rygmarven

To af benene i H'et løber fremad og kaldes forhornene (ventralhornene). Her findes karakteristiske grupper af store, stjerneformede nerveceller (motoriske forhornsceller eller motorneuroner). Deres nerveudløbere (axoner) danner tynde bundter (fila radicularia), som samles i bundter af nervefibre, som giver danner den forreste nerverod (radix anterior), der innerverer skeletmuskulatur.

De bageste "ben" i H-figuren kaldes baghornene (dorsalhornene). Her løber de bageste (dorsale) nerverødder ind til rygmarven. Disse nerverødder er axoner, der er projektioner fra spinale ganglier beliggende i umiddelbar nærhed af rygmarven.

Gangliecellerne er såkaldt pseudounipolære nerveceller, hvoraf det ene axon udgøres af føromtalte projektion til rygmarven, mens det andet axon ofte ender langt ude i kroppen, hvor det fungerer som meddeler for sensoriske input, fx signaler om påvirkning fra tryk, berøring, vibrationer, smerte, temperatur, ændring i leddenes stillinger. En interessant egenskab ved disse pseudounipolære nerveceller er deres længdeforhold; Nervecellerne kan forløbe fra tæerne til rygmarven, hvor de ikke danner synapse før højt i rygmarven på overgangen til hjernestammen. Derved kan nervecellen antage en længde på omkring 1,5 meter, og disse nerveceller er dermed med afstand legemets længste celler.

Effekterne af sådanne skader ændrer sig med tiden efter, at skaden opstod. Umiddelbart efter skaden er personen fuldstændig lammet og følelsesløs i hele den del af kroppen, der får sin nerveforsyning fra rygmarven nedenfor læsionsstedet. Samtidig optræder tab af alle rygmarvsreflekser og med det også manglende evne til at tømme blæren. I denne tidlige fase kan al aktivitet i den isolerede del af rygmarven være fuldstændig slukket (spinalt shock). Efter nogle dage eller uger vender de spinale reflekser ofte gradvist tilbage.

Tværsnitlæsionens lokalisation i forhold til rygmarvens niveau spiller en afgørende rolle for sygdomsforløbet. Hvis skaden sidder højt i halsdelen af rygmarven, tabes åndedrætsbevægelserne, og personen vil have brug for kontinuerlig respiratorbehandling for at opretholde livet. Skader på lavere halsniveau medfører manglende kontrol og tab af følelse i både arme og ben. Der findes ingen muligheder for at reetablere impulsledningen i rygmarvens nervebaner afbrudt ved skadestedet.