Hans Scherfig sprang sent ud som skønlitterær forfatter med den ironiske kriminalroman Den døde Mand (1937) fra et bohememiljø og Den forsvundne Fuldmægtig (1938) om embedsmanden, der søger at undslippe det borgerlige livs trædemølle, men først finder ro i fængslets tryghed.
Den forsvundne Fuldmægtig blev filmatiseret i 1971 med Ove Sprogøe i hovedrollen som Teodor Amsted. I filmen hører man Hans Scherfig som fortæller, og han medvirker desuden i statistrollen som en af fangerne ved fængselskirkens gudstjeneste.
Det forsømte Foraar (1940), som tilspidser forfatterens erfaringer fra Metropolitanskolen, tegner skolens tyranni, der afretter en årgang studenter til fordomsfulde og livsfjerne samfundsstøtter. Oplevelsen af opdragelsens forkrøblende normer blev motoren bag hele forfatterskabet. Romanen blev filmatiseret i 1993 af Peter Schrøder med Frits Helmuth i rollen som lektor Blomme og Tomas Villum Jensen og Jesper Langberg i hovedrollerne som hhv. den unge og den gamle Edvard Ellerstrøm.
Personer fra disse bøger går igen i de indbyrdes sammenhængende Idealister (1945) og Frydenholm (1962). Den første skildrer en moralsk oprustet godsejer og en stribe af tidens åndelige modebevægelser, sværmere og fantaster. Den anden indsætter godsejeren og andre anløbne personer i et bredt billede af Danmark 1939-1946 og modstiller Besættelsens opportunister med de idealistiske kommunister, som regeringen forråder til tyskerne. Store dele af romanens stof er hentet fra samtidige dokumenter.
Indimellem kom Skorpionen (1953), der — inspireret af tidens Edderkopsag om sortbørs og korruption — angriber politi, presse, retssystem og administration.
Ved siden af romanerne udfoldede Hans Scherfig et omfattende essayistisk-journalistisk forfatterskab. Amatørnaturforskerens interesser præger almanakken Dammen (1956), der følger insekternes dagligliv i et nordsjællandsk vandhul, og essaybindene På vej ind i vandmanden (1951) og Naturens uorden (1965), hvor naturens nådesløse alle-mod-alle sammenlignes med kapitalismens samfund.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.