steroider

Kolesterol er det dominerende steroid i den dyriske organisme. Det findes i betydelige mængder i alle celler, i deres membraner og i blodplasma og er desuden modersubstrat for syntesen af de øvrige steroider, bl.a. binyrebarkhormoner, kønshormoner samt pro-vitamin-D.

Steroidhormonerne og D-vitamin har generelt den samme cellulære virkningsmåde. De passerer pga. deres fedtopløselighed forholdsvis nemt dyriske cellemembraner, hvorefter de i målcellens cytoplasma bindes til et receptorprotein. Hvert steroidhormon eller D-vitamin har sin egen receptor. Steroid-receptor-komplekset bindes herefter i cellekernen til specifikke områder af DNA, hvorved forskellige geners aktivitet reguleres. Hvert steroidhormon eller D-vitamin regulerer således bestemte gener.

Steroide hormoner finder udbredt anvendelse i sygdomsforebyggelse og -behandling. Siden opdagelsen i 1949 af binyrebarkhormonet kortisons markante virkning ved kronisk leddegigt samt ved talrige andre sygdomstilstande, bl.a. mod allergi, har forbruget af steroider været i stærk vækst. Denne udvikling er blevet forstærket af p-pillen, hvis aktive bestanddele udgøres af østrogene og gestagene steroidhormoner, hunlige kønshormoner. Derivater af androgener, de hanlige kønshormoner, anvendes som muskelopbyggende stoffer og kan give skader (se anaboliske steroider). Se også binyrebarkhormoner.

Den tekniske fremstilling af steroide hormoner sker oftest halvsyntetisk med udgangspunkt i naturligt forekommende, let tilgængelige steroider, fx stofferne diosgenin (fra rødderne af en mexicansk yamsart), stigmasterol (fra sojaolie) og kolesterol (fra bl.a. hjerne- og rygmarvsvæv). Udgangsmaterialerne omdannes til de ønskede produkter ved kemiske og mikrobiologiske processer. Således omdannes diosgenin ved en enkel og billig kemisk firetrinsproces til progesteron, hvis derivater er af stor betydning som bestanddel af svangerskabsforebyggende midler. Enkelte steroide hormoner fremstilles helsyntetisk.