neurologi

Nervesygdomme ytrer sig ved en mangfoldighed af neurologiske symptomer, forbigående eller varige, som udtryk for nervesystemets komplicerede struktur, funktion og udvikling.

Nervesystemet er opbygget som et hierarki med sanseopfattelsen, planlægnings- og beslutningskapaciteten øverst, dvs. i hjernebarken. Ledningsbaner forbinder storhjernen med de øvrige dele af nervesystemet og musklerne, således at der via sensoriske ledningsbaner meddeles sanseinformationer til hjernen, som via motoriske ledningsbaner aktiverer bevægelserne (motorikken). Disse kan dog også igangsættes med reflekser på et lavere niveau, fx i hjernestammen eller i rygmarven. Under passagen gennem centralnervesystemet passerer ledningsbanerne cellegrupper med sorterende, dechifrerende, kontrollerende og justerende opgaver, hvorved fx reflekser kan fremmes eller hæmmes.

En læsion i hjernen eller i rygmarven fører til et varigt tab af nerveceller, for kun nervecellernes udløbere (axoner og dendritter) kan gendannes efter overskæring; (se også nervelæsion). Følgen er et mere eller mindre udtalt funktionstab med fx nedsat muskelkraft, koordination, sanseopfattelse og evt. sprog; endvidere kan overordnet styring bortfalde, således at reflekserne bliver abnormt livlige med fx spasticitet, og der kan optræde mangelfuld vandladningskontrol. Helingsprocesser varetaget af nervesystemets støttevæv (glia) kan ved dannelsen af arvæv give senere symptomer, fx epilepsi pga. irritation af nærliggende funktionsduelige nerveceller.

Nervesystemet er særlig følsomt for sygdom under udviklingen i fosterstadiet og i barndommen. Hos det fuldbårne barn er samtlige nerveceller anlagt, og deres antal øges ikke. Den fortsatte modning sker ved en vækst i antallet af nervecellernes udløbere og deres forbindelser (synapser) med andre nerveceller. Udløberne forsynes efterhånden med marvskeder til sikring af impulsledningen, og nervesystemets støttevæv udbygges til varetagelse af nervecellernes høje stofskifte. Sygdom i det ufærdige nervesystem giver derfor risiko for såvel udviklingsstandsning som varigt ophævet funktion af det beskadigede område.

Neurologisk diagnostik søger at besvare to spørgsmål: Hvor i nervesystemet er sygdommen lokaliseret, og hvad er sygdommens natur (fx betændelse eller svulst)? Forsøget på at besvare det første spørgsmål kaldes fokaldiagnostik, som kan være vanskelig i de tilfælde, hvor der er flere sygdomsprocesser til stede samtidig.

Sygdom i nervesystemet opstår oftest i et enkelt område, fx ved hjerneblodprop og hjerneblødning. Sygdom kan også optræde diffust, fx ved hjernebetændelse og følger efter iltmangel, og sygdom kan være spredt i flere områder af nervesystemet, som det er karakteristisk for dissemineret sklerose og for udsæd (metastaser) fra kræft i andre organer, fx lunge- og brystkræft. I nogle tilfælde er sygdom knyttet til et eller flere celle- og ledningsbanesystemer. Dette ses således ved Parkinsons sygdom, hvorunder især basalgangliecellerne degenererer, og ved arveligt betinget balanceusikkerhed (ataksi), hvorunder lillehjernen og dens ledningsbaner svækkes. Ved nervebetændelse er det udelukkende de perifere nerver, der angribes.

På grundlag af en analyse af patientens klager, dvs. de subjektive symptomer, og de ved den neurologiske undersøgelse påviste forandringer, dvs. de objektive symptomer, kan der ofte stilles en lokalisationsdiagnose. Fx vil en halvsidig lammelse med spasticitet og følesvækkelse i den ene legemshalvdel pege på den modsidige storhjernehalvdel som sæde for sygdommen, og kombinationen af en ensidig lammelse og følesvækkelse i ansigtet sammen med en lammelse af armen og benet på den modsatte side tyder på en skade i hjernestammen på samme side som ansigtslammelsen, se også nervesystem. Symptomernes udviklingsmåde er ofte vejledende mht. sygdomsårsagen. Hvis de nævnte symptomer begynder akut, er en blodprop eller en blødning mest sandsynlig, og hvis der samtidig er voldsom, akut hovedpine, kan symptomerne skyldes en blodkarsprængning (se aneurisme).

Sikker neurologisk diagnostik kræver ofte hjælp af andre undersøgelser, fx lumbalpunktur, CT-scanning eller MR-undersøgelse (se neuroradiologi), før planlægningen af en behandlingsstrategi.

Neurologisk undersøgelse er en klinisk undersøgelse til afklaring af neurologiske sygdommes lokalisation og natur. Undersøgelsen indledes med et interview om symptomerne; evt. må de pårørende inddrages, hvis der er tale om epileptiske anfaldsfænomener, eller hvis patienten er bevidsthedssvækket. Interviewet vurderer tillige patientens bevidsthedsplan, opmærksomhedsniveau, intellekt, orientering, tankeindhold, hukommelse, stemning, sprog og udtale, og allerede herefter kan der ofte stilles en symptomdiagnose, fx migræne, epilepsi, afasi eller demens. Derpå følger en almen medicinsk undersøgelse efterfulgt af den egentlige neurologiske undersøgelse, der systematisk gennemgår en række neurologiske funktioner, som de afspejles ved testning af syn, synsfelter, undersøgelse af synsnerverne med oftalmoskop og ved undersøgelse af bevægemønster, muskelkraft, koordination, balance, reflekser, følsomhed for berøring, stik og vibration samt kropssansning (gnose). Ved den neurologiske undersøgelse får man ikke blot værdifulde fokaldiagnostiske informationer, men også ved gentagne undersøgelser vejledning om bedring eller forværring af sygdommen.

Nutidens neurologi står i gæld til væsentlige eksperimentalfysiologiske iagttagelser foretaget i første halvdel af 1800-t., en periode, hvori man også iagttog og beskrev sammenhængen mellem læsioner i hjerne og rygmarv og de deraf følgende symptomer og sygdomme. Den første neurologiske lærebog, Lehrbuch der Nervenkrankheiten des Menschen (1840-46), blev udgivet af den tyske neurolog M.H. Romberg og blev oversat til engelsk i 1853. I sidste halvdel af 1800-t. blev klinisk neurologi i Danmark udviklet af Carl Lange, som betragtes som den første danske neurolog, samt i udlandet af neurologerne J.H. Jackson, W.R. Gowers, Guillaume Duchenne (1806-75), J.M. Charcot og C. Wernicke. I 1900-t. er neurologien videreudviklet med nye undersøgelsesmetoder (lumbalpunktur, neuroradiologiske undersøgelser, CT-scanning, MR-undersøgelse, SPECT-scanning og klinisk-neurofysiologiske undersøgelser). Betydelige behandlingsmæssige fremskridt har ændret sygdomsmønsteret, fx vaccination som forebyggelse af polio, penicillinbehandling af syfilis samt effektive lægemidler i epilepsibehandlingen, ved smertetilstande og mod Parkinsons sygdom.

Dansk Neurologisk Selskab til støtte for fagets udvikling blev stiftet i 1900, og det første danske professorat i neurologi blev oprettet ved Københavns Universitet i 1935.