latter

Latter, adfærd, der hyppigst optræder i sammenhæng med humor, komik og vitser, men som også kan være udtryk for glæde, fryd (fx børns latter under leg), venlighed, drilagtighed, nervøsitet, lettelse, forsvar, forbavselse, triumf, overlegenhed, hån, foragt, sarkasme m.m. eller blot fremkomme som reaktion på at blive kildet.

Latter består af en række komponenter såsom udvidelse af munden og optrukne mundvige (hvilket også karakteriserer smilet), åbning af munden og blottelse af tænderne (tillige betegnende for fnis, grin og snerren), et særligt åndedrætsmønster især bestående af stærk og abrupt udånding, en række korte og hurtigt på hinanden følgende nogenlunde ensartede staccatolyde samt kropsskælven, der kan stige til krampelignende tilstande. Nogle af disse komponenter kan forekomme enkeltvis, men normalt optræder de alle i en integreret helhed.

Fuldt udviklet latter ses ret tidligt i barnets liv, forudgået af smilet. Begge dele forekommer i alle kulturer, og der kan næppe være tvivl om, at de er medfødte adfærdsformer med de mange vigtige udtryks- og signalfunktioner, der er opregnet ovenfor. Forformer kan formentlig konstateres hos aber, hvilket allerede Charles Darwin foreslog i et værk fra 1872 om udtryksadfærd hos dyr og mennesker.

I lyset af, hvor vigtig en rolle latter spiller i menneskets sjæleliv og som kommunikationsfaktor i det sociale samkvem, er det påfaldende, hvor beskedent udforsket den er i psykologien. Smilet, især barnets smil, er langt mere undersøgt, men smil og latter er ikke identiske fænomener. Ganske vist udgør de ofte blot forskellige intensiteter af samme reaktion, men i mange situationer kan smil forekomme, hvor latter vil være usædvanlig eller upassende, mens det modsatte næppe er tilfældet. Smil og latter er således både adskilte adfærdsformer og samtidig tæt forbundne med hinanden.

Se også humor.