VOOZH about

URL: https://lex.dk/karmelitere

⇱ karmelitere - Katolsk munke- og nonneorden - Læs mere – Lex


Spring til hovedindholdet

karmelitere

Karmelitere. Den brune ordensdragt er en afsmitning fra franciskanerordenen, der som karmeliternes orden er en tiggermunkeorden, men til forskel fra franciskanerne bærer karmeliterne skapular (skulderslag). Kappen har uskyldens hvide farve som et symbol på Maria.

Stig Holsting.

Karmelitere, (efter bjerget Karmel i det nordvestlige Israel), er en katolsk munke- og nonneorden, der går tilbage til anden halvdel af 1100-tallet, da kristne pilgrimme og korsfarere slog sig ned som eneboere på Karmelbjerget i Palæstina.

I 1226 godkendte paven deres ordensregel, der lagde vægt på et eremitliv i fattigdom og faste. De kom ca. 1240 som flygtninge til Vesteuropa og fik efter ordensreglens ændring i 1247 status som tiggermunke. Fra 1452 oprettedes også klostre for nonner. I 1593 delte karmeliterne sig i to ordener: de almindelige karmelitere og de strengere, barfodede karmelitere.

I 1410 kom ordenen til Skandinavien, indkaldt af Erik 7. af Pommern. Foruden det første kloster i Landskrona i Sydsverige blev der efterhånden oprettet klostre i Skælskør, Helsingør, Sæby, Aarhus og Assens samt et studiehus i forbindelse med Københavns Universitet. I Sverige fik karmeliterne endvidere klostre i bl.a. Örebro, Varberg og Sölvesborg.

Under reformationskampene i 1530'erne blev klostrene opløst, klostret i Helsingør dog først i 1537.

Poul Helgesen og de senere lutheranere Frands Vormordsen og Peder Laurentsen var alle karmelitere.

I 1999 grundlagdes et nyt karmeliterindekloster i Brødeskov ved Hillerød. Klostrets første nonner kom fra Sverige, siden har det fået tilgang af en række novicer.

Internationalt set er de mest betydningsfulde karmelitere Juan de la Cruz og Teresa de Jesús.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

👁 Den Danske Ordbog logo

Det sker

Påske

Påske er påskekyllinger, påskefrokoster og forhåbentlig påskesol. Påsken er også den største af de jødiske fester samt den ældste og vigtigste kristne fest. Den falder forskelligt fra år til år, men altid i slutningen af marts eller i løbet af april.

👁 Image

Artemis II

Artemis II er den anden opsendelse i Måneprogrammet Artemis, og det er den første bemandede opsendelse i programmet. De fire astronauter ombord på rumkapslen Orion skal afprøve fartøjet i kredsløb om Jorden og ud forbi Månen.

👁 Image

Regeringsdannelse

Regeringsdannelsen er i gang efter det nylige folketingsvalg. Læs om processen frem til etableringen af en ny regering.

Seneste ændringer på Lex

Se al aktivitet 👁 Image