Visigoterriget

Visigoterriget, moderne betegnelse for det goterrige, der eksisterede 418-ca. 711 inden for det galliske og spanske område. I 418 fik goterne tilladelse af romerne til at bosætte sig i det vestlige Gallien. Her opbyggede de efterhånden et rige med Tolosa (nuv. Toulouse) som hovedby. De var oprindelig forpligtet til at stille en hær til rådighed for romerne, men efterhånden tiltvang de sig en vis selvstændighed, og de førte endog småkrige mod den gallo-romerske befolkning. I 451 stod de dog på romernes side mod hunnerkongen Attila i Slaget ved De Katalauniske Marker. Et egentligt brud med romerne kom det først til under kong Euric, for hvem det i 475 lykkedes at blive anerkendt som selvstændig hersker uden for Romerriget, efter at han først havde erobret områderne syd for Loire og vest for Rhône. Året efter indlemmede han Provence i sit rige. Han fortsatte ligeledes den erobringspolitik i Spanien, som tidligere konger havde påbegyndt. I 507 blev Alarik 2. besejret af frankerkongen Chlodovech 1., og goterne blev fordrevet fra Gallien til Spanien. Ostrogoterkongen Theoderik den Store sikrede imidlertid ved sin indgriben, at Visigoterriget ikke gik til grunde, og at man kunne beholde Septimanien.

Selvom der i hele den visigotiske periode fandtes separatistbevægelser på halvøen, erobrede goterne efterhånden magten, bl.a. gennem indlemmelsen i 585 af svebernes land i det nordvestlige Spanien. Til gengæld havde de mistet det sydøstlige Spanien, da østromerne under kejser Justinian fra 552 erobrede en del af området. Derefter førtes krig mod østromerne, indtil de i begyndelsen af 620'erne endelig var fordrevet.

Visigoterne byggede deres rige op omkring den nye hovedby Toledo. Konfessionelt tilhørte de arianismen, men det kom først til en egentlig konfrontation med den katolske hispano-romerske befolkning under kong Leovigild. Allerede hans efterfølger, Reccared 1., konverterede dog i 587 til katolicismen, og ved 3. Toledokoncil i 589 fulgte hele det visigotiske folk. Visigotertiden var på flere områder en blomstringstid. Specielt i begyndelsen af 600-t. var dette tilfældet inden for åndslivet med en af den tidlige middelalders lærdeste mænd, Isidor af Sevilla.

Efter østromernes fordrivelse havde goterne haft fredelige forhold i udenrigspolitisk henseende, indtil araberne under ledelse af Tariq ibn Ziyad i 711 satte over Gibraltarstrædet og invaderede Spanien og besejrede den gotiske hær. I løbet af de næste år erobrede de resten af halvøen, og Visigoterriget ophørte med at eksistere.