Primaternes nærmeste nulevende slægtninge er muligvis træspidsmusene (tupajaerne) fra SØ-Asien.
primater (Primates)
Ordenen primater inddeles i et antal underordener, overfamilier og familier. Som det fremgår af artiklerne om de enkelte grupper, er systematikken ikke lige klar for alles vedkommende. Nedenstående systematik er benyttet i dette værk.
-
halvaber (Strepsirhini)
- dværglemurer (Cheirogaleidae)
- lemurer (Lemuridae)
- indrier (Indriidae)
- aye-aye (Daubentoniidae)
- lorier (Lorisidae)
-
aber (Haplorhini)
-
vestaber (Platyrrhini)
- sapajuer (Cebidae)
- egernaber (Callitrichidae)
- nataber (Aotidae)
- Pitheciidae
- Atelidae
Tidligere regnedes den meget succesrige gruppe plesiadapiformerne med gnaveragtige fortænder fra Paleocæn og Eocæn i Nordamerika, Europa og Asien for primitive primater, hvilket nu betvivles af mange forskere, bl.a. grundet manglen på negle og benbro bag øjet; tåknoglerne tyder derimod på et slægtskab med kaguanger. Nylige fund af komplette skeletter fra Wyoming i USA viser dog, at visse af formerne ligesom primater var tilpasset et liv i træerne, bl.a. var Carpolestes udstyret med gribefødder og negl på storetåen.
Fossile tænder fra Mellem Paleocæn (ca. 60 mio. år før nu) i Marokko tilhørte sikkert tidlige primater. Fra begyndelsen af Eocæn (ca. 55 mio. år før nu) dukker mere komplette skeletter op i Nordamerika, Europa, Asien og Nordafrika af dels de halvabelignende adapoider, dels de spøgelsesabelignende omomyoider. Det basale tandsæt i begge grupper bestod i hver kæbehalvdel af to fortænder, en hjørnetand, fire forkindtænder og tre bagkindtænder, hvoraf første forkindtand efterhånden reduceredes bort i de forskellige udviklingslinjer.
Lugtaber med pelsrensende tandkam i underkæben kendes først fra Tidlig Miocæn (ca. 20 mio. år før nu) i Østafrika, mens grenen af synsaber, dvs. spøgelsesaberne og de højere aber, kan spores tilbage til Midt Eocæn i Kina samt Eocæn-Oligocæn-grænsen (33,7 mio. år før nu) i Egypten fra lokaliteten al-Fayyum. Her fandtes en rig tropisk fauna domineret af primater, deriblandt primitive typer af højere aber (parapitheciderne) samt de ældste kendte østaber (propliopitheciderne) med kun to forkindtænder.
De højere abers oprindelse er kommet under debat med de mange nye fossilfund fra Eocæn i Kina og SØ-Asien. Stamformen til vestaberne skal dog nok findes i Afrika, hvor især et skelet benævnt Proteopithecus fra al-Fayyum viser ligheder med små vestaber. Deres forfædre må således have krydset Atlanten til Sydamerika, hvis tidligste fossiler er den lille Branisella fra Sen Oligocæn (ca. 26 mio. år gammel), fundet i Bolivia. I 1830'erne fandt den danske naturforsker P.W. Lund i en brasiliansk hule over 10.000 år gamle lemmeknogler af en uddød edderkopabe, Protopithecus, som med en vægt på ca. 25 kg var dobbelt så stor som den største nulevende vestabe.
Det tidligste fund af hundeaber (udviklingsgrenen af østaber, som ikke er menneskeaber) er en tværkølet kindtand af Victoriapithecus fra Tidlig Miocæn fra Østafrika (19 mio. år); 15 mio. år gamle skeletdele viser, at denne lille art (3-5 kg) var langsnudet og både levede på jorden og i træer, havde sædepuder og var tilpasset en kost af hårde frugter og frø.
Først fra Sen Miocæn findes mere avancerede bladaber specialiseret i at spise blade, og den moderne diversitet i hundeabers størrelse og levemåde er opstået siden Pliocæn, inden for de seneste 5,3 mio. år.
De ældste kendte fossiler på hominoidernes udviklingsgren er til gengæld af den 40-50 kg tunge Moropithecus (ca. 21 mio. år gammel) fra Østafrika, hvis træk i skulder, ryghvirvler og knæ tyder på hængende (suspensoriske) bevægelser i træerne, dog ikke helt så avanceret som hos nutidens menneskeaber. En lang række arter uden disse specialiseringer, proconsuliderne, udgør muligvis en selvstændig udviklingslinje af østaber.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.