Talmud

Talmud er primært en debat om de normgivende fortolkninger af den jødiske bibel (se Torah), dvs. udlægningen af, hvordan den skriftlige lære skal forstås, og lovene praktiseres.

Oprindelig måtte fortolkningerne ikke nedskrives, og de blev derfor kaldt den mundtlige lære. Spredningen af jøderne efter ødelæggelsen af Templet i Jerusalem (70 e.Kr.) nødvendiggjorde, at især den lovmæssige del af fortolkningerne blev nedskrevet og samlet.

Det skete i ca. 200 e.Kr. med Mishnah, redigeret af Jehuda Ha-Nasi. Mishnah er inddelt efter emne i seks sederim 'ordener', der igen er inddelt i 63 traktater. Diskussionerne om både forståelsen af Mishnah og den rette udlægning af beretningerne og legenderne fortsatte. Det foregik i akademier i Palæstina og Babylon (se den babyloniske diaspora), og diskussionerne blev ca. 500 nedskrevet.

I bred forstand betegner Talmud både Mishnah og de senere nedskrevne diskussioner, Gemara; oftest bruges Talmud dog kun om Gemara. Der findes både en palæstinensisk og en babylonisk Talmud. Den babyloniske er den mest omfattende og den senest afsluttede, og det er den, som normalt studeres. Den omfatter 5894 foliosider, hvoraf ca. ¹/₃ er halakah, dvs. af juridisk karakter, og ²/₃ aggadah, legender og fortællinger.

I debatterne i Talmud indgår mange udsagn fra tannaim, dvs. de lærde fra før Mishnahs samling; udsagn fra amoraim, dvs. de lærde efter Mishnah, kan afvises ved at citere tannaim. Til forskel fra Mishnah er Gemara ikke opdelt i emner, idet diskussionen af et problem ofte inddrager afgørelser fra helt andre, men parallelle problemstillinger. Derigennem forsøges fastslået, at de enkelte tannaim og amoraim er konsekvente i deres afgørelser.

Mens Mishnah er skrevet på hebraisk, er Gemara hovedsagelig på aramæisk. Da teksterne desuden kun i meget begrænset omfang er forsynet med tegnsætning, kan det være svært at udlede meningen. Derfor studeres Talmud næsten altid med den ledsagende kommentar af Rashi fra 1000-tallet, som i klassiske Talmududgaver findes i den indre margen, mens tosafot, en samling af senere kommentarer, står i den ydre.

Den første trykte Talmud blev udgivet i Venezia i 1523, og i alle senere udgaver har pagineringen været den samme. Talmud har haft afgørende betydning for jødisk lærdom, og blandingen af stringent logik og mere eller mindre naive fortællinger har været rygraden i den rabbinske uddannelse.