modstandsret

Modstandsret er en ret til at gøre modstand mod en uretfærdig hersker eller et uretfærdigt styre med henblik på genoprettelse af lov og ret i samfundet.

I Danmark var modstandsretten anerkendt gennem hele middelalderen og blev bl.a. bragt i anvendelse ved afsættelsen af Erik 7. af Pommern 1439-41 og Christian II i 1523.

Aftaler mellem rigsråd og konger, kaldet håndfæstninger, kunne indeholde bestemmelser om modstandsret. Det var tilfældet i årene for de håndfæstninger der blev udstedt i 1483 (Hans), 1513 (Christian 2.) og 1523 (Frederik 1.). De følgende håndfæstninger fra 1536 (Christian 3.), 1559 (Frederik 2.), 1596 (Christian 4.) og 1648 (Frederik 3.) anerkendte ingen modstandsret for befolkningen, men alene en afsvækket modstandsret, der kunne udøves af rigsembedsmændene. Ifølge håndfæstningen af 1648 kunne rigsrådet overtage regeringen, hvis kongen handlede imod håndfæstningen.

Modstandsret i form af tyranmord blev drøftet i antikkens Grækenland og Rom. Den klassiske lære om tyranner fik indflydelse på den statsteoretiske tænkning fra 1100-tallet og frem til 1600-tallet, fx hos Thomas Aquinas i 1200-tallet og Johannes Althusius i 1600-tallet. Som historisk fænomen er modstandsretten især knyttet til samfundsforholdene i middelalderen. Befolkningen skyldte kun kongen lydighed, hvis han overholdt landets love. I modsat fald kunne befolkningen eller i visse lande alene stormændene efter gammel sædvane udøve modstandsret, der i sin yderste konsekvens kunne ytre sig ved et væbnet oprør, men også resultere i, at der ved en overenskomst blev fastsat begrænsninger i kongens magt. Et kendt eksempel herpå er håndfæstningen Magna Charta fra 1215, en overenskomst mellem den engelske konge og Englands største jordbesiddere, baronerne.

Også efter kirkelig opfattelse tilkom der befolkningen ret til under visse betingelser at gøre modstand mod den konge, der regerede i strid med den kanoniske ret og naturretten.

Forudsætningerne for at udøve modstandsret ophørte i løbet af 1500-tallet i forbindelse med, at de europæiske fyrster erhvervede et legitimt magtmonopol (se legitimitet). Under disse omstændigheder kom den teoretiske diskussion om modstandsret til at antage en mere abstrakt karakter. Modstandsretten er også uforenelig med den moderne retsstat, således som den har udviklet sig siden 1800-tallet med magtadskillelse som et fundamentalt særkende. Under indtryk af erfaringerne fra det nationalsocialistiske diktatur 1933-1945 har modstandsretten i efterkrigstidens Tyskland dog fundet et symbolsk udtryk i den tyske grundlov og i flere tyske delstaters forfatning.