VOOZH about

URL: https://lex.dk/guerillakrig

⇱ guerillakrig - Krigsform - Historie og kendetegn – Lex


Spring til hovedindholdet

guerillakrig

Guerillakrig er en krigsform. Guerillakrig kan defineres som militære eller paramilitære operationer udført i et fjendtligt besat område eller på en fjendtlig stats territorium af letbevæbnede styrker, der støttes af lokalbefolkningen.

Faktaboks

Etymologi
Ordet guerilla kommer af spansk guerrilla, diminutiv af guerra 'krig'.

Operationernes mål er ved angreb at udhule fjendens kampeffektivitet, forvaltning, kampmoral, industrielle kapacitet og økonomi. Guerilla er særlig effektiv, hvis den koordineres med egen parts almindelige militære operationer, eller hvis guerillasoldaterne, når de er hårdt trængt eller skal omgruppere, hvile m.m., kan trække sig tilbage til en beskyttet base, fx i et naboland.

Guerillastyrker kæmper efter princippet slå til og forsvind. De optræder næsten udelukkende offensivt, hvor de kan skaffe sig tidsbegrænset, lokal overlegenhed. De benytter sig af overfald, baghold, sabotage o.l.

Terror anvendes for at nedbryde fjendens og negativt indstillede civiles kampvilje. Befolkningens støtte med mad, skjul, pleje mv. er vigtig for guerillaen, der med Mao Zedongs ord skal svømme i befolkningen som fisk i vandet. Derfor anvendes terror som regel selektivt og nøje overvejet mod denne gruppe.

Betegnelsen guerilla blev første gang brugt af spanierne om deres kamp mod Napoleons besættelsestropper i årene 1808-1812, men formen har altid været anvendt af den underlegne i en væbnet konflikt. Kendte danske eksempler på guerillakrig er gøngernes kamp mod svenskerne især under Den Skånske Krig og modstandsbevægelsens kamp mod den tyske besættelsesmagt 1940-1945.

Guerillakrig blev ført i alle tyskbesatte lande under 2. Verdenskrig og med særlig stor virkning i Jugoslavien og Sovjetunionen.

Guerillakrigsførelse blev den revolutionære krigs mest spektakulære kampform i 1900-tallets sidste halvdel i Asien og Sydamerika under kampene dels mod kolonimagterne, dels mod lokale regeringer, der støttedes af USA og andre vestmagter.

Byguerilla opstod som betegnelse i 1967, da guerillaen opgav at vække landbefolkningen i Bolivia til modstand og gik over til at rekruttere intellektuelle og byproletariat. Byguerillaer opererede særlig voldsomt i Tyskland (Rote Armee Fraktion) og Italien (De Røde Brigader) i 1970'erne og 1980'erne.

Guerilla er behandlet teoretisk allerede af den kinesiske hærfører og filosof Sun Zi (300-tallet f.v.t.), mens første væsentlige omtale findes hos Karl von Clausewitz i værket Om krigen (1832-1834, dansk 1986).

Det teoretiske grundlag for den asiatiske guerilla blev primært formuleret af Mao Zedong (Kina) og Vo Nguyen Giap (Vietnam) og videreudviklet til brug i Sydamerika af Che Guevara og franskmanden Régis Debray, der efter teoretiske studier i Frankrig og Havana sluttede sig til Guevara i Bolivia.

Byguerilla er behandlet af fx Ulrike Meinhof i Byguerillakonceptet (1971).

Der er hos samtlige en tydelig afsmitning fra tidligere skrifter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Militær- og krigshistorie

Jakob Seerup
ph.d., Bornholms Museum
👁 Den Danske Ordbog logo

Det sker

Påske

Påske er påskekyllinger, påskefrokoster og forhåbentlig påskesol. Påsken er også den største af de jødiske fester samt den ældste og vigtigste kristne fest. Den falder forskelligt fra år til år, men altid i slutningen af marts eller i løbet af april.

👁 Image

Artemis II

Artemis II er den anden opsendelse i Måneprogrammet Artemis, og det er den første bemandede opsendelse i programmet. De fire astronauter ombord på rumkapslen Orion skal afprøve fartøjet i kredsløb om Jorden og ud forbi Månen.

👁 Image

Regeringsdannelse

Regeringsdannelsen er i gang efter det nylige folketingsvalg. Læs om processen frem til etableringen af en ny regering.

Seneste ændringer på Lex

Se al aktivitet 👁 Image