komet

Kometerne stammer fra de yderste dele af Solsystemet, langt på den anden side af dværgplaneten Pluto, antageligvis fra en sfærisk sky (Oorts sky) ca. en tredjedel af vejen til den nærmeste stjerne, α-Centauri. Skyen antages at indeholde mellem 1 million og 100 millioner kometer. Det skal dog understreges, at eksistensen af Oorts sky ikke er blevet bekræftet ved direkte observationer.

Kometers oprindelige sammensætning er ca. 50 procent is af flygtige stoffer (bl.a. vand, kuldioxid, metan) og ca. 50 procent kulchondritlignende stenmateriale; dette afspejler Solsystemets oprindelige sammensætning. De store mængder kulchondritisk materiale medfører, at kometers overflade er helt sort, hvorfor de også kaldes "beskidte snebolde". Radius for en komet er svær at bestemme ved observationer, men er typisk 0,1-100 km.

Ved tilfældige tyngdepåvirkninger mellem kometerne i Oorts sky eller fra en forbipasserende stjerne kan en komets bane ændres, så den ledes ind i det indre Solsystem, ofte med perihelium (nærmeste punkt til Solen) inden for jordbanen.

Når en komet på vej mod perihelium nærmer sig Solen, bevirker varmen fra sollyset og mødet med solvinden, at flygtigt materiale fordamper fra kometens overflade. Herved omgives kometens kerne af en støv- og gassky, som kaldes komaen. Støv og gas blæses bort fra kometen af solvinden og danner herved kometens karakteristiske hale, der ofte er over en au lang (ca. 150 mio. km).

Kometens hale er almindeligvis delt i to grene; den ene gren består af ioniseret gas, der følger de let buede magnetfeltlinjer i solvinden, mens den anden består af støv og neutral gas og peger direkte væk fra Solen. Når kometen atter fjerner sig fra Solen, forsvinder halen.

Mange kometer fremviser periodiske genkomster (således Halleys Komet hvert 76. år), men da der fordamper stof ved hver passage, slides de til sidst op. Kometerne efterlader ofte store mængder af små kulchondritiske partikler i deres baner, og dette ses som stjerneskudssværme (fx Perseiderne), når Jorden hvert år passerer en gammel kometbane.

Nogle såkaldte udslukte kometer er objekter, hvor den meste is er blevet afstødt og som derfor ikke kan danne hale. De klassificeres ofte som asteroider, men kan identificeres som udslukte kometer ud fra deres stærkt elliptiske baner.

Man har ikke med sikkerhed observeret en komets sammenstød med Jorden, om end Tunguska-hændelsen kunne være et sådant, men i 1994 stødte kometen Shoemaker-Levi ind i planeten Jupiter.

Kometer, der har ramt Jorden tidligt i Solsystemets historie, kan være kilden til vand på Jorden.

Den mest velundersøgte komet er Halleys Komet, der ved sin passage i 1986 blev udforsket af seks rumsonder.

Kometer har tiltrukket sig menneskets interesse gennem årtusinder. Der findes kinesiske, japanske, koreanske og babyloniske optegnelser om observationer af kometer længe før vor tidsregning. Kometer og deres natur blev beskrevet af Pythagoras, Hippokrates, Anaxagoras og Demokrit, der alle havde forskellige teorier om kometernes natur, idet de dog mente, at der kun fandtes én komet.

• Solsystemet
• Halleys Komet
• perihelium
• α-Centauri