Poul Hartling (14. august 1914 – 30. april 2000) var en dansk politiker og statsminister fra 19. december 1973 til 13. februar 1975. Han blev første gang valgt til Folketinget for Venstre i 1957 og forlod Folketinget igen i 1960, men kom tilbage i 1964, og placerede sig derefter hurtigt centralt i partiet. I 1964 blev han formand for Venstre på Sjælland-Bornholm og fire år senere efterfulgte han så Erik Eriksen som partiets leder. Han var udenrigsminister i VKR-regeringen fra 1968 til 1971. Hartling blev statsminister efter jordskredsvalget i 1973, men efter 14 måneder måtte han overlade posten til Anker Jørgensen.

Hartling blev i 1977 Storkorsridder af Dannebrogordenen. Han var FN's flygtningehøjkommissær fra 1978-1985. I 1981 modtog han Nobels Fredspris på vegne af UNHCR.

I 1997 offentliggjorde Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI), at Poul Hartling i forbindelse med Thuleulykken blev orienteret om, at statsminister H.C. Hansen i 1957 havde tilladt opmagasinering af amerikanske atomvåben i Grønland. Hartling havde dog hele tiden benægtet, at han modtog denne information.^[1] Hartling døde den 30. april 2000 efter længere tids sygdom, han blev 85 år.

Poul Hartling blev født i Sundby, København som søn af skoleinspektør Mads R. Hartling, der blev undervisningsminister i Knud Kristensens regering 1945-47. Poul Hartling gik til 5. klasse i Østrigsgade Skole, hvor begge hans forældre var lærere. Han blev cand.theol. fra Københavns Universitet i 1939 og i 1945 lærer, og efter at have været både præst og underviser blev han i 1950 forstander og siden rektor for Zahles Seminarium.

Han blev valgt til Folketinget for Venstre i 1957, men faldt ved valget i 1960. I 1964 kom han igen i tinget, og da Erik Eriksen 24. maj 1965 gik af som formand for folketingsgruppen og som partiformand, overtog Poul Hartling begge poster kort tid efter. I "Svanningetalen" nærmede han sig Det Radikale Venstre, og da Jens Otto Krags socialdemokratiske mindretalsregering måtte træde tilbage i 1968, dannedes VKR-regeringen under Hilmar Baunsgaard, og Hartling blev udenrigsminister i fire år.

Han dannede en Venstre-mindretalsregering efter valget i 1973, det såkaldte jordskredsvalg, selv om Venstre havde mistet otte mandater. Regeringen havde danmarkshistoriens mindste opbakning med kun 22 venstremandater bag sig, men der blev ikke konstateret et flertal mod regeringen. Hartling udskrev valg i 1975, og selv om Venstre næsten fordoblede sit mandattal, var det Anker Jørgensen, der nu dannede en socialdemokratisk regering. En borgerlig firkløverregering var ellers under opsejling, men Hartling valgte til sidst at give op, da den ville blive afhængig af Mogens Glistrup og hans Fremskridtspartiet.

Efter et valgnederlag i 1977 gik Poul Hartling ud af dansk politik og blev FN's flygtningehøjkommissær fra 1978 til 1985. På vegne af FN's flygtningearbejde modtog han i 1981 Nobels Fredspris.

Poul Hartling var politisk aktiv i en høj alder. I 1987-89 var han rådsformand for Dansk Center for Menneskerettigheder og fra 1990 til 1995 var han formand for Udenrigsministeriets Demokratifond.

På sine ældre dage udarbejdede han og fruen krydsordsopgaver til Weekendavisen.^[2]

Tildelt storkorset af Dannebrog 13.12.1977.^[3][4]

Poul Hartling er begravet på Hørsholm Kirkegård.^[5]

• Poul Hartling på Folketinget hjemmeside