mandala

Ud over sin æstetiske værdi har mandalaer semiotisk relevans som symbolsk udtryk for kosmos. Som objekt for hengivenhed, visualisering og meditation fungerer mandalaen som et rituelt redskab og et billedligt helligrum. Den giver den praktiserende mulighed for at nærme sig, blive initieret til eller identificere sig med religiones hellige kraft.

Buddha kan være en central figur i en mandala, men også ‘de fem visdomsbuddhaer’ (jina) ses ofte som ikoniske figurer.

Inden for den esoteriske buddhisme i Østasien er ‘Livmoderens verden’ (Garbhadhātu Mandala) og ‘Diamantens verden’ (Vajradhātu Mandala) to centrale typer mandala, der repræsenterer den kosmiske og universelle Mahāvairocana Buddha.

I japansk Nichiren-buddhisme er de syv kinesiske tegn namu myōhō renge kyō (‘æret være Lotus-sutraens sublime dharma’) det centrale udtryk, der parallelt med visuel kontemplation reciteres som hellige ord.

Inden for tibetansk buddhisme er konstruktionen af en sandmandala en praksis forbeholdt de erfarne munke. Som en billedlig repræsentation af forskellige guddomme og sindsformer, bygges en mandala op af fine, farvede sandkorn i præcise mønstre og geometriske strukturer.

Som symbolsk udtryk for buddhismens centrale lære om altings forgængelighed, destrueres sandmandalaen efterfølgende ved at samtlige korn pustes rituelt væk.