VOOZH about

URL: https://lex.dk/perikon

⇱ perikon – Lex


Spring til hovedindholdet

perikon

Fra venstre vinget perikon (Hypericum tetrapterum), prikbladet perikon (H. perforatum) og bjergperikon (H. montanum).

Kirsten Tind.
Prikbladet perikon (Hypericum perforatum).
Af Axel Kielland.
Gyldendal.

Perikon, perikum, Hypericum, planteslægt med ca. 370 arter i perikonfamilien, overvejende udbredt i tempererede egne; dog forekommer flere arter i tropiske højbjerge.

Faktaboks

Etymologi
Ordet perikon kommer af græsk hypereikon, af hypo- og ereike 'lyng'.

Det er træer, buske eller flerårige urter med modsatte blade med kirtler. Blomsterne har gule kronblade, der også er forsynet med kirtler. Støvbærerne er samlet i tre eller fem knipper. Frugten er som oftest en kapsel. Kirtlernes indhold kan udtrækkes vha. alkohol til perikonsnaps, der farves mørkt rød, og som fra gammel tid har været tillagt mavestyrkende virkning (se tabel til lægeplanter).

I Danmark vokser syv arter, hvoraf de almindeligste er prikbladet perikon (Hypericum perforatum) og kantet perikon (H. maculatum). Begge arter træffes hyppigt på lysåbne skrænter, overdrev og i vejkanter.

Ekstrakt af perikon anvendes som naturlægemiddel i "grønne lykkepiller" til behandling af lettere nedtrykthed. Der anvendes et standardiseret ekstrakt af prikbladet perikon (Hypericum perforatum), der oftest er dyrket i Centraleuropa eller Chile. Perikon virker på de samme nervecellereceptorer som de syntetiske lægemidler, der anvendes til behandling af depression. Ekstraktet standardiseres efter indholdet af hypericin, som er en anthracenforbindelse, der formodes at være det aktive stof. Det har imidlertid vist sig, at hyperforin, der er et floroglucinolderivat, er en mere aktiv forbindelse. Hyperforin forekommer i variabel mængde i forhold til indholdet af hypericin, hvorfor standardisering efter hypericin er mindre relevant for den tilsigtede virkning. Behandling med perikon medfører ikke bivirkninger i samme omfang, som det kendes fra behandling med de syntetiske lægemidler. Virkningen er ikke fuldt forklaret, men måske betinget af forekomsten af andre stoffer i ekstraktet end de kendte hypericiner og hyperforiner eller måske af et samspil mellem disse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

👁 Den Danske Ordbog logo

Det sker

Påske

Påske er påskekyllinger, påskefrokoster og forhåbentlig påskesol. Påsken er også den største af de jødiske fester samt den ældste og vigtigste kristne fest. Den falder forskelligt fra år til år, men altid i slutningen af marts eller i løbet af april.

👁 Image

Artemis II

Artemis II er den anden opsendelse i Måneprogrammet Artemis, og det er den første bemandede opsendelse i programmet. De fire astronauter ombord på rumkapslen Orion skal afprøve fartøjet i kredsløb om Jorden og ud forbi Månen.

👁 Image

Regeringsdannelse

Regeringsdannelsen er i gang efter det nylige folketingsvalg. Læs om processen frem til etableringen af en ny regering.

Seneste ændringer på Lex

Se al aktivitet 👁 Image