VOOZH about

URL: https://lex.dk/leversvulster

⇱ leversvulster – Lex


Spring til hovedindholdet

leversvulster

Af Lin, Y.-J.; Ho, C.-M. - Lin, Y.-J.; Ho, C.-M..

Leversvulster er svulster i leveren, hvilke kan være godartede eller ondartede (leverkræft). Svulsterne kan udgå fra selve levercellerne, galdevejene eller blodkarrene i leveren.

Godartede leversvulster

Godartede leversvulster forekommer ret hyppigt, er oftest små og uden symptomer, hvorfor de ofte diagnosticeres i forbindelse med skanning for anden sygdom. De hyppigste er hæmangiomer, fokal nodulær hyperplasi (FNH) og adenomer. Adenomer i leveren forekommer særligt hos p-pille-brugere. Tendensen til at udvikle leveradenomer kan også være nedarvet. Større godartede leversvulster kan medføre smerter i leverregionen og fornemmelse af tyngde, og i sjældne tilfælde kan en godartet svulst medføre blødning ud i bughulen eller gulsot. Store adenomer kan i få tilfælde udvikle sig til kræft.

Ondartede leversvulster

Ondartede leversvulster er leverkræft. Leverkræft, som udgår fra celler i leveren, dvs. leverceller eller galdevejenes celler, kaldes primær leverkræft. Spredning af kræft (metastaser) til leveren fra kræft i andre organer kaldes sekundær leverkræft. Primærsvulster, som ofte spreder sig til leveren er bl.a. lokaliseret til bugspytkirtel, tyktarm, brystkirtel og lunge.

Primær levercellekræft

Primær leverkræft udgået fra levercellerne kaldes hepatocellulært karcinom, og forkortes HCC. Det forekommer især hos personer med skrumpelever (cirrose), som bl.a. kan fremkaldes af langvarigt alkoholoverforbrug, kronisk leverbetændelse (hepatitis B og hepatitis C) og svær overvægt medførende fedtlever (steatohepatitis). HCC er ret sjælden i Danmark, mens sygdommen forekommer meget hyppigt i Afrika og Sydøstasien pga. høj hyppighed af hepatitis B-infektion. I Afrika bidrager indtagelse af fødemidler forurenet med det kræftfremkaldende (karcinogene) stof aflatoksin til den høje forekomst af HCC. Ved HCC danner svulstcellerne ofte proteinet alfaføtoprotein, som ellers kun forekommer hos fostre. Proteinet kan påvises i blodet i omkring halvdelen af tilfældene og kan anvendes som tumormarkør under behandling og opfølgning, men ikke til diagnostik.

Primær leverkræft fra leverens galdeveje

Primær leverkræft kan også udgå fra galdevejene i leveren og kaldes da intrahepatisk cholangiocarcinom. Cholangiocarcinom er en sjælden kræftform i Danmark. I visse områder i Sydøstasien er sygdommen hyppig og udløst af kronisk angreb med visse orme i galdevejene. Risikoen for at udvikle denne kræftform er i Danmark især forhøjet hos personer med en kronisk betændelsestilstand i galdeveje kaldet primær skleroserende cholangitis, som kan forekomme med eller uden samtidig kronisk inflammatorisk tarmsygdom. Af og til kan differentialdiagnosen overfor metastaser til leveren være vanskelig og kræve yderligere undersøgelser. Ved cholangiocarcinom er tumormarkøren CA 19-9 ofte positiv og anvendes under behandling og opfølgning.

Symptomer og diagnose

Leverkræft medfører smerter opadtil i maven, vægttab og gulsot. Ved CT-eller MR-skanning kan diagnosen af HCC oftest stilles uden biopsi hos personer med samtidig skrumpelever. Biopsi er nødvendig for diagnosen i de øvrige tilfælde.

Behandling

I nogle tilfælde er det muligt at fjerne svulster, primære såvel som sekundære, kirurgisk. I sjældne tilfælde kan der udføres levertransplantation. Lokalbehandling af svulster anvendes i nogle tilfælde. Kemoembolisering ved mere udbredt sygdom i leveren anvendes ved HCC. Levetidsforlængende behandlinger omfatter kemoterapi, immunterapi og molekylært målrettet behandling ved cholangiocarcinom, mens immunterapi, angiogenesehæmmere og molekylært målrettet behandling anvendes ved HCC.

Prognose

Opdages sygdommen i tidlige stadier, er helbredelse mulig. De fleste diagnosticeres dog først i sene stadier, hvor prognosen er alvorlig. 3-års overlevelse ses sjældent ved udbredt primær leverkræft, men prognosen forventes at blive forbedret på grund af nye, mere effektive behandlinger.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Mave- og tarmkræft

Morten Ladekarl
Professor, overlæge, dr.med., Aalborg Universitet
👁 Den Danske Ordbog logo

Det sker

Påske

Påske er påskekyllinger, påskefrokoster og forhåbentlig påskesol. Påsken er også den største af de jødiske fester samt den ældste og vigtigste kristne fest. Den falder forskelligt fra år til år, men altid i slutningen af marts eller i løbet af april.

👁 Image

Artemis II

Artemis II er den anden opsendelse i Måneprogrammet Artemis, og det er den første bemandede opsendelse i programmet. De fire astronauter ombord på rumkapslen Orion skal afprøve fartøjet i kredsløb om Jorden og ud forbi Månen.

👁 Image

Regeringsdannelse

Regeringsdannelsen er i gang efter det nylige folketingsvalg. Læs om processen frem til etableringen af en ny regering.

Seneste ændringer på Lex

Se al aktivitet 👁 Image