumkapslen Orion skal afprøve fartøjet i kredsløb om Jorden og ud forbi Månen.

👁 Image

Regeringsdannelse

Regeringsdannelsen er i gang efter det nylige folketingsvalg. Læs om processen frem til etableringen af en ny regering.

Seneste ændringer på Lex

Se al aktivitet 👁 Image