kommunitarisme

Kommunitarisme er en betegnelse, der siden 1980'erne er blevet anvendt i USA om en række synspunkter, der indebærer en moralsk inspireret kritik af det moderne liberal-demokratiske samfund.

Kritikken går i hovedtræk ud på, at de vestlige demokratiske samfund i stadig mindre grad kan indfri løfterne om frihed og lighed for alle borgere. Kommunitaristerne frygter, at den individualisme, som medlemmerne i de liberale samfund i et vist omfang er blevet opdraget til, vil isolere det enkelte individ så meget, at det bliver vanskeligt at opretholde den solidaritet, der er nødvendig, for at et frit demokratisk samfund kan fungere.

Over for en liberal individualisme, som i deres øjne er drevet for vidt, ønsker de et fællesskab, der er integreret i fælles forestillinger om det etisk gode, og hvori samtalen skal opmuntres. De fælles forestillinger skal danne grundlag for en gensidig solidarisk anerkendelse i den politiske meningsdannelse og praksis og ses som et nødvendigt modstykke til de principper om individets frihed og rettigheder, som beskyttes gennem domstole og andre statslige organer; "det nære samfund", det civile samfund, nærdemokratiet og det direkte demokrati skal styrkes.

Kommunitaristerne kan siges at have taget tråden op fra den diskussion om foruroligende tendenser i det moderne samfund, der først blev ført af J.-J. Rousseau, de tidlige romantikere og G.W.F. Hegel, og som blev videreført af bl.a. Karl Marx, Alexis de Tocqueville, Ferdinand Tönnies og Émile Durkheim. Kommunitaristerne kan ikke som gruppe placeres i nogen politisk lejr. Nogle kan med deres eftertryk på traditionerne ligge konservatismen nær, andre har socialdemokratiske eller socialistiske idéer, mens adskillige betragter sig som liberale reformister.

Blandt de ledende amerikanske kommunitaristisk orienterede filosoffer kan nævnes Michael Walzer, som af mange betragtes som den vigtigste, Charles Taylor, Alasdair MacIntyre, Michael J. Sandel (f. 1953) og Benjamin R. Barber (f. 1939), blandt sociologer Robert N. Bellah (1927-2013) og Amitai Etzioni.

I Europa, hvor debatten ikke har haft nær samme omfang og intensitet som i USA, kan der peges på fx Jürgen Habermas og Albrecht Wellmer (1933-2018).

Se også republikanisme.