skepticisme

Skepticisme, filosofisk opfattelse, der benægter muligheden af objektiv eller sikker viden. Mange antikke filosoffer har givet udtryk for tvivl om menneskets mulighed for at erkende verden. Protagoras, Demokrit og Sokrates var skeptikere hver på sin vis, mens Platon forlod Sokrates' tvivl. I 200-t. f.Kr. opstod i Akademiet, Platons skole, den akademiske skepsis under Arkesilaos og siden Karneades.

I 1. årh. f.Kr. grundlagde eller genoplivede Ainesidemos den pyrrhoniske skepsis (efter Pyrrhon fra Elis) i protest mod, at man i Akademiet forlod skepticismen. Hvor den akademiske skepsis mest var interesseret i fagfilosofisk diskussion af den teoretiske mulighed for viden, var den pyrrhoniske skepsis interesseret også i muligheden for praktisk at leve skepticismen ud. Begge skoler anbefalede epoche, dvs. at man undlader at tilslutte sig nogen bestemt mening om noget. Kendskabet til antik skepticisme bygger navnlig på Ciceros Academica og Sextus Empiricus' værker.

I løbet af 1500-t. blev de antikke skeptikere kendt i Europa. Erasmus af Rotterdam brugte i 1520'erne skeptiske argumenter for at imødegå Martin Luther, og Montaigne argumenterede i sit store essay Forsvar for Raimond Sebond (trykt 1580) for, at vi kun kan have sikker viden om vort eget jeg. I 1600-t. imødegik René Descartes en ekstrem skepticisme, fordi skepsis da også ville gælde skepticismen selv. Hos Pierre Bayle kunne samtiden finde et utal af skeptiske argumenter imod traditionelle dogmer.

David Hume anførte i 1700-t. en række skeptiske argumenter imod muligheden af en erkendelse vha. fornuften. Immanuel Kant indvendte mod Hume, at "problemet er ikke, om erkendelse er mulig, thi der foreligger sikker viden, men at det snarere er, hvordan den kan være mulig". I moderne tid forbindes skepticisme ofte med religiøs skepsis.

Se også fornuft og tro og viden.