Hans Scherfig

Hans Scherfig sprang sent ud som skønlitterær forfatter med den ironiske kriminalroman Den døde Mand (1937) fra et bohememiljø og Den forsvundne Fuldmægtig (1938) om embedsmanden, der søger at undslippe det borgerlige livs trædemølle, men først finder ro i fængslets tryghed.

Den forsvundne Fuldmægtig blev filmatiseret i 1971 med Ove Sprogøe i hovedrollen som Teodor Amsted. I filmen hører man Hans Scherfig som fortæller, og han medvirker desuden i statistrollen som en af fangerne ved fængselskirkens gudstjeneste.

Det forsømte Foraar (1940), som tilspidser forfatterens erfaringer fra Metropolitanskolen, tegner skolens tyranni, der afretter en årgang studenter til fordomsfulde og livsfjerne samfundsstøtter. Oplevelsen af opdragelsens forkrøblende normer blev motoren bag hele forfatterskabet. Romanen blev filmatiseret i 1993 af Peter Schrøder med Frits Helmuth i rollen som lektor Blomme og Tomas Villum Jensen og Jesper Langberg i hovedrollerne som hhv. den unge og den gamle Edvard Ellerstrøm.

Personer fra disse bøger går igen i de indbyrdes sammenhængende Idealister (1945) og Frydenholm (1962). Den første skildrer en moralsk oprustet godsejer og en stribe af tidens åndelige modebevægelser, sværmere og fantaster. Den anden indsætter godsejeren og andre anløbne personer i et bredt billede af Danmark 1939-1946 og modstiller Besættelsens opportunister med de idealistiske kommunister, som regeringen forråder til tyskerne. Store dele af romanens stof er hentet fra samtidige dokumenter.

Indimellem kom Skorpionen (1953), der — inspireret af tidens Edderkopsag om sortbørs og korruption — angriber politi, presse, retssystem og administration.

Ved siden af romanerne udfoldede Hans Scherfig et omfattende essayistisk-journalistisk forfatterskab. Amatørnaturforskerens interesser præger almanakken Dammen (1956), der følger insekternes dagligliv i et nordsjællandsk vandhul, og essaybindene På vej ind i vandmanden (1951) og Naturens uorden (1965), hvor naturens nådesløse alle-mod-alle sammenlignes med kapitalismens samfund.

Som et led i aktionen mod danske kommunister blev Hans Scherfig d. 22 juni 1941 anholdt af dansk politi i sit hjem og senere indsat i Vestre Fængsel. På dette tidspunkt havde han kun 1/36 af normalt syn som følge af grå stær på begge øjne. Han blev indlagt til behandling på øjenafdelingen på Finsen Hospitalet og undgik derved internering i Horserødlejren.

Efter Besættelsen blev Hans Scherfig sammen med Otto Gelsted og Hans Kirk en vigtig del af Danmarks Kommunistiske Partis kulturpolitik som medlem af Centralkomitéen og stjernemedarbejder ved Land og Folk.

Polemiske kommentarer herfra er optrykt i Årbog 1966-1978 (13 bind), mens kulturkritiske essays er samlet i Den gloende drage over Roskilde (1959), Den fattige mands bil (1971) og Månen og trediveårskrigen (1972).

Hans Scherfig definerede selv sin position med treklangen marxisme, rationalisme, humanisme. Arven fra græsk humanisme og oplysningstidens fornuftstro så han videreført i Karl Marx' teori, og kommunismens utopi om det gode menneske i det klasseløse samfund så han realiseret i Sovjetunionen.

Landet fremstår fx som en enlig idyl midt i en rovdyrverden i rejsebøgerne Rejse i Sovjetunionen (1951), Det befriede Rumænien (1953), Hos kirgiserne (1965) og I morgenrødens land (1971) fra Grusien. Sovjetunionens imperialisme i Østeuropa og afsløringerne af GULag anfægtede aldrig den halsstarrige partisoldat.

Scherfigs hovedtema er kapitalismens "forvaltede menneske", der flygter fra friheden og den ægte livsudfoldelse, men selv søgte han hele livet sin autoritet hos det sovjetiske Politbureau i Kreml.

I sit kultursyn forener han primitiv kritik af psykoanalyse og jazz (som i Idealister) og modernisme (som i kunstnerromanen Den fortabte abe, 1964) med sine egne vidtgående eksperimenter i kunstnerisk formsprog, collageteknik og litterær komposition, der også løfter hans romaner over den politiske propaganda.

• dansk litteratur
• dansk billedkunst i starten af 1900-tallet
• dansk billedkunst efter 1945