Den nationalliberale gruppering opstod som en følge af etableringen af de rådgivende stænderforsamlinger i begyndelsen af 1830'erne, ikke mindst med oprettelsen af avisen Fædrelandet i 1834 i forbindelse med de første valg til stænderforsamlingerne. Med flagskibe som Fædrelandet og Dagbladet (etableret 1851) og en fast personkreds, ikke mindst i det københavnske borgerskab, omkring de nationalliberale ideer, skabtes et politisk netværk. Mens deres økonomiske idéer var den klassiske engelske liberalisme, var deres politiske univers præget af tysk, navnlig hegelsk tænkning. De tillagde derfor staten en betydelig rolle i samfundsudviklingen.
Det bestemte også deres holdning til demokratiet: De anså middelstanden som en art mægler mellem konge og folk og dermed også berettiget til at lede folket. Derfor var det også centralt for dem at skabt et vist værn mod det utøjlede pøbelvælde gennem fx et tokammersystem, hvor den højere dannelse skulle være særligt godt repræsenteret i overhuset, Landstinget. Magten skulle tilhøre "de begavede, de dannede og de formuende", som Orla Lehmann udtrykte det i 1860.
De nationalliberale mente, at de selv repræsenterede helhedens interesse over for andre gruppers modstridende egeninteresser. Herved opnåede de at blive midterpartiet, som ved skiftende alliancer øvede større indflydelse end deres begrænsede vælgertilslutning berettigede.
Også deres nationale politik var dogmatisk. Da hertugdømmet Slesvig i deres øjne historisk hørte til Danmark, mente de, at grænsen skulle være Ejderen og ikke sproggrænsen i Sønderjylland (se Ejderpolitik).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.