syngespil

Syngespil, teaterstykke, oftest en komedie, med et væsentligt indslag af sange. Betegnelsen Singspiel blev i anden halvdel af 1700-tallet brugt om tysksprogede operaer af alle genrer, som havde talt dialog snarere end sungne recitativer. Denne genre, som nåede et højdepunkt med Wolfgang Amadeus Mozarts Bortførelsen fra seraillet (1782) og Tryllefløjten (1791), er ikke at forveksle med syngespil. En del operetter kan dog betegnes som syngespil.

Christian VIIs franske hoftrup opførte franske syngespil i 1770'ernes København, hvor genren i de følgende årtier vandt stor yndest på Det Kongelige Teater. Genren slog dog først for alvor igennem, da J.A.P. Schulz 1787 blev kapelmester på Det Kongelige Teater og i kølvandet på landbrugsreformerne samarbejdede med forfatteren Thomas Thaarup om de nationale syngespil Høstgildet 1790, Peters bryllup 1793 og Indtoget 1793. P.A. Heiberg fik en af sine få uomtvistelige succeser med sit og komponisten Claus Schalls syngespil Kinafarerne 1792. Den nationale tone fortsatte i 1800-tallet bl.a. med C.E.F. Weyse og Oehlenschlägers nationale syngespil Sovedrikken 1809 og Ludlams hule 1814.

Syngespillet kom til et slags slutpunkt i Weyse og Johan Ludvig Heibergs Et eventyr i Rosenborg Have 1827, af forfatteren dog selv betegnet som operette. Se også Musik på scenen.