fattigdom

I middelalderen var det kirken, og efter 1522 også staten, der iværksatte forskellige indsatser for at afbøde virkningerne af fattigdom. Hensigten var at give husly, tøj og mad – altså naturalier – samt opdrage de fattige til at blive selvforsørgende og sørge for, at de ikke forstyrrede den offentlige orden eller moral.

I perioden fra 1800 blev fattigvæsenet både i byerne og på landet mere ensartet organiseret, og gradvis blev naturalieforsorg (mad, tøj og husly) afløst af pengeunderstøttelse. I forbindelse med K.K. Steinckes socialreform i 1933 fik man en samlet lovgivning om støtten til fattige i ”Lov om offentlig forsorg”.

Denne lov gjorde, at man som fattig kunne modtage økonomisk hjælp uden tab af stemmeret, og støtten blev ensartet. Fra 1933 til 2011 var understøttelsen af de fattige et centralt led i socialpolitikken og faldt derfor inden for Socialministeriets område. Fokus var først og fremmest at afbøde virkningerne af fattigdommen gennem tildeling af forsørgelsesydelser, der skulle give dem uden andre forsørgelsesmuligheder et værdigt liv.

Fra Bistandslovens ikrafttræden i 1976 blev den økonomiske hjælp udmålt efter de fattige familiers behov, så en tryg tilværelse blev sikret, selvom man ikke kunne arbejde. Senere lovændringer i 1980’erne og fremad førte til, at der blev indført en række faste takster, der i mange tilfælde var betydelig lavere end den behovsudmålte hjælp.

Omkring 2000 opstod der større og større uenighed om, hvad der var målet med forsørgelsesydelserne. Liberale og borgerlige partier mente, at forsørgelsesydelserne skulle være så lave, at de gav et stort incitament til at finde arbejde. Partierne til venstre for midten mente derimod, at forsørgelsesydelserne skulle sikre tryghed og trivsel i familierne.

Den borgerlige og liberale tankegang er siden gradvis blevet den dominerende. Det har bl.a. givet sig udslag i, at forsørgelseslovgivningen siden 2011 har ligget i Beskæftigelsesministeriet, og fokus har været på at øge arbejdsudbuddet gennem at nedsætte taksterne for kontanthjælp.

Denne definition anvendes af OECD (Organisation for Economic Co-operation and Development). Det er samtidig den hyppigst anvendte fattigdomsdefinition. Ifølge den er personer eller husstande, som har en indtægt, der er mindre end halvdelen af medianindkomsten, fattige.

Når man anvender medianindkomsten, betyder det, at man tager udgangspunkt i den person, der ligger i midten af indkomstfordelingen, og at man så betragter alle, der har mindre end halvdelen af denne ”midterpersons” indtægt, som fattige. Når man anvender medianindkomsten, er grænsen mellem fattige og ikke fattige (fattigdomsgrænsen) altså halvdelen af den typiske indbyggers indtægt.

Hvis man anvendte gennemsnitsindkomsten, ville en stor stigning i indkomsterne for den rigeste del af befolkningen automatisk betyde, at der ville blive flere fattige. Et fald i indkomsten også for de fattigste ville omvendt betyde, at antallet af fattige ville blive mindre. Begge dele virker ulogisk, da fattigdomsgrænsen skal fastsættes i forhold til, at det er en indtægt, der er langt lavere end, hvad der er det typiske i samfundet.

Selvom det er svært at argumentere for, at præcis halvdelen af medianindkomsten er den mest relevante fattigdomsgrænse, er det en fordel, at alle bruger den samme definition. Det gælder både, når man sammenligner fattigdommen i de enkelte lande, og når man i det enkelte land følger udviklingen i antallet eller andelen af fattige. Derfor anvendes halvdelen af medianindkomsten som fattigdomsgrænse i denne artikel.

I EU’s opgørelser af fattigdom opereres der med en fattigdomsgrænse på 60 % af medianindkomsten, kaldet risiko for fattigdom (risk of poverty). Dvs. en grænse, der betyder, at landene får en betydelig højere andel af fattige.

Betegnelsen risiko for fattigdom har dog det problem, da den ikke tydeliggør, hvornår man så faktisk er fattig. Den angiver kun, at man med en indtægt under denne grænse skulle være i fare for senere at blive fattig.

Fattigdommens udbredelse kan angives som antallet af fattige. Men bedst opgøres den som en fattigdomsrate (se figur 1) – altså som den procentdel af befolkningen, der har en indtægt under fattigdomsgrænsen. Den kan også opgøres for bestemte grupper i samfundet. I mange undersøgelser har der været fokus på børnefattigdommens udbredelse og udvikling over tid.

Fattigdommens dybde (gap of poverty, se figur 2) benyttes også, når man skal beskrive og analysere fattigdommen i et samfund. Det er nemlig vigtigt ud over antallet af fattige at kende til indtægtsniveauet for personer, der har en indtægt under fattigdomsgrænsen. Fattigdommens dybde viser, hvor langt under fattigdomsgrænsen de fattiges indtægt gennemsnitlig ligger.

Man opgør altså fattigdommens dybde i samfundet som den procentandel, som de fattiges gennemsnitsindkomst ligger under fattigdomsgrænsen. Dvs. når fattigdommens dybde i Danmark i OECD’s opgørelse fra 2019 angives til 0,279 betyder det, at de fattiges indkomst gennemsnitlig ligger 27,9 % under fattigdomsgrænsen i Danmark.

