elastomerer

Elastomerer, polymerer, der har elastiske egenskaber. Elastomerers molekylkæder er indbyrdes forbundne med kemiske bindinger (såkaldte tværbindinger, enten covalente bindinger eller hydrogenbindinger), idet kæderne dog har en vis indbyrdes bevægelighed. De elastiske egenskaber beror på følgende mekanismer: Ved påvirkning af en ydre kraft vil materialet blive deformeret (sammentrykket eller strakt), og molekylkæderne bragt i en ordnet tilstand med lav entropi; ved påvirkningens ophør vil kæderne bevæge sig tilbage til den uordnede udgangstilstand med høj entropi, og materialet vil derved genfinde sin oprindelige form.

Vulkaniseret naturgummi er den først udviklede elastomer af praktisk betydning. Naturgummi består af uforbundne kæder af isoprenmolekyler; ved vulkanisering forbindes kæderne med svovlbindinger, som bibringer materialet dets elastiske egenskaber. Ved vidtgående vulkanisering vil dog kunne dannes så mange svovlbindinger, at molekylkæderne mister deres indbyrdes bevægelighed, således at materialet bliver hårdt og uelastisk.

I tiden fra 2. Verdenskrig er udviklet mange syntetiske elastomerer, som har fået stor samfundsmæssig betydning dels som erstatning for naturgummi, dels til anvendelser, hvor der stilles særlige krav til materialet. Vigtige eksempler er akrylgummi, buna, butadiengummi, butylgummi, ethenpropengummi, fluorgummi, nitrilgummi, polykloropren, silikonegummi, styrenbutadiengummi og thiokolgummi.