rationalisme

Begrebet rationalisme, der især er knyttet til oplysningstidens idealer, prægede protestantisk teologi ca. 1750-1830. Rationalistiske præster og lærere ønskede at fremstille kristendommen som hjælpemiddel til et lykkeligt liv og en moralsk samfundsorden.

Deres pligt til at forkynde kristendom tolkede de som et ansvar for folkets oplysning og opdragelse. Den teologiske opgave bestod i at vise samhørigheden mellem religion og fornuft: At mennesker ikke kan komme til fornuft og moral uden en religiøs vished, og at religion kun er forsvarlig som virkeliggørelse af fornuftens idealer.

Dette medførte en dybtgående omfortolkning af kristendommen. Man tog afstand fra dogmer uden praktisk værdi såsom treenighed og Kristi guddommelige natur, og man bestred de lærepunkter, som man fandt moralsk anstødelige, især nedarvet synd, stedfortrædende lidelse og skænket retfærdighed.

Rationalismen viste, at den kristne dogmatik var et produkt af kirkehistorien og ikke nedfældet i teksterne. Med arbejdet med at frilægge den oprindelige historiske mening af især evangelierne ydede rationalisterne et betydeligt bidrag til opkomsten af kritisk sprogvidenskab og historieforskning.

Rationalismen, der havde stor indflydelse i alle protestantiske lande, bekæmpedes af pietisme (personlig livsfornyelse gennem frelsens oplevelse) og supranaturalisme (kristendommen står for det, som overgår det kendte og forstandige), senere af idealisme og romantisme. Opkomsten af en sekular humanisme i 1800-tallet gjorde den teologiske rationalisme overflødig.