Hollywood

Edisons patent på filmteknologien på den amerikanske østkyst samt Californiens behagelige og stabile klima gjorde, at mange filmselskaber flyttede vestpå. Her var der en lille uforstyrret by et par kilometer nord for Los Angeles, som blev populær blandt filmselskaberne — Hollywood.

D.W. Griffith, en af de største amerikanske filmskabere i begyndelsen af 1900-tallet, begyndte at producere film her, og langsomt blev en lang række andre instruktører og filmskabere, heriblandt også europæiske instruktører, tiltrukket af området og dets forudsigelige solskin. Med rigeligt plads opstod Hollywood, som vi kender det i dag.

Den klassiske Hollywood-film blev etableret i løbet af 1930'erne efter fremkosten af tale- og lydfilmen. Studiesystemet voksede frem, bestående af fem store ‘majors’: MGM (Metro-Goldwyn-Meyer), Paramount Pictures, Warner Bros. Pictures, 20th Century Fox og RKO. Alle fem selskaber ejede et produktionsstudie, en distibutionskæde samt en lang række biografer.

Desuden var der tre ‘minors’: Universal Pictures, Columbia Pictures og United Artists, som havde mindre produktionsstudier og kun få biografer.

Studiesystemet kendetegnedes ved at benytte en lang række genkendelige elementer: de samme fortælleteknikker, de samme genrer, de samme skuespillere og instruktører. Det skabte både et meget homogent produkt og håndværk af høj kvalitet. Den kombination har fået filmprofessoren Thomas Schatz til at erklære Hollywoods studiesystem en genistreg. Hollywoodfilm er overordnet set af meget høj kvalitet, især dem fra 1930'erne.

I 1948 erklærede den amerikanske højesteret Hollywood-systemet for et monopol, og dermed skulle det ændres. Baggrunden var, at Hollywood-selskaberne havde, hvad der kaldes vertikal integration — de ejede både produktionssiden, distributionssiden, samt fremvisningssiden (biograferne). Det er konkurrenceforvridende. Problemet blev hurtigt løst ved at sælge biografkæderne fra, men det kom til at fungere som begyndelsen på slutningen.

Efterkrigstiden i USA var præget af mange kulturelle og samfundsmæssige forskydninger. Generel velstand ændrede samfundsstrukturer, nye publikumssegmenter opstår og blandt andet teenager-generationen og fjernsynet vinder frem både teknologisk og kulturelt. Pludseligt var der alternativer til biografen og filmens nærmest totale kulturelle dominans.

Teknologiske landvindinger som farvefilm, bredformat, 3D-film, smell-o-vision og mange andre tiltag ændrede ikke på, at den klassiske Hollywood-æra var forbi, og den klassiske fortællestil falmede. Filmselskaberne havde svært ved at nå publikum, og mange følte, at Hollywood-filmen mistede relevans.

I slut-1960'erne og frem skete der to revolutioner nærmest i parallel. En lang række unge instruktører fik adgang til at lave film, fordi de etablerede instruktører ikke var i stand til at skabe sikre succeser — systemets geni er svækket. Francis Ford Coppola, John Cassavetes, Martin Scorsese, Arthur Penn, Dennis Hopper, George Lucas, Terrence Malik, Steven Spielberg, Alan J. Pakula, Sidney Lumet og mange flere begyndte at lave film, som var markant anderledes end den klassiske Hollywoodfilm.

Filmene er kendetegnet ved at kredse om karakterer og temaer, som ikke var accepterede i det klassiske system; ofte er hovedpersonerne på kanten af samfundet og fortællingerne udfordrer en række tabuer. Samtidigt afviger en del af disse film og instruktører i højere grad fra den kanoniske fortællestil. Dette var det nye Hollywood, som i høj grad lånte både fra europæiske filmtraditioner og den amerikanske filmhistorik.

Den anden revolution skete i overlap med den første og havde nogle af de samme instruktører — især George Lucas og Steven Spielberg. Det var ‘high concept’-film, ofte med fokus på spektakulære sekvenser og højteknologiske visuelle effekter. Den arketypiske ‘high concept’-film er Spielbergs Jaws fra 1975, hvor filmens præmis er meget simpel — en haj terroriserer en fredelig badeby — og derfor nemt kan forklares og ikke mindst reklameres for. Den arketypiske spektakulære film er Lucas’ Star Wars fra 1977, hvor fortællingen træder i baggrunden til fordel for de visuelle effekter. Dette var blockbusterfilmen, en ny form, hvor publikum skulle overrumples snarere end underholdes.

Tilsammen kan disse film anses for at være post-klassiske Hollywoodfilm, da de i langt højere grad, om end på hver deres måde, afviger fra den klassiske Hollywoodfilm og dens fortællestil.

I dag domineres skærmene af transmedieuniverser. Dette fænomen begynder med Wachowski-søstrenes The Matrix fra 1999. Selve filmen The Matrix bliver skelsættende gennem dens brug af bullet time-effekter, i bund og grund superlangsomme billeder. Ligeledes danner den skole ved at sprede sig ud over en række forskellige platforme efter dens succes — anime-filmen The Animatrix er en række animerede kortfilm, som udvider filmens fortælleunivers og giver fans noget at engagere sig i, mens de venter på efterfølgerne. Ligeledes er der en række hjemmesider, som giver spor til filmenes fortælling. Desuden kommer Wachowski-søstrene fra en independent baggrund med deres første film Bound. Dette starter en anden trend i det 21. århundredes Hollywood: Mange af de store filmselskaber finder en succesfuld independent-instruktør og giver dem adgang til blockbuster-film.

The Matrix lægger kimen for de til tider meget lange føljetonfortællinger, som trækker på et fælles fiktionsunivers. Her er det Marvel Cinematic Universe, som fremstår mest markant og succesfuldt, men Star Wars-universet er også værd at bemærke. Fælles for disse mange fiktionsuniverser er en relativ høj fortælletæthed, hvor vigtige detaljer er spredt ud over mange forskellige film. Dette kræver en del engagement af publikum — man er nødt til at se alle film inden for fiktionsuniverset for at forstå fortællingen fuldt ud. Dette kan være forretningsmæssigt fordelagtigt, da man dermed ideelt set sælger flere billetter. Som de mange fejlslagne fiktionsuniverser viser (Universals Dark Universe, John Carter, The Golden Compass, The Lone Ranger, The Dark Tower, Warcraft) er det langtfra en sikker formel.

Mange af disse fiktionsuniverser er baseret på superhelte, men superheltfilmene har også floreret uden for disse større fiktionsuniverser. Film som Chronicle, Unbreakable, The Incredibles, Fast Color og Kick-Ass er blandt disse. Selvom der absolut fandtes superheltefilm før 2000, er det en genre, som har kronede dage i 2000'ernes første årtier. Langt størstedelen af disse film er actionfilm, typisk med en overvægt af visuelle effekter. Ligeledes er klippehastigheden langt højere end andre genrer, hvilket giver et hektisk udtryk.