Der er i forbindelse med fattigdom sat fokus på det beløb, personer og husstande har til rådighed i forhold til et minimumsbudget. Minimumsbudgettet er opstillet på baggrund af, hvad eksperter inden for sundheds- og socialområdet vurderer som det minimumsbeløb, som er nødvendigt for, at en person eller en husstand skal kunne leve et sundhedsmæssigt og socialt forsvarligt liv i det pågældende samfund.

Analyser, der baserer sig på undersøgelser af familiers rådighedsbeløb i forhold til et minimumsbudget, viser, hvordan personer og familier bliver nødt til at prioritere. De er tvunget til at undlade at bruge penge på nogle goder, selvom de må anses for nødvendige af hensyn til tryghed, sundhed eller socialt liv.

Med begrebet afsavn sættes der fokus på, hvad man må undvære, fordi man ikke har råd til at købe det. Det fremhæves, at fattigdom betyder, at man savner eller mangler bestemte goder (mad, tøj, fritidsaktiviteter, ferie mv.), som de fleste i det pågældende samfund anser som selvfølgelige.

Når man undersøger fattiges afsavn, opgør man præcist, hvilken type goder man undlader at købe af økonomiske grunde. Dvs. man afdækker konsekvenserne af fattigdommen for fx kost, sundhed (undladelse af at købe lægeordineret medicin eller gå til tandlæge), socialt liv (undladelse af at deltage i fritidsaktiviteter eller at holde ferie uden for hjemmet).

Både i EU og FN sættes der fokus på fire forskellige aspekter af udelukkelse fra deltagelse i det almindelige samfundsliv:

1. økonomisk udelukkelse i form af mangel på materielle goder
2. fravær af politiske rettigheder og muligheder
3. udelukkelse fra socialt liv
4. udelukkelse fra kulturelt liv

Teoretisk er der hyppigt i forskningen blevet skelnet mellem strukturelt og kulturelt forårsaget fattigdom. Ifølge den første opfattelse er det den globale ulighed og det enkelte samfunds struktur, dvs. opdeling i klasser eller lag, hvor mennesker har vidt forskellige udgangspunkter i form af fx formue og magt, som vedligeholder og skaber fattigdom.

Ifølge den anden opfattelse er årsagen en anderledes kultur. En såkaldt subkultur kan fx have afvigende værdier og normer i synet på arbejde og selvforsørgelse hos individer, familier eller grupper. Opfattelsen er, at mennesker med denne kultur kun nødtvungent søger og påtager sig arbejde og derfor ofte bliver eller forbliver fattige. Her lægges fx vægt på, at etnicitet, kultur og religion kan betyde, at man forholder sig forskelligt til lønarbejde.

En variant af denne opfattelse er, at velfærdssamfundets forsørgelsessystemer skulle gøre det muligt for mennesker at vælge at modtage offentlige ydelser i stedet for at påtage sig et lønarbejde. Denne tredje opfattelse har i forskellige udformninger ligget bag nogle danske politikeres ønske om at nedsætte forsørgelsesydelserne.

Sådanne opfattelser har fra år 2000 givet sig udtryk i politiske slagord, som at det "altid skal kunne betale sig at arbejde".

Her og nu er der en række ting og aktiviteter, som familierne må give afkald på. Det gælder både daglige fornødenheder, hvor der må spares på udgifter til varme, mad, tøj og fornøjelser i form af ferie, udflugter og besøg.

På kort sigt er det et spørgsmål, om man kan udskifte ting, der går i stykker, fx en vaskemaskine, og om man kan blive boende i sin bolig. I et samfund, hvor både ens udfoldelsesmuligheder og status i høj grad afhænger af ens forbrug, har selv kort tids fattigdom store konsekvenser. Familiernes og individernes muligheder for deltagelse i samfundslivet indskrænkes, både fordi de ikke har råd til at deltage, og fordi de kan være flove eller skamme sig over deres fattigdom.

På langt sigt er det et spørgsmål, om fattige har de samme chancer for at få uddannelse, job, en god og stabil indtægt samt et godt helbred. Talrige undersøgelser viser, at det har de ikke. Fx viser en undersøgelse, at hvis børn i Danmark har oplevet et års fattigdom, bliver deres gennemsnitsindtægt som voksne lavere end, hvad der gælder for børn, der ikke har oplevet fattigdom.

I tabellen er børn defineret som under 15 år. Hjemmeboende børn på 15 år og derover tælles som voksne. *) Tre eller fire voksne kan fx være en familie med to forældre og en eller to hjemmeboende børn på over 15 år. Kilde: AE på baggrund af Danmarks Statistik.

Tabellen viser fattigdommens udbredelse i antal og andel af befolkningen. Kilde: Statistikbanken, Danmarks Statistik (januar 2024).

Når det ikke er lykkedes at reducere børnefattigdomsraten, skyldes det, at forsørgelsessystemet i stigende grad indrettes således, at forældre, der lever af kontanthjælp, får et meget kraftigt incitament til at søge arbejde.

Dilemmaet er imidlertid, at beskæftigelsen kun øges marginalt (med få procentpoints), selvom ydelserne bliver nedsat med store beløb. Derfor har disse initiativer ikke ført til nogen væsentlig reduktion i børnefattigdommen. Nedsættelsen af kontanthjælpsydelser til børnefamilierne øger dermed fattigdommens dybde og skaber flere afsavn.