pagt

En pagt er et forpligtende og ubrydeligt samhørighedsforhold. I Bibelen er pagt et udtryk for forholdet mellem Gud og mennesker.

Ifølge Det Gamle Testamente sluttede Gud efter syndfloden pagt med Noa og lovede aldrig mere at ville udrydde livet på Jorden; som pagttegn satte han regnbuen på Himlen (1. Mosebog, kap. 9). Guds pagt med Abraham havde omskærelsen som pagttegn (1. Mosebog, kap. 15 og 17). Efter udfrielsen af Egypten sluttede Gud pagt med Israel. Pagtens indhold er, at Gud vil være Israels gud, der beskytter folket; Israel skal være hans folk og lyde hans bud. Efter pagtslutningen åbenbarede Gud loven gennem Moses. Pagten med David gjorde dennes slægt til konger (Salmernes Bog, 132).

Ifølge Det Nye Testamente har Gud i forbindelse med Jesu død sluttet en ny pagt med menneskene; en pagt, der efter kristen opfattelse er forudsagt i Det Gamle Testamente (jf. fx Jeremias' Bog, 31,31-34). Det er denne tanke om en ny pagt, der ligger bag betegnelserne Det Nye Testamente og Det Gamle Testamente, idet testamente er en latinsk oversættelse af det græske diatheke, der betyder 'pagt'. Denne nye pagt forkyndes i forbindelse med nadverens indstiftelse (Matthæusevangeliet, 26,28; Markusevangeliet, 14,25; Lukasevangeliet, 22,20).