Treenighed

Treenigheden er en teologisk betegnelse for det kristne gudsbegreb, ifølge hvilket Gud som Fader, Søn og Helligånd på én gang er tre og én.

I Det Nye Testamente fremtræder Gud som Jesu Kristi guddommelige Fader, som Jesus Kristus selv og som den guddomsånd, der ledsager Jesus Kristus og vidner om hans guddommelighed (fx Mark. 1,9-11; Joh. 1,32-33 og 5,19-47; Rom. 1,4). Dog var det først i oldkirken, at en treenighedslære blev udformet, og kirkens bekendelse til den treenige Gud fandt sin form (jf. Matth. 28,19; se den apostolske trosbekendelse).

I de østlige kirker blev bekendelsen til den treenige Gud hurtigt genstand for teologisk strid om forholdet mellem Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd; se fx den arianske strid. Den nikæno-konstantinopolitanske bekendelse slog i 381 fast, at de tre såkaldte personer i Treenigheden er af samme guddommelige væsen, men at Faderens stilling dog er særlig, fordi Gud Fader er ophav til både Sønnen og Ånden. I den vestlige tradition anses Gud Fader som ophav til Gud Søn, mens Helligånden siges at "udgå" fra Faderen og fra Sønnen; herved betones også Kristi betydning for gudserkendelsen (se også filioque). I de treenighedsteologiske udkast, som er frembragt i 1900-tallet, er den østlige og vestlige tilgang til dette spørgsmål ikke sjældent forsøgt tænkt sammen.

Med treenighedslæren udtrykkes på én gang Guds evige væsen som kærlighed, nemlig kærligheden mellem Fader, Søn og Ånd, og Guds herredømme over historien, nemlig for så vidt som Gud både er skaber, opretholder og den, der kommer. Ligeledes udtrykkes, at Gud netop som treenig i evighed er én. Treenighedsteologien har ofte måttet bruge filosofiske begreber for at udtrykke den trinitariske gudstro, som også har inspireret megen kunst og symboldannelse.