VOOZH about

URL: https://lex.dk/Herodes_den_Store

⇱ Herodes den Store - Konge over Judæa og Palæstina - Lex


Spring til hovedindholdet

Herodes den Store

Faktaboks

Herodes den Store

Herodes 1.

Født
73 f.v.t.
Død
4 f.v.t.
Levetid - kommentar
ca.

Herodes den Store var konge over Judæa og Palæstina fra 37 f.Kr., af navn allerede fra 40 f.Kr. Historikeren Josefus beretter, at Herodes var søn af Antipater, en magtfuld fyrste i Idumæa, og en arabisk prinsesse ved navn Cypros. Til trods for, at Antipater var overgået til jødedommen, anså jøderne Herodes og hans slægt for fremmede.

Gennem en konsekvent proromersk politik opnåede Herodes i lighed med sin far tidligt stor indflydelse i Judæa og Jerusalem. I 40 f.Kr. kom det til et opgør med den hasmonæiske fyrste Antigonos, som støttede sig til partherne. Herodes flygtede til Rom, hvor Marcus Antonius og Octavian gjorde ham til jødernes konge; først tre år senere havde Herodes opnået den reelle magt i Palæstina.

Gennem hele sin regeringstid, 37-4 f.Kr., holdt Herodes fast ved alliancen med Rom, idet det lykkedes ham at overføre sit venskab med Antonius til Augustus. På dette grundlag gennemførte Herodes en samling af hele Palæstina, en dynamisk økonomisk udvikling af sit store rige og et storslået byggeprogram; det kom bl.a. til en storstilet ombygning af Jerusalems tempel og til fæstningsopførelser som Masada, hvoraf imponerende rester stadig findes.

I forholdet til sine jødiske undersåtter og sin egen store familie havde Herodes en mindre heldig hånd. Hans anden hustru, dronning Mariamme 1., samt flere af hans sønner og en del slægtninge blev dræbt, og hans forhold til rigets jødiske indbyggere synes at være blevet stadig mere anstrengt. Som en mulig afspejling heraf står Matthæusevangeliets beretning om Jesu fødsel og barnemordet i Betlehem.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Ny testamente

Mogens Müller
Professor emeritus, dr.theol., Københavns Universitet
👁 Den Danske Ordbog logo

Det sker

Påske

Påske er påskekyllinger, påskefrokoster og forhåbentlig påskesol. Påsken er også den største af de jødiske fester samt den ældste og vigtigste kristne fest. Den falder forskelligt fra år til år, men altid i slutningen af marts eller i løbet af april.

👁 Image

Artemis II

Artemis II er den anden opsendelse i Måneprogrammet Artemis, og det er den første bemandede opsendelse i programmet. De fire astronauter ombord på rumkapslen Orion skal afprøve fartøjet i kredsløb om Jorden og ud forbi Månen.

👁 Image

Regeringsdannelse

Regeringsdannelsen er i gang efter det nylige folketingsvalg. Læs om processen frem til etableringen af en ny regering.

Seneste ændringer på Lex

Se al aktivitet 👁 Image