træthed

Perioder med længerevarende konstant træthed, uden påviselig sygdom, forekommer på et eller andet tidspunkt i livet hos 25 % af befolkningen. Årsagen til denne langvarige træthed kan være en netop overstået infektionssygdom eller en ikke erkendt depression.

Træthed forekommer ofte sammen med andre symptomer, fx ofte sammen med depression, angst og smerter, andre symptomer som søvnbesvær (insomni), koncentrationsbesvær og nedsat humør, uden at mekanismerne hertil kan beskrives.

Der beskrives ofte undertyper af træthed, herunder træthed knyttet til bevægelsessystemet, især muskulaturen, evt. lokalt som rygtræthed.

Udtrætning er en generel reaktion for mange biologiske processer efter intensivt og langvarigt arbejde, fordi stofskiftekravene ikke kan indfries.

Træthed kan opleves som et velvære efter en forberedt og vellykket anstrengelse, og denne form for træthed kan, for idrætsudøveren, være en vejledende målestok for optimal træning. Langt hyppigere er træthed en negativ oplevelse og kan ledsages af modløshed, irritabilitet og især efter ekstrem udmattelse af fortvivlelse. Grænsen for træthed (træthedstærsklen) varierer individuelt, og hos den enkelte person varierer den fra tid til anden. Træthedstærsklen nedsættes ved mangel på føde, væske og søvn, ved et for hurtigt arbejdstempo, uhensigtsmæssige arbejdsstillinger og ved mangelfuld motivation. Disse forhold svækker koncentrationsevnen og dømmekraften, arbejdstempoet og præstationsniveauet daler, og bevægelserne bliver usikre med risiko for ulykker.

Træthed er et almindeligt symptom i forbindelse med og i forløbet efter mange infektionssygdomme, hvilket kaldes postviralt træthedssyndrom. Det er beskrevet efter talrige bakterielle sygdomme og virussygdomme, fx mononukleose, bornholmsk syge og coronainfektioner (COVID-19). Træthed ses også som led i mange sygdomme herunder psykiatriske lidelser, bindevævssygdomme, neurologiske lidelser mv.

Ved mange medicinske sygdomme, fx blodmangel (anæmi), skjoldbruskkirtelsygdomme med for højt eller for lavt stofskifte, nedsat produktion af binyrebarkhormoner, svækket hjerte-, lever- og nyrefunktion samt i det sene forløb af mange kræftsygdomme kan træthed være et markant symptom.

Ved neurologiske sygdomme som fx multipel sklerose eller efter blodprop i hjernen angiver mere end 2/3 af patienterne træthed, ofte i invaliderende grad.

Abnorm, sygelig muskeltræthed kan i sjældnere tilfælde være udtryk for sygdom, der kan bestemmes ved klinisk-biokemisk-neurofysiologiske undersøgelsesmetoder.

Psykisk betinget træthed forekommer hyppigt ved depression og ved angsttilstande. Asteni er en tilstand, der med betydelige kulturelle variationer, forekommer i to typer: Ved den ene, psykasteni, drejer det sig om en psykisk trætbarhedstilstand, og ved den anden, neurasteni, er der en følelse af konstant fysisk svækkelse samt tendens til udmattelse efter ringe anstrengelse, ofte ledsaget af muskelsmerter og manglende evne til at afslappe musklerne.

Kronisk træthedssyndrom er en betegnelse, som har været anvendt siden 1988 for en tilstand med invaliderende fysisk og psykisk træthed og abnorm trætbarhed, som har bestået i mere end seks måneder, og som i nogle tilfælde kan være fulgt efter en infektion eller infektionslignende sygdom. Det er omstridt, hvorvidt dette kroniske træthedssyndrom er en egentlig sygdom, og afgrænsningen mod andre sygelige tilstande som neurasteni, fibromyalgi, depression og hypokondri er vanskelig.

• søvn
• søvnforstyrrelser
• postviralt træthedssyndrom