Judæa

Judæa var den del af Palæstina, der i den israelitiske kongetid var kendt som Juda og i den eftereksilske tid som Jehud, og hvis hovedstad var Jerusalem.

Makkabæeropstanden førte i 142 f.Kr. til et selvstændigt Judæa under det hasmonæiske dynasti. Det annekterede naboområderne, men var plaget af dynastiske stridigheder og af uroligheder forårsaget af jødiske traditionalisters vrede over herskernes hellenistiske optræden. Judæa blev erobret af Pompejus i 63 f.Kr. og blev herefter styret af romerske klientkonger, bl.a. Herodes 1. den Store, under hvem riget fik næsten samme størrelse som på kong Davids tid. I 6 e.Kr. blev det sammen med Samaria og Idumæa gjort til romersk provins under navnet Judaea.

Romerne accepterede jødernes religion og gav dem fritagelse for at deltage i kejserkulten; men i mange jøders øjne var det romerske herredømme uacceptabelt. I 66 e.Kr. udbrød der oprør, som efter blodige kampe blev knust af kejserne Vespasian og Titus og endte med Jerusalems og templets ødelæggelse. Efter nye uroligheder rejstes i 132 et nyt oprør ledet af Simon Bar Kochba. Efter tre års kampe blev oprøret slået ned. Jerusalem blev gjort til en romersk by, jøderne fik forbud mod at opholde sig i selve Judæa, og provinsen fik navnet Syria Palæstina.

Judæa-Samaria er i dag den israelske betegnelse for Vestbredden, som Israel siden 1967 har besat. Området omfatter bl.a. de vigtige byer Jerusalem og Hebron.